Læsetid: 11 min.

Kunsten at sulte

Essay. Hamsuns kunst er af en sådan art, at han på det strengeste forhindrer os i at have medfølelse med sin hovedperson, skriver forfatteren Paul Auster i dette essay om Knut Hamsuns roman 'Sult'. En bog, der kom til at få stor betydning for Austers eget forfatterskab
Hamsuns kunst er af en sådan art, at han på det strengeste forhindrer os i at have medfølelse med sin hovedperson. Essay af Paul Auster om Knut Hamsuns roman 'Sult'.
5. juni 2008

"Hvad der forekommer mig vigtigt, er ikke så meget at forsvare en kultur, hvis eksistens aldrig har forhindret nogen i at sulte, som det er, ud fra det der kaldes kultur, at uddrage de ideer, hvis tvingende kraft er identisk med sultens."
Antonin Artaud

En ung mand kommer til en by. Han har ikke noget navn, ikke noget hjem, ikke noget arbejde; han er kommet til byen for at skrive. Han skriver. Eller mere præcist: han skriver ikke. Han sulter til dødens grænse.

Byen er Kristiania (Oslo); året er 1890. Den unge mand vandrer gennem gaderne: byen er en labyrint af sult, og alle hans dage er éns. Han skriver uopfordret artikler til en lokal avis. Han bekymrer sig om huslejen, om sine klæder, der er ved at gå i opløsning, om besværet ved at skaffe det næste måltid mad. Han lider. Han bliver næsten vanvittig. Han er aldrig mere end ét skridt fra sammenbruddet.

Dog, han skriver. Nu og da lykkes det ham at sælge en artikel, at finde en midlertidig udsættelse fra sin ulykke. Men han er for svag til at skrive støt og roligt og kan sjældent afslutte de ting, han er begyndt på. Blandt hans fejlslagne arbejder er et essay med titlen Fremtidens Forbrytelser, en filosofisk traktat om viljens frihed, en allegori om en ildebrand i en boghandel (bøgerne er hjerner), og et teaterstykke henlagt til middelalderen, Korsets Tegn. Processen er uomgængelig: han må spise for at kunne skrive. Men hvis han ikke skriver, kommer han ikke til at spise. Og hvis han ikke spiser, kan han ikke skrive. Han kan ikke skrive.

Blottet for plot og handling

Han skriver. Han skriver ikke. Han vandrer gennem byens gader. Han taler med sig selv i fuld offentlighed. Han skræmmer folk bort. Når han, ved et tilfælde, kommer til lidt penge, giver han dem væk. Han bliver smidt ud af sit værelse. Han spiser, og kaster så det hele op. På et tidspunkt har han en kort flirt med en pige, men der kommer ikke noget ud af det, andet end ydmygelse. Han sulter. Han forbander verden. Han dør ikke. Til slut påmønstrer han, uden nogen særlig grund, et skib og forlader byen.

Det er det nøgne skelet i Knut Hamsuns første roman Sult. Det er et værk blottet for plot, handling og - bortset fra fortælleren - for personer. Efter det 19. århundredes standarder er det et værk, hvor der ingenting sker. Fortællerens radikale subjektivitet eliminerer effektivt den traditionelle romans basale anliggende. Svarende til heltens plan om at lave "en ganske umærkelig Bøjning", når han kommer til problemet om tid og rum i et af sine essays, lykkes det Hamsun at klare sig uden historisk tid, det grundlæggende organisationsprincip i 1900-tallets fiktion. Han giver os udelukkende en redegørelse for heltens sværeste kampe med sulten. Andre, mindre besværede tider hvor sulten er blevet dæmpet, gøres - også selv om de måtte strække sig over en hel uge - af med én eller to sætninger. Historisk tid bliver udslettet til fordel for indre varighed. Med en blot tilfældig begyndelse og slutning registrerer romanen trofast indfaldene fra fortællerens bevidsthed, idet den forfølger hver tanke fra dens mysteriøse undfangelse, gennem alle dens bugtninger, indtil den spreder sig, og den næste tanke begynder. Det der sker får lov til at ske.

Denne roman kan ikke engang påberåbe sig at have nogen forsonende social værdi. Skønt Sult placerer os lige mellem ulykkens kæber, tilbyder den ingen analyse af denne ulykke, indeholder ingen opfordring til politisk handling. Hamsun, som blev fascist på sine gamle dage under Anden Verdenskrig, beskæftigede sig aldrig med den klassemæssige uretfærdigheds problemer, og hans fortællerhelt er, ligesom Dostojevskijs Raskolnikov, ikke så meget en underdog som et monster af intellektuel arrogance. Medlidenhed spiller ingen rolle i Sult. Helten lider, men kun fordi han har valgt at lide. Hamsuns kunst er af en sådan art, at han på det strengeste forhindrer os i at have medfølelse med sin hovedperson. Fra starten bliver det gjort klart, at helten ikke behøver at sulte. Løsninger eksisterer, om ikke i byen, så i det mindste i det at rejse bort. Men holdt oppe af en besættende, selvmorderisk stolthed afslører den unge mands handlinger til stadighed en foragt for hans egne bedste interesser.

Inden bogen starter, inden læseren er blevet gjort til privilegeret vidne til hans skæbne, er heltens handlingskurs blevet udstukket. En proces er allerede sat i gang, og skønt helten ikke kan kontrollere den, betyder det ikke, at han er uvidende om hvad han gør.

"Jeg var mig i Øjeblikket fuldt bevidst, at jeg begik gale Streger, uden at jeg kunde gøre noget ved det ... Saa fremmed som jeg i dette Øjeblik var for mig selv, saa fuldstændig et Bytte for sære, usynlige Indflydelser, foregik der intet omkring mig, uden at jeg lagde Mærke til det."

Efter at have trukket sig tilbage til en næsten perfekt ensomhed, er han blevet både subjekt og objekt for sit eget eksperiment. Sulten er midlet, hvorigennem denne splittelse finder sted, katalysatoren, så at sige, for den ændrede bevidsthed.

"Jeg havde saa tydelig mærket, at naar jeg sulted lidt længe ad Gangen, var det ligesom min Hjærne randt mig ganske stille ud af Hovedet og gjorde mig tom. Mit Hoved blev let og fraværende, jeg følte ikke dets Tyngde paa mine Skuldre ..."

Meditationens tomme spejl

Hvis det kan kaldes et eksperiment, så har det imidlertid intet med videnskabelig metodik at gøre. Der er ingen kontroller, ingen stabile referencepunkter - kun variabler. Og adskillelsen af bevidsthed og krop kan heller ikke reduceres til at være en filosofisk abstraktion. Vi er ikke i ideernes virkelighed her. Det er en fysisk tilstand, bragt i stand under ekstremt tvangsmæssige forhold. Bevidsthed og krop er blevet svækket; helten har mistet kontrollen over både sine tanker og sine handlinger. Og dog fremturer han i at forsøge at kontrollere sin skæbne. Dette er paradokset, den cirkulære logiks spil, som det udfolder sig på bogens sider. Det er en umulig situation for helten. For han har bevidst bragt sig selv til farens skrænt. At opgive at sulte ville ikke betyde sejr, det ville simpelthen betyde at spillet var ovre. Han ønsker at overleve, men kun på sine egne betingelser: en overlevelse som skal bringe ham ansigt til ansigt med døden.

Han faster. Men ikke på den måde en kristen ville faste. Han fornægter ikke det jordiske liv i forventning om det evige; han nægter simpelthen at leve det liv, der er blevet ham givet. Og jo længere han går i sin faste, jo længere trænger døden ind på hans liv. Han nærmer sig døden, han kravler ud til afgrundens rand, og éngang der klynger han sig til den, ude af stand til at bevæge sig, hverken frem eller tilbage. Sulten som har åbnet det tomme rum, ejer ikke kraften til at lukke det igen. Et kort øjeblik af pascal'sk rædsel er blevet forvandlet til en permanent tilstand.

