Læsetid 3 min.

Når forfatterne har bolden

Orwell, Shakespeare, Grass, Brøgger, Laugesen... Listen over forfattere og digtere, der har gjort sig tanker om fodbold, er længere, end litteraturens tøvende tilgang til fænomenet lader ane
Orwell, Shakespeare, Grass, Brøgger, Laugesen... Listen over forfattere og digtere, der har gjort sig tanker om fodbold, er længere, end litteraturens tøvende tilgang til fænomenet lader ane
21. juni 2008

"En fodbold! En fodbold! Et kongerige for en fodbold!"
William Shakespeare

"Mennesker uden sans for fodbold røber sig ved ikke at læse spillet som helhed, hæfter sig i stedet udelukkende ved umiddelbare kropslige detaljer, en smart finte, en hurtig dribling, et elegant spark, et strålende velafbalanceret bevægelsesforløb, lutter enkeltnumre løsrevet fra forestillingen som helhed, omfattende hele banen og alle på den"
Hans-Jørgen Nielsen, fra Fodboldenglen

"I fodbold kompliceres alting af tilstedeværelsen af det andet hold"
Jean-Paul Sartre

"Nu må jeg dog pointere, at jeg på ingen måde er modstander af fodboldlidenskaben. Jeg påskønner den tværtimod og finder den gavnlig. De ophidsede mængder, der styrter om med hjerteslag på langsiderne, dommerne, der betaler for en søndags berømmelse ved at udsætte deres person for alvorlige fornærmelser, udflugtsgæsterne, der blødende stiger ud af busser såret af skår fra ruder knust af stenkast, de støjende unge, der berusede drøner rundt i gaderne med deres flag strittende ud af vinduet på den overbelastede Fiat 500 og knuses mod en containerlastbil, atleterne, der bliver psykisk nedbrudt af en grusom seksuel afholdenhed, familierne, der bliver ruinerede af en uansvarlig billetsjakren, de begejstrerede tilhængere, hvis festlige kanonslag eksploderer for dem og blinder dem, alt dette fryder mit hjerte"
Umberto Ecco, 1988

Digt: Natligt stadion

Langsomt stod fodbolden op på himlen.
Nu så man, at der var fuldt på tribunen.
Ensom stod digteren i målet,
Men dommeren fløjtede: offside.

Günter Grass, 1956

"Ingen anden sportsgren giver større skønhedsglæde. Det er rytmen, de uventede indfald, de lange diagonale afleveringer, de pludselige åbninger med skud på mål og redninger på stregen. Det er selve bevægelserne i spillet. Jeg ville ønske, jeg var 20 og kunne være med"
Tage Skou-Hansen, forfatter og AGF-ambassadør

"Grunden til, at fodbold tiltrækker et uendeligt meget større publikum end moderne svensk litteratur, er at fodbold er spændende og til at forstå, mens moderne svensk litteratur desværre hverken er det ene eller det andet"
Jan Guillou, 2005

"Mit første skridt ind i det virkelige liv var opdagelsen af fodboldspillet ude på gaden og i nabohaverne"
Gabriel García Márquez, 2002

"Kommercialiseringen betyder, at det legende menneske ofres - homo ludens, finito. Fodboldenglene bliver fodboldinvalider - eller ofre. Figo, Zidane, de laver stadig geniale ting med en bold, trods alle forsøgene på at komme dem til livs. Men ser man ind i deres ansigter i tv-kameraernes zoom-up, ejer de ikke mere spillets lys i ansigtet. De ser forstenede, lykkeløse ud, som skulle de bære al verdens forventning på deres skuldre. Hvad de også skal med deres fyrstelige gager, bag hvilke der gemmer sig kynisk spekulation og menneskeofring"
Suzanne Brøgger og Keld Zeruneith, Fodboldens hjertelyd, 2001

"Fodbold er den eneste sport, der har væltet regeringer, udløst krige og sat gang i frigørelsesbevægelser"
Franklin Foer, 2004

Digt: På stadion

-GF mod Fremad:
Fan foran mig
vender sig om
og jeg læser hans t-shirt:
BØSSER FÅR AIDS
RIGTIGE MÆND
FÅR SALMONELLA.
Hjemme igen
tænkte jeg over
hvem man er
hvis man synes det er sjovt.

Peter Laugesen, 1997

"Alt hvad jeg ved om moral og forpligtelser, skylder jeg fodbold"
Albert Camus

"Den første store fodboldkamp, der blev spillet i Spanien for cirka femten år siden, førte til voldsomme optøjer. I samme øjeblik stærke konkurrencefølelser bliver vakt, fortoner tanken om at spille efter reglerne sig altid. Folk vil se det ene hold vinde og det andet hold ydmyget, og de glemmer, at en sejr, der er vundet ved snyderi eller ved publikums indskriden, er meningsløs. Selv når tilskuerne ikke skrider fysisk ind, prøver de at påvirke spillet ved at heppe på deres eget hold og gøre det andet holds spillerede nervøse ved mishagsråb og fornærmelser. Alvorlig sport har intet med retfærdighed at gøre. Den har at gøre med had jalousi, praleri, tilsidesættelse af alle regler og sadistisk fryd ved at være vidne til vold: det er med andre ord krig minus skyderi"
George Orwell, Sportsånden, 1945

"Mens jeg med korslagte armen lænede mig tilbage med ryggen op ad den venstre målstolpe, tillod jeg mig den luksus at lukke øjnene, og således lyttede jeg til mit hjertes banken og følte den blinde støvregn mod mit ansigt og hørte i det fjerne de brudte lyde fra kampen, og tænkte på mig selv som et fabelagtigt eksotisk væsen, forklædt som en engelsk fodboldspiller, der skrev digte på et sprog, som ingen forstod, om et fjernt land, som ingen kendte. Intet under, at jeg ikke var særlig populær hos mine holdkammerater"
Vladimir Nabokov, Den ensomme ørn i målet, 1951

"Fodbold er ikke alt - vist så. Men det er meget. Og den aften kunne jeg se at Vorherre selv måtte have opfundet det"
Kjeld Holm, biskop

"Tilskuerne spiller ikke, de går med. De skærer tænder, de stamper i jorden, de svinger med transparenter, de blæser i trompeter, de ringer med koklokker, de kaster klædningsstykker i vejret, de udfordrer skæbnen, de jubler, de græder, de falder om med hjerteslag, de skriger halsen mere fuld, de skriger sjælen ud af kroppen, de går ud af deres gode skind: når bolden bliver levende, bliver de også levende"
Peter Handke, Fodboldens verden, 1965

Digt: Tombeau

Din huséren på højre fløj, Jens Peter*,
Var legendarisk og når du krydsede ind midt for
Var vi mange der knugede rækværkets grå træ
Og med hvidnende knoer nok aldrig forudså
Med hvilke driblinger du jagtede tilfældet
Eller at du kunne dø nogensinde, også du,
Og overhales inden om af hår og negle.

Per Højholt, 1998

* Jens Peter Hansen spillede på Esbjergs berømte fodboldhold i 60'erne og senere på landsholdet. Jens Peter Hansen døde i 1997

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer