Læsetid: 4 min.

Den melankolske trubadur

Andreas Scholls nye cd opleves som en elektrificerende rejse ind i hjertekamrenes tusmørke. Kontratenoren giver koncert i Tivoli mandag aften
7. juni 2008

Den menneskelige sangstemme er og bliver et dragende fænomen. Hele nationen har fulgt jagten på en X Factor i den forløbne vinter, en ung stemme blev kåret, men hvor langt kan den mon bære, når det kommer til den forjættede pladekontrakt? I den klassiske musiks reservat stiller sagen sig i princippet på samme måde. Det er ganske få stemmer, der hitter som det mytiske X. En af dem tilhører Andreas Scholl, et højt, slankt og flot mandfolk, som synger med sin falsetstemme. For nogle årtier siden gav denne (mente man) fimsede mandssang de fleste klassiske lyttere myrekryb; despekten blev især rettet mod den trinde, skæggede brite Alfred Deller, som nu betragtes som kontratenorernes stamfar.

Den nye barokbølge med klangen af historiske instrumenter har ændret på mangt og meget i vores opfattelse af tidlig musik, og det er påfaldende, at denne udvikling er gået hånd i hånd med udbredelsen af den nye kompositionsmusiks klangæstetik hos for eksempel Arvo Pärt, som for nylig fik tildelt Sonnings Musikpris. Man hylder nemlig den rene lyd i begge lejre. De tunge operastemmer er blevet bortdømt, ind er kommet de slanke, smidige stemmer, og i barokmusikken har kontratenoren, der rummer symbiosen af det kvindelige og det mandlige, vundet en plads i solen.

Dowlands mørke sange

Vi har gennem de seneste år kunnet følge Andreas Scholls bedrifter på cd og ikke mindst hans medvirken i Händels opera Julius Cæsar på Det Kgl. Teater. Her har hans stemmetype som oftest substitueret for kastraten, 1700-tallets tiljublede sang-idol.

Men på sin nye cd med engelske renæssancesange befinder Scholl sig i en helt anden boldgade. Her optræder han som male alto, altså en mandlig altsanger eller dyb sopran, sådan som det var skik og brug ved det elizabethanske hof. Man dyrkede solosangen for flere slags stemmer, akkompagneret af en lut eller en gambekvartet, og den absolutte mester i denne eksklusive genre var lutenisten og sangeren John Dowland. Da han var på sit højeste, var han tilknyttet Christian 4.'s hof, og det er forunderligt at tænke på, at han komponerede mange af sine mørke, depressive sange på Kronborg, mens Shakespeare samtidig skrev sin tragedie om den melankolske, danske prins.

Andreas Scholl rammer Dowlands tone klokkerent med dæmpet intensitet og mageløs tekstindlevelse. "Go crystal tears" handler om den brudte kærlighed, om tårerne og sukkene, der skal blødgøre den elskedes frosne hjerte. Gambekvartetten og lutten indleder med et langsomt sørgeoptog, og i lange åndedrag smyger Scholl sig om de poetiske metaforer, indfarver vokaler, sætter en let betoning på et symbolladet ord, tynder ud i en frase med en næsten umenneskelig vejrtrækningsteknik. Han er alene med lutenisten Julian Behr i "Time stands still", sådan som Dowland selv kunne have fremført den i Riddersalen på Kronborg. Igen er det kærlighedens dunkle krinkelkroge, der endevendes, lagt op i et højt leje og i en let dansende puls. De stiliserede dansetrin er i øvrigt hørbare overalt. Med let og sødmefuld elegance i "Now, o now, I needs must part", hvor den selvcentrerede poet beklager fraværet af den elskede, for så kan glæden ikke eksistere, og skylden kan kun være hendes. De tre strofer varieres fantasirigt i akkompagnementet, og Scholl turnerer refrænets "sad despair" med rytmisk stramhed og et glimt i øjet. Aldeles bjergtagende forløser han dødslængslen i "Come, heavy sleep". Tekstens billedsprog er af en anden verden, den slags der bebos af en forpint og sorgbetynget sjæl, som tørster efter den søde søvn, dødens forbundsfælle og barn af hans nat med det sorte ansigt. Hvis dødsengle findes, må deres stemmer lyde som Andreas Scholls i denne sang. Så overjordisk smuk, så ærefrygt-indgydende, at man bliver stille og stum af bevægelse.

Venus' fugle

Melankolien var en livsstil blandt engelske renæssancemennesker i det øverste luftlag. Men den kunne også følges af en munter letsindighed. Dowlands ældre kollega, William Byrd, er manden bag den swingende "Though Amaryllis dance in green", hvor budskabet fortsat lyder, at det godt nok er besværligt at være forelsket. Pulsen er sat i vejret, Scholl får sangens melodiske linjer til at strutte af erotisk kådhed, og Concerto di Viole ryster for en gangs skyld den stoiske højtidelighed af deres gamber. John Bennetts "Venus' birds" må være en poetisk metafor for et vellykket elskovsmøde, det er vel derfor Scholl både fløjter og traller undervejs. Mandag aften kan X Factoren høres i Tivoli.

Crystal Tears. Sange af Dowland, Byrd, Bennett, Johnson m.fl. Andreas Scholl (kontratenor). Concerto di Viole (gambekvartet). Julian Beth (lut). Harmonia Mundi HMC 9011993. 1 cd + 1 bonus-dvd ('Making of the Recording')

Koncert mandag 9. juni kl. 19.30 i Tivolis Koncertsal. Arier og orkestermusik af Bach, Vivaldi og Händel. Andreas Scholl og The Orchestra of The Age of Enlightenment

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu