Læsetid: 5 min.

Krimiens sociale tomandshær

Makkerpar. De er Sveriges nye krimimakkere. Sammenlignet med Sjöwall og Wahlöö, prisvindende og anerkendt som de førende samfundsengagerede krimiforfattere i Sverige. Men er de romankunstnere eller en ny tids socialarbejdere, som har fundet det medie, der virker? Selv mener de, at deres bøger først og fremmest er underholdning
De er Sveriges nye krimimakkere. Sammenlignet med Sjöwall og Wahlöö, prisvindende og anerkendt som de førende samfundsengagerede krimiforfattere i Sverige. Men er de romankunstnere eller en ny tids socialarbejdere, som har fundet det medie, der virker? Selv mener de, at deres bøger først og fremmest er underholdning
5. juni 2008

Den ene er lille, blond og taler meget. Den anden er stor, skaldet og stille. Börge Hellström, den stille, har levet et hårdt liv med misbrug, stoffer og fængselsstraf og brugt sine personlige erfaringer i arbejdet med unge kriminelle. Anders Roslund er journalist og tidligere nyhedschef på Svensk Television med en bibeskæftigelse som tilsynsværge. Det første, de fortæller, er, hvor forskellige de er, og hvor ofte og voldsomt de skændes. Men i sidste ende binder det fælles sociale engagement dem tæt sammen. Så tæt, at Anders Roslund med et skævt smil konstaterer, at han ser mere til forfattermakkeren Börge Hellström, end til sin kone.

De mødtes, da Anders Roslund skulle lave en historie om eks-indsattes muligheder og ringede til KRIS, en organisation drevet af tidligere straffede, der hjælper andre tidligere straffede tilbage til samfundet. Det var Børge Hellström der tog telefonen.

"Vi snakkede og snakkede og forstod hinanden på et eller andet dybere plan, selv om vi er meget forskellige. Men begge følte vi, at vi kunne fortælle de her historier sammen," siger Anders Roslund, der i sit arbejde som journalist var blevet godt og grundigt træt af kun at berøre omfattende samfundssygdomme som menneskehandel, vold mod børn eller hjemløshed i tre-minutters indslag på tv, der glemmes næsten lige så hurtigt som de produceres.

Deres første bog Udyret, havde pædofili som tema, mens bog nummer to, Box 21 handlede om krimigenrens for tiden mest trendy tema: trafficking. Efter Finnigans ære, der ikke på samme måde som de tidligere bøger var samfundsorienteret, er de nu aktuelle med Pigen under gaden. En bog der i den grad kan betegnes som samfundsengageret, om de skjulte og glemte gadebørn i Sverige. Den debat om traficking, der rejste sig i kølvandet på Box 21, og den indvirkning og indflydelse krimierne generelt har haft, er kommet bag på alle, ikke mindst forfatterne selv.

Om bag kynismen

"Nu er det os - som kriminalforfattere! - der bliver spurgt. Politiet ringer til os for at få oplysninger. Med Pigen under gaden er det første gang, at man tager de her unge mennesker alvorligt og overhovedet har et fokus på problemet - i hvert fald i Sverige," pointerer Roslund indigneret og stolt på samme tid.

Ingen må kunne sætte en finger på forfatterduoens research, og der må ikke være overdrivelser eller fordrejninger, når det handler om at beskrive problemernes omfang og ægthed. Det er deres troværdighed, der er på spil. Midt i alt det alvorlige er det samtidig utroligt vigtigt for begge forfattere at slå fast, at krimierne først og fremmest skal underholde. Det er netop underholdningsværdien, der er kriminalromanens styrke, mener de.

"Man orker som menneske ikke altid at høre om disse tunge temaer og slet ikke i nyhedsform. Vi er nyheds- og sensationsmættede," vurderer den tidligere nyhedsjournalist Roslund, der beskriver arbejdet med samfundskrimien som en måde at trænge ind bag kynismen: "Börge og jeg oplever at skabe mere debat med de her bøger, end jeg nogensinde har formået som journalist - eller gennem politisk arbejde."

Pigerne høres ikke

"Fortæl om Marie, bare kort," beder Roslund kollegaen: "Marie er en pige, jeg har haft kontakt til gennem mange år," begynder Börge Hellström og fortæller videre om pigen, der blev smidt ud hjemmefra af sin psykisk syge mor som 11-årig, sygemeldt igennem seks måneder i skolen af selv samme mor og som prostituerer sig første gang som 13-årig for at overleve. Pointen er, at når man er mindreårig kan man teknisk set ikke være hjemløs og derfor registreres problemet ikke.

"Det er meget underligt. De hjemløse unge, vi har mødt, er næsten udelukkende piger. Börge har en teori ..." siger Anders Roslund og vender sig igen mod Börge Hellström, der fortsætter: "Det er ofte sådan, at piger ikke ses og høres. En dreng som bliver smidt ud hjemmefra, tager til Stockholm og får et frygteligt liv. Han tager måske stoffer, han begår indbrud, og inden for et par uger bliver politiet opmærksom på ham, og får ham væk fra gaden."

Med pigerne er det anderledes, forklarer de. De synker ligesom bare i jorden, søger sammen og klarer sig i stilhed. Blandt andet ved at bo rundt omkring hos ældre mænd - for sex.

"Vi var i svensk tv, da bogen udkom, og dér var holdningen skeptisk. Det kan da ikke passe, at det er sådan her i landet, var den generelle holdning," fortæller Roslund. Nej, det kan ikke passe, for det er meget værre, havde forfatterne svaret. For fem år siden, da Box 21 blev udgivet, var skepsissen den samme. Ingen ville tro på, at piger fra alverdens lande kunne være indespærret som sexslaver i lejligheder klos op af deres egne. Nu er fænomenet traficking kendt af de fleste. Roslund og Hellström håber, at det samme vil ske med anerkendelsen af gadebørn, og at den skandinaviske velfærdsarrogance vil vige pladsen for realiteterne.

"Jeg bor på Södermalm i Stockholm. Det dyreste sted. Vores forlag ligger på Östermalm. Et endnu dyrere sted. Jeg møder aldrig de her piger, når jeg går fra mit hjem til mit arbejde," understreger Anders Roslund. Disse menneskers eksistens erfares simpelthen ikke i nogen middelklassepersons liv. "Og så er det klart, at ens første reaktion, når man hører problemerne beskrevet, er: det passer ikke, for jeg har ikke set det. Desuden må et otte - eller tiårigt gadebarn jo bare heller ikke findes, fordi tanken ikke er til at bære."

Krimien som samfundskritik

Både Roslund og Hellström er opmærksomme på faren ved at lade krimierne flyde over med samfundspatos. Det er netop balancen mellem det vedkommende, det dokumentariske, og spændingselementerne, der skal være i centrum. De er dog enige om, at en kritisk stillen spørgsmål til fænomener i det svenske samfund, i alt for høj grad er blevet isoleret til krimigenren: "Samfundskritikken i dag, ikke mindst i Sverige, findes i kriminalromanen. Der findes ingen samfundskritik i 'almindelige' romaner længere. Den høres ikke og føles ikke," mener Roslund, men understreger i samme nu, at underholdningen alligevel altid må have forrang frem for indignationen:

"Vi er forfattere og ikke socialarbejdere, og det skal ikke være sådan, at folk tænker 'åh nej, nu kommer der en ny krimi fra Roslund og Hellström'.

"Hvis man råber 'ulven kommer' med hver eneste bog, så holder folk op med at lytte til én til sidst."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu