Læsetid: 2 min.

Ondskabens Hotel ligger i Pfalz

I Pfalz giver de ikke hånd. Til gengæld kan de lide dukker, geder og somave. Og hvidvinen smager forbasket godt
Kultur
24. juni 2008
Dukkerne trives fortrinligt i den tyske version af Ondskabens Hotel.

Dukkerne trives fortrinligt i den tyske version af Ondskabens Hotel.

Henriette Harris

DEIDESHEIM - Vi ankommer til Pfalz, del af delstaten Rheinland-Pfalz i Tysklands nedre venstre hjørne, klokken otte om aftenen efter 10 timers køretur fra Berlin. Ferielejlighedens hovedindgang er lukket, men der er en ringeklokke. Efter flere forsøg svarer en gnaven mand. Jeg forklarer, at vi har booket en lejlighed hos ham. Gnaven mand svarer, at han vil finde sin kone, der så kommer og ordner det. Minutterne går, børnene fryser, ingen kone. Gentagne ringeforsøg afslører, at ringeklokken er en direkte forbindelse til en mobiltelefon, der nu melder optaget. Et kvarter senere dukker gnaven mand, der også er hotelvært, op. Han synes ikke, at han behøver at præsentere sig eller give hånd. Han forsvinder ind på hotellet, og lidt efter dukker værtinden op, stangbacardi. Hendes hår er vådt, manden har nok hældt en spand i hovedet på hende for at vække hende, og hun forsøger at fokusere på et sted bag min højre skulder.

"Man plejer at ringe, når man ankommer efter klokken 19," hvisler hun, og jeg bliver klar over, at det her ikke er kutyme at indlede nye bekendtskaber med 'goddag'.

Efter at have ledt efter sengetøj en rum tid i kælderen fører hun os op i lejligheden. På vejen derop hvisker min mand: "Det er Ondskabens Hotel." I kurvesofaer, i stole og i små gynger rundt omkring på de gulvtæppebeklædte gange sidder der dukker. Dukker med flæser og slangekrøller, pjerrotdukker og dukkedrenge. De ligner døde børn.

Også morgenmadsrestauranten er fyldt med dukker. Jeg sidder med direkte udsigt til en tyrolerdukke så stor som et toårsbarn. Han er iført lederhosen og filthat og sidder på en høj stol. Gennem hele måltidet rækker det sure barn tunge ad mig.

Uden for restauranten står en Elwedritsche. Et lokalt fabeldyr, der forestiller noget i retning af en and med ører, bryster og lederhosen. Elwe-dritschen stammer fra den sene middelalder, og pfalzerne er svært stolte af den.

Glade for geder

Mindre interesant bliver det ikke ude i Deidesheim. Her er de glade for geder. På Museum für Weinkultur reklamerer de med tøjgeder i tre størrelser i vinduet. De to udstillede eksemplarer parrer sig lystigt.

Vi er taget netop til Deidesheim, fordi gammelkansler Helmut Kohl, der selv kommer fra den nærliggende Ludwigshafen, efter sigende tager gæster med hertil, når de besøger hans hjemegn. Kohl borger for kvaliteten, tænker vi. I hvert fald for kvantiteten. Det får vi bekræftet, når tjenerne på restauranterne kommer ind med uoverkommelige portioner af Saumagen (somave, pfalzernes yndlingsspise, red.) eller Leberknep, som meget passende kan oversættes med leverbolle. Glassene er på størrelse med mindre gulvspande, så effekten af et enkelt bæger af den lokale og i løbet af måltidet stadig mere velsmagende Riesling holder resten af dagen.

Så effektfuld er den, at jeg for en kort stund glemmer Jack Nicholson og hans hotel, da vores yngste ved hjemkomsten giver sig til at gynge en pjerrotdukke frem og tilbage i den tro, at det er et stykke legetøj.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carsten Friskytte

Næste gang der bliver problemer med overbelægning i Fængselsvæsnet ved vi da nu, hvor vi kan finde ekstrapladser!

Christel Gruner-Olesen

Kære Henriette,
når Du en gang får lyst til at skrive en positiv reportage om tyske egne, ring til mig (abonnent af Information i 28 år) jeg kan give Dig en del gode tips. Blandt andet også nogle ferie - adresser , der vil glæde Din familie.....

Det er egentligt ret interessant hvorledes en lokal ubehagelig oplevelse bliver til en generel tilsvining af en region.

Prøv at lav lidt om på sætningen "jeg bliver klar over, at det her ikke er kutyme at indlede nye bekendtskaber med 'goddag'".

Jeg erindrer at Mogens Camre engang havde et par kronikker hvor han fik uheldige oplevelser med indvandrere ophøjet til at være betragtninger over en hel befolkningsgruppe.
Hans teknik var præcis den samme.

Jeg skal ikke trætte med mine positive oplevelser i regionen, men blot beklage at dovenskab og dumhed forhindrer artiklens forfatter i at nyde Europas mangfoldighed.

For vi taler vel ikke om fordomme her ???

Men sådan holdning er det nok bedst at blive næste år derhjemme: for det kun er i Danmark, at man forefinder lækre hoteller, god vin ligesom fint mad til rimelige priser… Og så behøver man ikke
at spise al de mærkelige ting, folk spiser i udlandet - så længe der er stegt flæsk nok! Godt nok meget, man kan klage over…

Ikke et ondt ord om stegt flæsk.

Der er jo ingen grund til at gå oikofob.

Måske skulle I vælge et vandrehjem i stedet., næste gang, Det er nok samme prisklasse som ovennævnte.

Hej.
Godt skrevet Henriette....

Som jeg ser denne rejseskildring så er det da en ret så humoristisk og underholdende historie om et feriebesøg som i princippet kunne ha været alle mulige andre steder i verden.
Hvorfor skal det tages SÅ alvorligt?
Herre Gud tonen vidner da om at det simpelthen har været en form for deja vu oplevlese af Mr Faulty på badehotellet :-) Og ham må man da godt grine af.
Det har da ikke noget at gøre med hvad man synes om en hel egn eller beboerne som helhed.
Op med humøret.
V.h.
Henrik

HEHE I sidder i sumpen.

Må jeg grave jeres faviritcitat frem og spørge hvori den store forskel består:

Så kommer vi med vores ” danske humor” og små, dumsmarte bemærkninger. Så møder vi dem med kølighed, og så er der ikke langt til chikane og grovere metoder – det kan vi ikke være bekendt.”