Læsetid: 5 min.

Mesterlige midtbaner

Det er holdene uden rigtige angribere, der er favoritter til at vinde dette års europamesterskab
Spørgsmålet er, om Italiens velklædte førstemand, Donadoni, nogensinde har haft en filosofi, som det var værd at skrive hjem om. Han så i hvert fald ganske hjælpeløs ud, da hollænderne rundbarberede de azurblå i den første kamp i puljen.

Spørgsmålet er, om Italiens velklædte førstemand, Donadoni, nogensinde har haft en filosofi, som det var værd at skrive hjem om. Han så i hvert fald ganske hjælpeløs ud, da hollænderne rundbarberede de azurblå i den første kamp i puljen.

Tony Gentile

16. juni 2008

"Attackers win matches. Defenders win championships," udtalte Manchester Uniteds træner, Alex Ferguson engang. Han glemte dog at tilføje, at det åbenbart er midtbaner, der vinder Europamesterskaber. Det fristes man i hvert fald til at konkludere efter den første uges kampe i EM-turneringen i Schweiz og Østrig, hvor det er blevet afsløret, at europæisk landsholdsfodbold har udviklet sig i en entydig positiv retning, siden det sidste EM blev afholdt i Portugal for fire år siden.

Hvor turneringen på den iberiske halvø erindres som en af de ringeste europamesterskaber i nyere tid, så har dette års EM-turnering kurs mod titlen som en af de bedste; ja muligvis den allerbedste.

Den væsentligste årsag skal findes i den forskydning af placeringen af de vigtigste arbejdsrum på banen, der har fundet sted i den mellemliggende periode.

"Defenders win championships," sagde Ferguson - og det var da også rigtigt i sidste EM-slutrunde, hvor et græsk hold forsvarede sig vej til guldet ved hjælp af tre 1-0 sejre i henholdsvis kvartfinalen, semifinalen og finalen. Den turnering afspejlede, at europæisk fodbold befandt sig i en spillemæssig lakune.

Den taktiske udvikling var gået i stå, og de store hold fremtrådte i traditionsbundne opstillingsformer, hvor der primært blev fokuseret på forsvars- og angrebsspillet - og hvor midtbanen hovedsageligt blev betragtet som maskinrummet; altså stedet hvor holdets arbejdsmænd og jernlunger knoklede, hvor boldene blev erob-ret, og det beskidte arbejde blev udført.

Midtbanen er afgørende

Sådan er det ikke længere. Hvis der er noget, som denne EM-turnering har demonstreret, så er det, at midtbanen atter er kommet til ære og værdighed i europæisk fodbold.

I dag er midtfeltet det rum, hvor kampene afgøres. Det er her, der de væsentligste spillere opererer. Og dermed afspejler slutrunden den taktiske udvikling, der har fundet sted på klubplan i de seneste år; en udvikling, der er blevet initieret af en række toptrænere, som har opprioriteret midtbanens betydning for at skabe en flydende og uforudsigelig form for angrebsspil, der kunne bryde for den dominans, som de defensivt orienterede hold efterhånden havde erobret over spillet.

Resultatet har været en ny form for totalfodbold, hvor visse af de bedste klubber i Europa faktisk ikke længere spillere med angribere i traditionelt forstand men i stedet stiller op i en 4-6-0 formation, hvor alle spillerne fra den offensive midtbane og fremefter har licens til at flyde frit ind og ud mellem hinanden i bølger af tempofyldte angreb, der er langt vanskeligere at dæmme op for end de traditionelle former for 4-4-2 opspil, hvor bolden føres frem til to mere eller mindre stationære forwards.

Roma og Manchester United hører til de fremmeste eksponenter for 4-6-0 formationen, men også Barcelona og Arsenal spiller dyrker en form for angrebsfodbold, hvor grænserne mellem midtbanen og angribere er udviskede.

Ved EM-slutrunden genfindes 4-6-0 opstillingen hos de to hold, der indtil videre har nydt størst succes, nemlig Portugal og Holland. På begge hold trækker spydspidsen - i skikkelse af henholdsvis Nuno Gomes og Ruud van Nistelrooy - ofte ned i banen for at deltage i opspillet og gøre plads til, at midtbanespillerne kan skyde med frem; og begge hold opererer med særdeles flydende opspil, hvor en bred vifte af kreative spillere har ret til at cirkulere rundt mellem hinanden i forsøget på at bringe modstandernes forsvar ud af balance og finde nye måder at kombinere sig frem til målchancer på.

Stjerner gør det ikke

Resultaterne af denne spillestil kan aflæses i statistikken, hvor det fremgår, at der både hos Portugal og Holland er stor spredning blandt holdenes målscorere. Ingen af holdene er afhængige af en stjerneangriber, der skal bombe holdet til tops. I stedet er Portugals hidtidige fem mål scoret af fem forskellige spillere - fra Pepe i forsvaret til Deco og Cristiano Ronaldo i den offensive linje - og hos Holland har seks spillere fordelt de hidtidige syv mål imellem sig.

4-6-0 opstillingen - og dens indbyggede suspendering af den traditionelle forward-rolle - kan betegnes som den mest betydningsfulde taktiske revolution i europæisk fodbold siden årtusindeskiftet. Den indbragte Manchester United sejren i både Premier League og Champions League, og meget tyder på, at den også vil løfte Holland eller Portugal til tops ved dette års EM-slutrunde.

Krævende spilleform

Det hører dog med til billedet, at der er tale om en taktisk meget krævende spilleform, som det kræver aktører med stor spilforståelse og iderigdom at praktisere. Af samme grund hænger de fleste hold ved slutrunden stadig fast i opstillinger, der inkorporerer en eller to traditionelle forwards. Men den nye måde at spille - og tænke - angrebsfodbold på har tydeligvis smittet af på de fleste af de deltagende mandskaber. Og det har været med til at gøre EM-turneringen så underholdende.

Undtagen, naturligvis, hvis man hedder Roberto Donadoni. Eller Otto Rehhagel. For slutrunden har samtidig været med til at udstille de hold, der ikke kom med, da bussen kørte. Og blandt de mest prominente ofre må tælles forhåndsfavoritterne fra Italien og de forsvarende mestre fra Grækenland. Begge parter har fremstået som eksponenter for en bagudskuende spillestil, der ikke har noget at gøre på højeste internationale niveau. Rehhagels defensive fodboldfilosofi er tiden gudskelov og ganske tydeligt løbet fra. Og spørgsmålet må vel være, om Italiens velklædte førstemand, Donadoni, nogensinde har haft en filosofi, som det var værd at skrive hjem om. Han så i hvert fald ganske hjælpeløs ud, da hollænderne rundbarberede de azurblå i den første kamp i puljen. Og meget bedre blev det ikke i opgøret mod Rumænien.

"Manchester United is a bus that waits for no one," sagde Alex Ferguson engang, da han skulle forklare, hvorfor hensynet til klubbens udvikling medfører, at selv store navne bliver kastet bort, når de har udtjent deres funktion.

Det samme kan man sige om europæisk landsholdsfodbold. Det er et tog, der drøner gennem kontinentet, og det gælder om at hænge på. Danmark er for længst kastet af. Det samme kan man sige om England. Og de forsvarende verdensmestre fra Italien forsøger desperat at holde fast i togdøren - mens Portugal og Holland skruer op for hastigheden i kabinen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Skarp analyse og mesterligt komponeret.

Men da sandsynligheden for, at det bedste hold vinder, ikke er overvældende stor, og vinderen som bekendt tager det hele, så kan man aldrig fastlægge fodboldtogets mål og med, når det buldrer hen over kontinentet.