Hans faste er altså en selvmodsigelse. At fremture i den ville betyde døden, og med døden ville fasten være slut. Derfor må han forblive i live, men kun til den grad at den fastholder ham på dødens grænse. Tanken om afslutningen modstås ud fra den interesse at fastholde afslutningens konstante mulighed. Fordi hans fasten hverken sætter et mål eller tilbyder håbet om frelse, må dens modsigelse forblive uløst. Som sådan er den et billede på fortvivlelsen, fremkaldt af den samme selvopslugende lidenskab som sygdommen til døden. Sjælen søger, i sin fortvivlelse, at fortære sig selv, og fordi den ikke kan det - præcis fordi den fortvivler - synker den endnu dybere ned i fortvivlelsen.

I Hamsuns roman forbliver meditationens spejl imidlertid, så snart dybderne er loddet, tomt. Han forbliver på bunden, og ingen gud vil komme for at redde den unge mand. Han kan ikke engang regne med den sociale konventions hejseværk til at holde sig oppe. Han er rodløs, uden venner, ribbet for ejendele. Enhver orden er forsvundet for ham; alt er blevet tilfældigt. Hans handlinger er ikke inspireret af andet end indfald og uregerligt begær, den anarkiske utilfredsheds trætte frustration. Han pantsætter sin vest for at kunne give almisse til en tigger, han hyrer en drosje til eftersøgningen af en fiktiv bekendt, banker på fremmede folks døre og spørger gentagne gange forbipasserende politibetjente om klokken, af den ene grund at det passer ham at gøre det. Han svælger dog ikke i disse handlinger. De forbliver dybt foruroligende for ham. Mens han rasende prøver at stabilisere sit liv, at stoppe sin flakken om, finde et værelse og slå sig ned og skrive, bliver han modarbejdet af den faste, han har iværksat. Éngang startet frigiver sulten ikke sin ophavsmand/sit offer, før den har gjort sin lektie uforglemmelig. Helten bliver mod sin vilje grebet af en kraft, han selv har udløst og tvinges til at svare på dens udfordring.

Han mister alt - også sig selv. Når man til bunden af et gudløst helvede, så forsvinder identiteten. Det er ikke tilfældigt at Hamsuns helt er navnløs: som tiden går, berøves han i sandhed sit selv. De navne, han vælger at give sig selv, er alle opdigtede, samlet op ud fra øjeblikkets lune. Han kan ikke sige, hvem han er, for han ved det ikke. Hans navn er en løgn, og med den løgn forsvinder hans verdens realitet.

Det nye ord: KUBOAA

Han spejder ind i det mørke, sulten har skabt for ham, og hvad han finder er et sprogets tomrum. Virkeligheden er blevet en forvirring af tingsløse navne og navnløse ting for ham. Forbindelsen mellem selv og verden er blevet brudt.

"Jeg blev liggende en Tid at se ind i Mørket, dette tykke Massemørke, som ingen Bund havde, og som jeg ikke kunde begribe. Min Tanke kunde ikke fatte det. Det var mig uden al Maade mørkt, og jeg følte dets Nærvær trykke mig. Jeg lukked Øjnene, gav mig til at synge halvhøjt og kasted mig frem og tilbage paa Briksen forat adsprede mig; men uden Nytte. Mørket havde besat min Tanke og lod mig ikke et Øjeblik i Fred. Hvad om jeg selv var bleven opløst til Mørke, gjort til ét med det?"

Præcis i det øjeblik hvor han mest frygter at miste kontrollen over sig selv, forestiller han sig pludselig at han har opfundet et nyt ord: KUBOAA - et ord som ikke findes i noget sprog, et ord uden betydning.

"Jeg var kommet ind i Sultens glade Vanvid; jeg var tom og smærtefri, og min Tanke var uden Tøjler."

Han forsøger at udtænke en betydning til sit ord, men kan kun finde frem til hvad det ikke betyder, hvilket vil sige hverken 'Gud', eller 'Tivoli', eller 'Dyrskue', eller 'Hængelås', eller 'Solopgang', eller 'Emigration', eller 'Tobaksfabrik', eller 'Strikkegarn'.

"Nej, egentlig var Ordet egnet til at betyde noget sjæleligt, en Følelse, en Tilstand om jeg ikke kunde forstaa det? Og jeg husker mig om, for at finde noget sjæleligt."

Men han får det ikke til. Stemmer som ikke er hans egne, begynder at trænge sig på, at forvirre ham, og han synker dybere ned i kaos. Efter et voldsomt anfald, hvor han forestiller sig, han dør, bliver alt stille, uden andre lyde end hans egen stemmes, kastet tilbage fra murene.

Denne episode er måske den mest pinefulde i hele bogen. Men den er kun ét af mange eksempler på heltens sproglige lidelse.

Hamsun tegner portrættet af denne kunstner i de første stadier af hans udvikling. Men det er i Kafkas historie En sultekunstner, at sultens æstetik får sin mest omhyggelige udarbejdelse.

Her mødes de selvmodsigelser i fasten som Hamsuns helt udfører den - og den kunstneriske blindgyde den fører til - i en parabel som handler om en kunstner, hvis kunst består i at faste. Sultekunstneren er på én gang kunstner og ikke kunstner. Skønt han ønsker, at hans forestillinger skal beundres, insisterer han på, at de ikke skal beundres, for de har intet med kunst at gøre. Han har valgt at faste, alene af den grund at han aldrig har kunnet finde nogen, føde han holdt af. Hans forestillinger er derfor ikke skuespil til andres fornøjelse, men udredningen af en privat fortvivlelse, som han har tilladt andre at overvære.

Den farlige kunst

Som Hamsuns helt har sultekunstneren mistet kontrollen over sig selv. Bortset fra det teatermæssige påfund at sidde i et bur, adskiller hans kunst sig på ingen måde fra hans liv, selv ikke hvad hans liv ville have været hvis han ikke var blevet performer. Han prøver ikke at behage nogen. Faktisk kan hans forestillinger hverken forstås eller påskønnes.

"Ingen var jo i stand til at tilbringe alle dagene og nætterne uafbrudt som vogtere over sultekunstneren, ingen kunne altså af selvsyn vide, om der virkelig var blevet sultet uafbrudt, fejlfrit; kun sultekunstneren selv kunne vide det og var således samtidig den eneste fuldkommen tilfredsstillede tilskuer til sin kunst."

Dette er imidlertid ikke den klassiske historie om den misforståede kunstner. For selve fastens natur modsætter sig forståelse. Idet den fra begyndelsen ved, at den er en umulighed og fordømmer sig selv til en vis fejlslagenhed, er den en proces, som bevæger sig asymptotisk mod døden, dømt til aldrig at nå hverken opfyldelse eller tilintetgørelse. I Kafkas historie dør sultekunstneren, men kun fordi han fornægter sin kunst ved at overskride de begrænsninger, hans impresario har pålagt ham. Sultekunstneren går for langt. Men det er risikoen, den fare, der er indbygget i enhver kunstnerisk handling: man må være villig til at give sit liv.

Når alt kommer til alt, kan kunsten at sulte beskrives som en eksistentiel kunst. Den er en måde at se døden i øjnene på, og med døden mener jeg døden, som vi lever den i dag: uden Gud, uden håb om frelse. Døden som livets abrupte og absurde slutning.

Jeg tror ikke, vi er kommet længere end dette. Det er endda muligt, at vi har været her meget længere, end vi er parat til at indrømme. I al denne tid er det imidlertid kun ganske få kunstnere, som har været i stand til at erkende det. Det kræver mod, og ikke mange af os ville være villige til at risikere alt for ingenting. Men det er, hvad der sker i Sult, en roman skrevet i 1890. Hamsuns hovedperson afkaster systematisk enhver tro i ethvert system, og til slut ankommer han, ved hjælp af den sult, han har påført sig selv, til ingenting. Der er intet til at holde ham gående - og dog bliver han ved med at gå. Han vandrer lige ind i det tyvende århundrede.

Essayet er oversat fra amerikansk af Peter Kirkegaard
Essay er lettere forkortet og er trykt med tilladelse fra Forlaget Per Kofod
Oplev Paul Auster på litteraturfestivalen CPHLITT08 i samtale med filminstruktøren Henning Carlsen om sultekunsten

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu