Læsetid: 4 min.

Det lavmælte rivegilde

Mere end tyskerne har japanerne haft svært ved selvransagelse efter Anden Verdenskrig. Respekten for den ældre generation spillede således ind på, hvad der skulle stå i skolebøgerne, hedder det i ny bog om landet uden barnevogne
17. juni 2008

I Vesten synes vi, japanerne er mærkelige, men japanere synes også, at vi er mærkelige, f.eks. når vi tilbeder en lidende mandsperson, som hænger på et kors. Den ene har med andre ord ikke noget at lade den anden høre, men nu er der hjælp at hente til at forstå, hvad der sker i det lille land i Østen med den store økonomi.

Journalisten Asger Røjle Christensen, som er japansk gift og har arbejdet seks år som korrespondent i Tokyo, har skrevet en bog, som giver en grundig forklaring på, hvorfor det har været endnu sværere for japanerne end for tyskerne at ransage sig selv efter Anden Verdenskrig. Japan blev efter at have tabt krigen tvunget til at indføre demokrati efter vestligt mønster, en succesrig manøvre, som nok var den, der lå og rumlede bag Bush-administrationens ikke så succesrige fremfærd i Irak.

I dag vil de fleste japanere næppe ønske sig den kejserlige enevælde tilbage, men der findes en larmende gruppe af hardcore nationalister, som begræder tabet, og som aldrig har sluppet de gamle idealer.

De ser de japanske krigshandlinger mod andre sydøstasiatiske lande som et heroisk forsøg på at befri dem fra vestlig kolonialisme. Derfor vil de ikke anerkende ordet 'aggressionskrig'. De råber deres budskaber ud fra højttalervogne, hvilket ikke så mange tager sig af, men de har alligevel indflydelse langt ind i borgerlige kredse og i højfinansen - og har også haft det på skolebøgerne, ligesom de dyrker deres ideologi omkring et bestemt tempel i Tokyo, Yasakuni, lidt a la Mindelunden i Ryvangen, men mere end det.

Templet er blevet symbol på de gamle æresbegreber og dermed centrum i den interne politiske kamp. F.eks. er man til stadighed optaget af, om de skiftende premierministre aflægger templet besøg på en bestemt dag hvert år eller netop ikke gør det. Begge dele er vigtige manifestationer.

Undskyld

Japan er et land uden barnevogne, fortæller Asger Røjle. Der bor så mange mennesker på et lille areal, at man foretrækker hensynsfuldt at bære sine børn rundt i en sele. At fylde så lidt som muligt er en dyd. Derfor er japanere i almindelighed også et diskret, høfligt og hensynsfuldt folkefærd. En af Asger Røjles mere overraskende forklaringer på, at japanerne i mange efter krigen holdt lav profil i skolebøgerne om Japans rolle, er, at det skete af høflighed over for den ældre generation, som havde deltaget i den - (og som ikke er helt uddød endnu). Man ville ikke genere den med manglende respekt.

Men - igen internt - har der været mange rivegilder, og det er der stadig. De omkringliggende lande har forlangt undskyldninger for krigsforbrydelserne, ikke mindst den påtvungne prostituering af kvinder i nabolandene.

Dem har de snart fået en del af, men nabolandene har ikke altid været så villige til at acceptere dem, fordi ordet undskyld kan siges med forskellige nuancer på det japanske sprog: mere eller mindre undskyld! Japanske premierministre har i deres formuleringer balanceret på en knivsæg i forhold til hjemlandets grupperinger. Det har heller ikke været nok at sige undskyld. Der skulle betales erstatning, hvilket der også er blevet.

Asger Røjle genfortæller den sørgelige historie fra en børnebog om de store elefanter i Tokyos Zoo, som måtte lade livet, fordi der var fødevaremangel under krigen. En grundhistorie, som alle børn har grædt over, og som spiller en stor rolle også i voksne japaneres bevidsthed. Man ser elefanten som et symbol på nationen og sig selv som ofre, dels for de kejserlige rådgiveres fejlagtige krigspolitik, dels for atombomberne. Men samtidig troede man, man gjorde ret, når man udførte de kejserlige ordrer og synes på en vis måde, man burde roses for det. Det er den japanske skizofreni. I øvrigt vidste Tokyo ikke altid, hvad officererne fandt på i nabolandene. Tropperne foretog sig ting uden at have fået grønt lys af politikerne.

På en japansk ø blev de lokale mænd ved krigens slutning opfordret af officererne til at dræbe deres egne kvinder og børn, da det var mere ærefuldt end at overgive sig. Eller blev de beordret? Et illustrativt eksempel på sprogstriden om skolebøgerne: Skulle der stå, at de 'fik ordre' til det, eller om de 'blev drevet' til det?

Således trækker krigen lange skygger, som ikke kun handler om soldaten, der i 1974 overgav sig med 30 års forsinkelse. Så længe havde en dansk soldat aldrig holdt ud. Sådan er vi så forskellige, men med Asger Røjle som kender og cicerone bliver de komplicerede tråde redet ud, så man bedre kan forstå dem. Også at mange unge japanere er trætte af at skulle sige undskyld, hvorfor en ny slags nationalisme er under optræk. Den nævnte soldat er i øvrigt i dag leder af en naturskole og højt respekteret i det japanske samfund.

Asger Røjle Christensen: Undskyld på japansk. 190 sider. 279 kroner. Borgen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu