Miljøbekymringen i titlen er tilsyneladende alt, hvad der er tilbage af Flemming Jensens revyudspil til Det Kgl. Teater. Og uanset hvor effektivt Søs Egelind og Claus Flygare ellers har fået revyen klistret sammen, så skal Lidt sjov mens isen smelter udtales med tryk på LIDT sjov. Desværre.
Rammen er ellers flot. Scenografen Kim Witzel har pakket Store Scene ind i volapyk-avispapir med vindebroåbning og spotlights. Bill Holmberg har fået performerne til at føre sig frem med Neu-meiersk isnen i overkroppene. Og Lars Fjeldmoses orkester spiller så godt oppe på en balkon over scenen, at selv sælhunde må klappe i lufferne af fryd, ikke mindst Kristian Jørgensen laver nordlys med violinen.
Men revyen virker forkrampet. Og at dømme efter tilskueroplevelsen sidste uge burde instruktøren skære den slatne halvdel af de to timer væk - og stramme resten op til en kæk énakter.
Skuespilhuset kan jo alligevel ikke leve op til den traditionelle helaftensrevy: Der er ingen revymenu med i prisen. Og hverken hygge eller betjening er til at få øje på, selv om der er kørt mobile barer ud i glasrummet - og et halvhjertet bord med termokaffe. Der er kø alle vegne, og det eneste spiselige udbud er dyre chips og økolakrids. Så drop dog champagnesnobberiet. Vi vil have en slikbod, vil vi - og helst også nogle kække issælgere med bakker om halsen. Hvor svært kan det være?
Sex og el-scooter
Men tilbage til revyen. Jo, der var muntre øjeblikke. "Sangens År" fik en kærlig parodi i et lifligt nummer af Lars Fjeldmose, der var dirigent for et amatørkvindekor med nye T-shirts. Skøøøønt. Særligt Jens Jacob Tychsens smukke knæ dirrede adeligt af musikalsk begejstring. Og Tina Gylling Mortensen så ud, som om hun havde siddet derhjemme med nederdelen oppe under armene en hel uge og bare ventet på, at det skulle blive sangtirsdag igen.
Herligt.
Største latterscorer var dog Kasper Hoffs "Krammeven", der var et forunderligt hip til plejehjemmenes seksuelle handlingsplaner - og til handicapscooterens oplivende virkninger. Her foldede alle spillerne sig ud og skabte de skæveste eksistenser på hjul - anarkistisk og ubehøvlet og med den brutalitet, som revy kræver. Her trådte det royale revyensemble i karakter. Og jeg skal være den første til at hoppe op under rævehalen på Lars Mikkelsens el-drevne, når den dag kommer ...
Ellers var satiren mere på det generelle plan. "Ventetiden er gratis" hed et ondt, offentligt indslag, hvor Søs Egelinds bidske humor kom frem i en rolle som kold-i-røven-receptionist. Og de rigtige meninger om silikone fik sig én på ødegården, da Signe Egholm Olsen troppede op i latex og trang bluse, så Jens Jacob Tychsen og Gordon Kennedy fik trækninger under deres pæne pullovere i denne ene virkelig overraskende scene af Jens Korse og Oliver Zahle.
En særlig seriøsitet dukkede dog op i Jacob Morilds "Vejrlig".
"Og så var det, at hun sagde: Jeg vil skilles," forklarede Gordon Kennedy lige så stille - i en Peter Asmussen'sk ekstremaflægger for muskelmænd uden grænser.
Her blev der stille i salen på den rigtige måde - fordi spillerne netop kunne bære distancen fra ubekymret show til blodig alvor. Fra Slagelse til Afghanistan.
Det er helt derud, at revyen skal, hvis isen skal bære. Ærgerligt, at der lige nu kun er is nok til et par drinks.
Revy 08 - lidt sjov, mens isen smelter. Tekster: Colding, Dous, Hoff, Korse, Leisner, Morild, Probst, Tafdrup og Zahle. Redaktør: Claus Flygare. Instruktion: Søs Egelind. Scenografi: Kim Witzel. Kostumer: Mette Kibsgaard. Lys: Lars Erik Schou. Lyd: Jonas West. Koreografi: Bill Holmberg. Kapelmester: Lars Fjeldmose. Skuespilhuset, til 6. sep. www.kglteater.dk
