Læsetid: 2 min.

Et møde med Paul Auster

Filminstruktøren Henning Carlsen vidste ikke, hvem Paul Auster var, første gang Auster kontaktede Carlsen
Filminstruktøren Henning Carlsen vidste ikke, hvem Paul Auster var, første gang Auster kontaktede Carlsen
5. juni 2008

Jeg tilstår min daværende uvidenhed, når jeg fortæller, at det var en dag i juni 1988, at jeg første gang hørte om - og fra - Paul Auster. Jeg havde intet læst af ham, og jeg havde aldrig hørt hans navn, da jeg modtog et venligt brev, hvori han bad om tilladelse til at bruge et billede fra min film Sult som omslag til en essaysamling, han var på vej til at få udgivet. Bogen skulle bære navn efter det første essay i samlingen, nemlig Kunsten at sulte. Jeg sendte ham et lille udvalg af billeder, og så hørte jeg ikke mere i lang tid.

To år senere opholdt jeg mig i Los Angeles et stykke tid. En søndag få dage før jeg skulle rejse hjem, var jeg inviteret til åbent hus i et lille forlag, Sun and Moon Press. Og det viste sig at være netop det forlag, der omsider skulle til at udgive Kunsten at sulte og andre essays. Da jeg to dage senere skulle rejse hjem via New York, sagde jeg til forlæggeren, at jeg da gerne ville træffe denne Paul Auster. Og det blev så til, at vi mødtes i loungen på hotel Algonquin.

På vej sammen op ad 6th Avenue til det sted, hvor vi skulle spise frokost slæbte Paul på to tunge plasticposer, mens jeg leverede følgende replik, som vi siden har moret os en del over: "OhTell me, Mr. Auster, can you make a living out of your writing?" (Åh, fortæl mig hr. Auster, kan du leve af at skrive?, red.)

I løbet af frokosten hev Paul så den ene af sine bøger efter den anden op af plasticposerne og forærede mig, og jeg begyndte så småt at blive klar over, hvad det var for en fyr jeg havde med at gøre. Frokosten blev meget langvarig, og der blev snakket ikke så lidt om Hamsun. Hvad der blev sagt, husker jeg naturligvis ikke i detaljer. Men jeg husker, at vi morede os meget over Happolati og hans produktion af den elektriske salmebog.

Da jeg sidst på eftermiddagen, alene og halvhøj i halvmørket af oplevelsen, fandt mig selv foran en elektronikbutik over for New York Public Library på 5th Avenue, fik jeg - midt i udstillingsvinduet - øje på et eksemplar af The Electrical Hymnbook. Jeg er ikke troende, men jeg syntes, at alle de himmelske klokker ringede inden i mig og jeg følte, at jeg oplevede Tilfældets musik.

Siden har vi været venner.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu