Læsetid: 6 min.

Kunsten at spille turneringsbold

EM-Kvartfinalerne har demonstreret, at det ikke nødvendigvis er de mest talentfulde mandskaber, der vinder de store slutrunder
Ruslands Andrei Arshavin (th.) lykønskes her af Dmitri Sychev for sin scoring til 3-1 i kampen mod Holland.

Ruslands Andrei Arshavin (th.) lykønskes her af Dmitri Sychev for sin scoring til 3-1 i kampen mod Holland.

Valery Hache

23. juni 2008

Efterhånden som EM skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, hvorfor det danske landshold ikke er med i denne omgang. Vi ville simpelthen ikke have haft noget at gøre i selskab med Europas bedste fodboldhold. Morten Olsens tropper ville ganske enkelt være blevet kørt over.

Hvis der har været nogen tvivl om det faktum, så blev den fejet bort, da Rusland i sin afsluttende puljekamp kørte Sverige totalt over. Det svenske landshold - der vel p.t. befinder sig et niveau over Danmark - var chanceløse mod russerne; og dermed blev det illustreret, hvor langt de rød-hvide er fra den europæiske elite.

Danmark har under Morten Olsen udviklet sig til at være et hold, der kun mestrer ét offensivt spillesystem - det efterhånden helt forudsigelige 4-2-3-1 hvor spillerne er låst fast i forudsigelige løbemønstre, og dermed udgør holdet anti-tesen til den form for angrebsfodbold, der på lykkelig vis har præget denne turnering, og som blandt andet har skaffet russerne en plads i semifinalen: Et tempofyldt og flydende spil, hvor en bred vifte af offensivt orienterede aktører - lige fra backerne og frem til centerforwarden - skyder med frem over hele banen, og hvor bolden føres frem i lynhurtige short passing-kombinationer mellem spillere, der arbejder stenhårdt for hinanden, og som hele tiden bytter plads for at skabe nye opspils-variationer og forvirre fjenden.

Turneringsbold

Udover russerne har også Portugal og Holland været eksponenter for denne form for fodbold, som man udmærket kan kalde 4-6-0, og som ved denne slutrunde for første gang bryder igennem på landsholdsplan, efter at den er blevet udviklet af de bedste europæiske klubhold gennem de senere år.

At hverken hollænderne eller portugiserne længere er med i EM-turneringen skyldes således ikke mangel på talent eller fodboldmæssig kunnen, men det simple faktum at vi ved overgangen til kvartfinalerne atter engang blev præsenteret for en af fodboldens mest gammelkendte sandheder - en sandhed, som overgangen fra puljespil til cup-systemet altid illustrerer ved de store slutrunder - nemlig at for at vinde et stort mesterskab er det ikke er nok at levere det bedste fodbold. Man skal også kunne spille turneringsbold.

Danmarks assisterende landstræner, Peter Bonde, berørte denne kendsgerning på en lidt bagvendt måde, da han før kvartfinalerne udtalte:

"Holland og Portugal har skilt sig positivt ud fra de andre hold. Og nu håber jeg bare for en gangs skyld på, at de to hold, der starter bedst, også holder hele vejen hjem. Så vi ikke sidder tilbage med Italien og Tyskland, som så igen har narret alle med deres turneringsbold."

Bondes iver efter at se Portugal eller Holland vinde får ham til at give retorikken en tand for meget. For naturligvis er det ikke held, der bevirker, at Tyskland og Italien så ofte kommer langt i de store slutrunder. Det er det modsatte. Det er dygtighed. Både tyskerne og italienerne kender hemmeligheden bag at klare sig godt ved de internationale turneringer: Det drejer sig om at komme videre fra puljen - og derefter overleve fra runde til runde, mens man gradvist spiller sig i form.

Bjørn Borg sagde engang, at recepten bag hans sejre på tennisbanen var, at han altid lod sin modstander slå de spektakulære slag. Så sørgede han for at vinde de nemme bolde. Samme pragmatisme præger Tyskland og Italiens indstilling til de store turneringer. De deltager ikke for at spille champagnebold og få tilskuere og tv-seere til at gå bagover af begejstring. De ved, at kunsten bag at få succes i et så intenst og komprimeret forløb, som en EM-turnering udgør, er at sørge for, at man i hver kamp yder lige nøjagtigt det nødvendige, samtidig med at man økonomiserer med kræfterne, så man også er klar til de næste opgør.

Portugals præstation ved dette EM er et skoleeksempel på, hvordan det ikke skal gøres. Og ansvaret herfor må i høj grad lægges hos holdets ellers erfarne træner, Luiz Scolari, der begik en række fejl i forløbet op til portugisernes exit. Først lod han stort set alle stamspillere stå over i den afsluttende puljekamp mod Schweiz, hvilket ødelagde både holdets rytme og sejrsstime. Dernæst brød han en uskreven regel om aldrig at lade klubmæssige forhold distrahere landsholdets arbejde ved at annoncere, at han efter EM ville forlade landstrænerjobbet til fordel for en stilling som manager i Chelsea; og sluttelig lod han gudhjælpemig holdets midtbanedirigent Deco forlade landsholdslejren i et par døgn for at rejse hjem til Barcelona og ordne "personlige forhold" (hvilket dækkede over det faktum - som alle naturligvis kendte - at Deco skulle til Spanien for at afslutte sit engagement med Barcelona og indlede forhandlinger om at følge med Scolari til Chelsea.)

Resultatet kunne man bevidne torsdag aften, hvor et portugisisk landshold med støj på de indre linier og faldende formkurve blev ekspederet ud af et tysk hold, der er for opadgående.

Foran i ni minutter

Nu venter Tyrkiet på tyskerne i semifinalen. Og dermed er det tyskernes tur til at blive konfronteret med det, der har udviklet sig til hele turneringens enigma i skikkelse af det rødklædte landshold med halvmånen på brystet.

Den britiske journalist Martin Samuel har regnet sig frem til, at tyrkerne kun har været foran i samlet set ni minutter i løbet af hele turneringen. Men alligevel står de nu i den ene halvfinale. Det burde være en umulighed for ethvert hold. Men Tyrkiet er - som Samuel bemærker - heller ikke et hold. Det er et fænomen.

Tre gange i træk har spillerne fra Europas sydøstlige grænse reddet livsvigtige resultater i land ved scoringer i enten overtiden eller i næstsidste minut. Og dermed har de demonstreret en vilje til at overleve, som langt større fodboldnationer kunne lære noget af. Dette kan dog ikke skjule, at tyrkerne ikke på noget tidspunkt har leveret fodboldspil af en kvalitet, der berettiger holdet til at være nået så langt i turneringen. Og medmindre det tyrkiske landshold er i stand til at løfte sit niveau, så ligner det en exit mod et tysk mandskab, der ser ud til at have sat kursen mod finalen.

Tyrkernes opportunisme og mangel på evne til at anerkende, hvornår de er slået, har dog været en af denne turnerings mest minderige oplevelser.

En anden løber rundt på det russiske landshold i skikkelse af den 1.72 høje spilfordeler Andrei Arshavin fra Zenit St. Petersburg. Siden Arshavin trådte ind i turneringen i Ruslands tredje puljekamp mod Sverige, har han været en åbenbaring, og det var en fodboldoplevelse af de finere at se, hvordan han nærmest ene mand orkestrerede Ruslands sejr over de hollandske favoritter i kvartfinalen. Hvordan Arshavin i al ubemærkethed har kunnet spille en stor del af sin karriere (han er 27 år) i den bedste russiske liga, uden at han er blevet spottet og indkøbt af en af de store europæiske klubber, er en gåde. Men nu går den tilsyneladende heller ikke længere. Både Arsenal, Barcelona og Schalke 04 overvejer efter sigende at byde på den iltre playmaker, hvis fravær fra de to første kampe i EM-turneringen skyldes, at han i den sidste kvalifikationskamp mod Andorra begik en hævnakt på en modstander seks minutter før tid.

Årets spiller

Indtil videre har det været betragtet som en kendsgerning, at portugisiske Ronaldo i år vil blive kåret som Årets spiller i Europa som belønning for hans fantastiske præstationer for Manchester United. Man har helt overset, at Ruslands 10'er også har haft en ganske god sæson - og i modsætning til Ronaldo slår Arshavin tilsyneladende ikke op i banen i de afgørende kampe. Han var manden bag Zenit St. Petersburgs sejr over Glasgow Rangers i UFA Cup-finalen - efter at holdet havde ydmyget mægtige Bayern München med 4-0 på hjemmebane i semifinalen - og hvis han også guider Rusland til EM-guldet og indtager en af de store ligaer i Vesteuropa til efteråret, så kan fodboldens fornemste spillerudmærkelse i 2008 meget vel havne hos den diminutive spilfordeler fra Sankt Petersborg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Springborg

Kunsten at fedte sig igennem ved kynisme eller som funktionærer.

Østergaard har ret i sin analyse, men hvor ofte har vi ikke siddet tilbage med røvsyge kampe mellem italienske kynikere og tyske funktionærer, som hader det smukke spilk.

Brian Laudrup sagde det smukt i Politiken forleden: »Morten Olsen har udtrykt frygt for, at Portugal skal dø i skønhed. Det samme gør jeg, når Portugal nu skal møde tyskerne. Det er lige nøjagtigt den værste modstander, de kan få. Og hvad med Spanien mod Italien? Hvor tit har vi ikke set, at kynismen har smadret skønheden?«, spørger han retorisk.

»Men lad os dog håbe på, at det bliver et hold, der tør spille ud fra egne præmisser - og som spiller flot angrebsfodbold - der bliver belønnet med den ultimative pris, som et EM er«.

Tak Brian - heldigvis røg Italien - nu venter vi bare, at russerne eller spanierne nedbryder det tyske panser og belønner det smukke spil.

Boldenb er stadig rund.

En virkelig flot artikel, der på en balanceret og levende måde redegør for de to dominerende dogmer i moderne fodbold - fodbolds for fodboldens skyld og fodbold for sejren.

Det er samtidig befriende, at den kyniske fodbold ikke bliver nedgjort, marginaliseret og forhånt, som de fleste mennesker - heriblandt skribenter, eksperter og trænere - ellers har for vane. Det giver et dybere indblik i spillet og nuancere diskussionerne ud over den sædvanlige jubelidioti af vox-pops, som specielt de elektroniske medier er garant for.

Jeg græd med Italien, jeg håber på russerne og har stadig sympati for Tyskland. Og dækningen her på sitet har forøget min nydelse ved at følge denne slutrunde. Keep up the good work!