Læsetid: 7 min.

'Mens den sære verden ruller videre'

Terrorangrebet i USA var forventeligt, men det har efterladt et åbent sår hos de amerikanerne, der troede, at USA var usårlig, siger forfatteren Paul Auster i et interview om krig og det intellektuelle ansvar som et intimt anliggende mellem læser og forfatter
9. juni 2008

"Min 14-årige datter begyndte i gymnasiet i dag, men hun kommer ikke hjem i aften."

Forfatteren Paul Auster tager et nærmest kunstnerisk sug af sin cigar, mens han præcist og melodisk citerer sin artikel i Die Zeit den 11. september 2001.

"Tilfældet ville, at hendes første dag i gymnasiet også var hendes første tur alene i metroen. Jeg fulgte hende til metroen kl 7.30 om morgenen. Toget kørte direkte under World Trade Center til hendes skole på Manhattan," fortæller Paul Auster.

Intet skete med Sophie Auster den dag, tårnene kollapsede, men hun kunne ikke komme hjem, så hun var nødt til at sove på Manhatten.

"Vi kunne se tårnene brænde gennem vores vindue. Siri (Hustvedt, Austers kone, red.) og jeg var chokerede, men ikke voldsomt overraskede. Ulig mange andre amerikanere har jeg aldrig troet, at USA er usårlig, og jeg forventede, at noget sådant skulle ske. Det var forfærdeligt, men ikke sammenlignet med så mange andre hændelser i amerikansk historie, som folk ønsker at tro."

- Hvilken indflydelse har 11. septemberfået for det psykologiske klima i USA?

"Alle i New York kendte én, der kendte én, som var i tårnene, og New York ændrede sig for en stund. Men så bliver det morgen, og folk står op og går på arbejde, børn går i skole, folk forelsker sig og bliver gift. Det er en del af tilværelsen. Det er som om, at vi alle gik igennem en familietragedie, som om vores forældre blev dræbt i en bilulykke, men det betyder ikke, at vi tager livet af os selv."

- Du forventede 11. september. Hvad mener du med det?

"Allerede i 1993 forsøgte en selvmordsbomber at køre en lastbil ind i soklen på World Trade Center, og seks eller syv mennesker blev dræbt."

- 'Brooklyn Dårskab' fra 2005 slutter to timer inden flyene braser ind i tårnene-

"Brooklyn Dårskab handler om 11. septemberuden nogensinde at tale om 11. september. Det er verden inden 11. september. Jeg havde tænkt over, at jeg ville lave en komedie i årevis, og filminstruktøren Billy Wilder sagde: 'Når du er lykkelig for dit liv, så er det dér, du skal lave en tragedie, og når du har det elendigt, så skal du lave en komedie'. Jeg havde det elendigt, og jeg havde brug for at bekræfte for mig selv, at livet går videre, at selv vores problemer er dyrebare, selvom skyggerne fra 11. september hang over vores hoveder."

Forandring vi tør tro på

Den netop afviklede Copenhagen Litterature Festival sidder endnu bag Paul Austers mørke solbriller, da Information møder ham på hans hotel. I Amsterdam samme dag venter endnu en litteraturfestival på Auster og Siri Hustvedt, og derfor stiger begejstringen, da diskussionen drejes ind på USA's status quo.

- Kan Obama overvinde frygten i amerikanerne nok til at trække amerikanske soldater ud af Irak?

"Frygt var George Bushs måde at vinde valget på i 2004, han tabte jo i 2000- Irak er jo ikke en krig, det er en politiaktion. USA har ingen ordentlig efterretningstjeneste, for da Europa opbyggede efterretningstjenester og infiltrerede terrorceller, investerede vi i elektronik og maskiner. Vi aner ikke, hvad der foregår. Amerika har den her udifferentierede tilgang, hvor vi bare arresterer alle, hvad enten de er skyldige eller ej."

I marts måned havde Paul Austers seneste bog, Mand i mørke, som den femte af hans bøger verdenspremiere på dansk. Mand i mørke foregår på én nat, hvor forfatteren August Brill ikke kan sove. I hans hoved spirer ideen om den unge Owen Brick, der vågner op iklædt soldateruniform på bunden af et rundt hul. Han aner ikke, hvor han er henne, eller hvordan han er kommet dertil. Han er midt i en amerikansk territorialkrig, og han får valget mellem at blive slået ihjel eller likvidere en forfatter - ved navn August Brill. Brill opdigter krigen. Så længe han er i live, er der krig.

- Du springer den unge amerikanske helt, Owen Brick, i luften midt i historien. Hvorfor dog det?

"Ja, det er chokerende, ikke sandt?" siger Auster begejstret og fortsætter: "Det forventede du ikke. Men ting sker, og de sker pludseligt, akkurat som fly, der rammer tårne. Min familie og jeg var ude for en forfærdelig bilulykke for nogle år siden, vi nåede aldrig at opfatte, hvad der skete, kun denne enorme lyd og os, der snurrer rundt og rammer en telefonmast. Det ene øjeblik er verden i fuld gang og i det næste falder der en bombe, og det er slutningen. Livet er abrupt og definitivt- mens den sære verden ruller videre," tilføjer Auster. Referencen er til Rose Hawthorne, en relativt elendig forfatter fra Mand i mørke, hvis eneste smukke sætning var: "Mens den sære verden ruller videre", og i øvrigt også Brills sidste sætning til sin datter Miriam om, at sorg ikke er noget, man kommer over, men det er noget, man lærer at leve med.

"Ligesom new yorkerne efter 11. september; de har et åbent sår, der altid vil være hos dem, et traume."

- Owen er soldat og alligevel ikke soldat i en krig, der udspiller sig i USA og alligevel ikke udspiller sig i USA. Bogen er inspireret af Giordano Brunos teori om uendelige verdener - men hvorfor er parallel-universet krig?

"Fordi det er sådan, krig er. Som Sergent Serge siger, da han hiver Brick op af hullet, og Brick siger, at han ikke har meldt sig til hæren eller har ladet sig hverve: Sådan er det: Det ene øjeblik lever du dit liv, og i det næste kæmper du i en krig." Owen Brick er rystet, han accepterer sin skæbne, men ikke sin ordre; han stikker hænderne i lommen og begynder at gå mod Wellington, men er fast besluttet på, at han hellere vil dø end at dræbe August Brill.

- Har du været i krig?

"Da jeg var ung, havde jeg konstant en indkaldelse hængende over hovedet. Sekundet efter, vi var færdige på universitetet, blev vi indkaldt, og medmindre vi forlod landet, blev vi sat i fængsel. Jeg var klar til at gå i fængsel, men gudskelov havde jeg allergi, så de gav mig klassifikationen 1Y: Hvis vi får brug for dig, ringer vi! De ringede gudskelov aldrig, for det ville have ændret hele mit liv."

- Akkurat som Benjamin Sachs?

"Nemlig."

Forfatteren som terrorist

Benjamin Sachs er den entusiastiske og produktive forfatter i Paul Austers bog fra 1993 Leviathan, der sidder i fængsel for at undgå sin værnepligt. Leviathan begynder med en bilbombe, der springer en mand i småstykker og i de to måneder, hvor FBI undersøger, hvem manden er, skriver Sachcs' bedste ven og forfatter Peter Aaron, hans eftermæle. Leviathan er historien om forfatteren, der bliver så desillusioneret, at han går under jorden og bliver terrorist. Ublodigt, ganske vist, da terroren går ud på at sprænge små skalafigurer af Frihedsgudinden i stykker i hele USA.

- Du sagde tidligere, at du forventede terrorangrebet i 2001. Er den forudanelse at spore i 'Leviathan'?

"Jeg tror, at jeg vejrede luften dengang. Bogen kom ud i 1993, og der skete det første angreb på World Trade Center."

- I 1992 skrev Don Delilo i sin bog 'Mao II': På en mærkelig måde har forfatteren meget til fælles med terroristen; de forsøger begge at erobre befolkningens bevidsthed-

"Delilo er en af mine bedste venner- Vi taler sammen tit, men vi taler aldrig om, hvad vi er ved at skrive. Jeg læste så alligevel Mao II, da jeg var ved at skrive Leviathan færdig, og jeg blev så overrasket over, at vi begge havde skrevet en bog i et politisk univers om en forfatter, der holder op med at skrive. I solidaritet dedikerede jeg min bog til ham. Så der er helt sikkert paralleller mellem de to bøger- "

- Sachs bliver terrorist i frustration over, at han intet kan gøre. Oplever du den frustration?

"Ja bestemt! For situationen i USA er kommet til et punkt, hvor det næsten er umuligt for mig ikke at forholde mig til det, når jeg skriver. Udover at gå ind i politik er der ikke andet, vi kan gøre end at skrive. I 2004 forsøgte massevis af forfattere atmodarbejde Bushs valgkamp, og jeg var involveret i forskellige organisationer, så jeg gør, hvad jeg kan, men det er ikke forfatterens ansvar at være politisk aktiv. Det er min pligt som medborger."

Intellektuelt ansvar

- Hvilke indflydelse har de intellektuelle i USA?

"I USA er der ikke rigtig nogen, der tager sig af, hvad forfattere siger om noget som helst. Ulig alle andre vestlige lande er der ingen intellektuel klasse, og forfattere er virkelig marginaliserede i USA. Det er svært at forstå, for der er masser af læsere, men forfattere er aldrig på tv, og de skriver sjældent i aviserne. Amerikanere er en ekspertkultur; hvis der er et terrorangreb, så hører medierne terroreksperterne. Folk vil bare have de tekniske detaljer, ikke det store perspektiv."

"Men politiske tilhørsforold behøver ikke at have noget at gøre i romanen. Fiktionen er en måde at udforske det indre liv i individuelle mennesker, og det er derfor, vi skriver dem. Det er det eneste sted, hvor to absolut fremmede kan mødes i stor intimitet, nemlig forfatteren og læseren. Det er et samarbejde. Den bog, du læser, er ikke den samme, som den bog, jeg læser. Det er utrolig intimt. I det lange løb kan romanen muligvis lære os en slags medfølelse, så vi undlader at dæmonisere andre mennesker. Den kan give os en forståelse af, at alle har et indre liv, og at alle lever et liv, der minder om dit og mit, hvilket vi glemmer hele tiden, men det er ikke politisk. Romanen er ikke journalistik, og den er ikke politik. Den er om at være menneske."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu