Læsetid: 2 min.

Litteratur i løb

Lydbogen på mp3 ligner en gave til den musikvante motionist
Hvem ved. Måske denne Copenhagen Marathon-løber ikke kan få armene ned af bar begejstring over Helle Helles 'Ned til hundene' på lydbog.

Hvem ved. Måske denne Copenhagen Marathon-løber ikke kan få armene ned af bar begejstring over Helle Helles 'Ned til hundene' på lydbog.

Linda Henriksen

5. juni 2008

Efter sigende er der nok aldrig, eller ikke i flere årtier, blevet støvet så meget af og strøget så mange skjorter som nu, efter at mp3-lydbøgerne kom. Hvor den traditionelle bog fastbinder kroppen, hænderne især, gør lydbogen det nu muligt at lyttelæse, samtidig med at lemmerne anvendes til noget helt andet. Hvem ved, om ikke man en dag ender med at nyde at stryge sine skjorter?

Med mp3-lydbogen har jeg, synes jeg, fået noget af 1950'ernes og de tidlige 60'eres radiofoniske hygge igen. Vi fik vores fjernsyn temmelig sent, og da det kom, var det karakteristisk nok forklædt som noget andet. Et skab i træ. Skærmen skulle der lukkes op til. Lågerne blev omhyggeligt klappet for om natten. Betjeningspanelet var naturligvis af en nænsom designer formgivet som - en radio.

Før den tid, og især når jeg var nede hos mormor og morfar, kunne man sidde og høre radio flere i stuen, og stille, sammen. Der blev selvfølgelig sparet på lyset, og stærkest glødede radioapparatets runde, grønne øje. Billederne væltede frem fra det indre. Selv om jeg var minus to år, dengang da Pouel Kern læste Martin A. Hansens Løgneren for Statsradiofonien, bilder jeg mig ind at have oplevet hine tiders rolige, nysgerrige, næsten taknemmelige, radiokultur.

Radioføljetonernes og hørespillenes koncentrerede intimitet vender delvis tilbage nu, hvor pc'erne kan gøre det ud for boligens linje til omverdenen og vi kan lytte til det samme, samtidig med at det overlades til hver enkelt at forme de billeder, som fortællingen vækker.

Og ikke nok med det. Takket være mp3 kan vi nu også ligefrem løbe til litteratur. Havde man, forrige søndag, afpasset sit Copenhagen Marathon efter romanoplæsning af Helle Helle, var man kommet ind i 3.39 halvandet minut før min yndlingsstrømer chefkriminalinspektør Per Larsen.

Det påstås, at vil man løbe til musik, skal det helst være Bach. Det kan såmænd nok passe. Selv har jeg en periode brugt ham i en skønsom blanding med Runrig, Enya, Loreena McKennitt, Kim Larsen. Men på det sidste har musikken unægtelig fået hård konkurrence.

Man kan sagtens løbe til Helle Helle. Med Ned til hundene lige i øret glemmer man, hvor kedeligt det ærligt talt er at motionere. Lydbogsversionen læser hun passende langsomt, vældig distinkt, og lige netop så objektivt distancerende, at man kan gøre teksten til sin, selv om det er hende, der læser. Lidt mere besværligt har jeg det med Naja Marie Aidt, der, for mig at høre, læser sine noveller fra Bavian den anelse for hektisk og hurtigt, der gør det svært at få nuancerne med.

Men stemmer er følsomme instrumenter, og ens egen stemning kan af og til snyde, så jeg tror jeg giver hende endnu en chance, ude på skovstierne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu