Læsetid: 6 min.

Organiske og uforglemmelige

Nu mangler kun en kamp. Ved det EM, hvor Rusland fandt arven fra 1945 frem, og de små fleksible spillere vil blive husket som de store oplevelser
Nu mangler kun en kamp. Ved det EM, hvor Rusland fandt arven fra 1945 frem, og de små fleksible spillere vil blive husket som de store oplevelser
27. juni 2008

Talte med FCK's tidligere sportsdirektør Niels-Christian Holmstrøm den anden dag. Han er dybt imponeret over Ruslands spil ved EM i Østrig og Schweiz. De har nemlig - mener Holmstrøm - været i stand til holde både deres pasningsspil og deres omstillingsspil på et helt unikt højt niveau.

Det sidste, omstillingsspillet, har hold fra den østlige del af Europa, med undtagelse af de store hold fra Balkan og Tjekkiets EM-sølvvindere fra 1996, ellers i mange år haft svært ved. Mens hold fra Østeuropa altid har været kendt for en god teknik og fin boldbehandling, har deres svaghed i de sidste år været at omstille sig fra angreb til forsvar og omvendt. Det har gået langsomt og været omstændigt organiseret omkring forudsigelige mønstrer.

Sådan har det dog ikke altid været. Spørger man lige nu fodboldtilhængere på gaden i Moskva om, hvem der egentlig kom først med den mest moderne form af alle former for fodbold. Totalfodbolden vil især de lidt ældre tilhængere kunne fortælle om, hvordan Dynamo Moskva i slutningen af 1945 tog på en fodboldfredsturne til London. Det kunne Dynamo Moskva kun få lov til, fordi holdet var politiets hold og udelukkende bestod af fanatiske Stalintilhængere.

Pre-totalfodbold

Stalin var der dog ikke mange englændere der tænkte på da Dynamo Moskva løb på banen i en kamp, hvor tågen først hang tungt over banen. Da den lettede kunne tilskuerne se Arsenal, med landsholdsspillere som Stanley Matthews og Stan Mortensen tabe 4-3. Det var hårdt nok i sig selv for de selvbevidste englændere, men mere skræmmende var måden det skete på. Hvor englænderne spillede tungt 4-4-2 med mandsopdækning i forvaret og lange bolde frem til angriberne, spillede Dynamo Moskva på en måde, fodboldeksperter siden hen har beskrevet som en slags pre-totalfodbold. Når holdet angreb bragte de helt op til syvotte spillere med frem på banen, og når de forsvarede sig skete det med samme antal spillere. Dertil kom at Dynamo Moskva-spillerne løbende skiftede postion i kampen. Siden blev der nok også drukket en ekstra pint eller to i Wales, da Dynamo Moskva slog Cardiff med 10-1 på samme turné.

Derefter lå totalfodbold stille indtil Rinus Michels begyndte at praktisere den i 1970'erne med Ajax Amsterdam. Østpå var den dog heller ikke glemt. Dynamo Tbilisi og ikke mindst Valery Lobanovskis Dynamo Kiev tog også totalfodbolden op igen. For Kiev gav det international triumf i 1986, da holdet vandt Europa Cup'en for pokalvindere over Atletico Madrid.

Nu har Ruslands hollandske landstræner Guus Hiddink så fuldendt den russisk-hollandske fodboldarv ved genoptaget mange af de gamle tanker om totalfodbold på det nuværende hold, der angriber med mange og forsvarer med mange. I den forbindelse har han været nødt til at træne intensivt med omstillingsspillet. Det har man kunne se i Ruslands mange angrebskombinationer. Ligeså interessant har det dog været, at se hvordan Rusland ligger deres presspil på modstanderen meget langt fremme på banen, og på den måde gang på gang erobrer bolden og kan igangsætte angreb mod ikke-organiserede forsvar. Det har de været de bedste til ved EM. Kun fordi Hiddink har lagt så meget vægt på omstillingsspillet, og så fordi russerne ganske enkelt har været i en kondi som ingen af de andre hold har kunnet måle sig med.

Ensom sølvræv

Efter i deres pulje D at have spillet som alle altid drømmer om, at hold fra den iberiske halvø vil spille, stod Spanien overfor Italien i kvartfinalen. Taktisk greb Italien kampen an på samme måde som Muhammed Ali i 1974 greb den mytiske Rumble in the Jungle-kamp i Zaire an mod George Foreman.

Anført af de to midterforsvarer 35-årige Christian Panucci og, den storspillende Chiellini lod de Spanien angribe og angribe til det stod dem ud af ørerne. Ingen ting ville Italien. Målet var kun at komme ud i straffesparkkonkurrencen. Hvor Spanien så, som Foreman i ottende omgang, skulle falde samme efter i 120 minutter at have slået og skudt sig træt på den italienske forsvarsmur.

Sådan gik det heldigvis ikke. For Italien havde ikke det der ekstra, det overjordiske som Ali og alle de andre mestre, inklusive Italien selv, besad da de toppede og vandt deres triumfer. Den eneste der stod dødtræt tilbage var træner Donadoni. Alene og uudgrundelig stod han der på sidelinjen - efterladt af sine spillere der nærmest så glade for den tidligere ferie - som en sølvræv uden mage, der kun har rævegraven og en lang kold vinter helt alene at se frem til.

Spanien fik ikke meget ud af deres angreb i kampen. Det er der ikke mange hold der gør, når først italienernes catenaccio-mølle maler, og forsvaret først lukker i så catenaccio-systemets opfinder Helenio Herrera vender sig i sin grav af begejstring. Men da den FC Barcelona-skolede offensive midtbanedirigent, Cesc Fabregas kom på banen i det 60. minut satte han da lidt tryk på spillet, og en tyk streg under det der har været det måske mest skelsættende kendetegn ved EM 08: Nemlig betydning af den lille hurtige og fleksible midtbanespiller, der kan dirigere og binde angreb og midtbane sammen i en organisk flade, der ændrer sig med dirigentens løb. Både løbene frem og tilbage, men i høj grad også de diagonale skift fra side til side.

Cesc Fabregas selv har, når han ellers har fået lov af træner Aragones, spillet på et meget højt niveau. Det han gør, i modsætning til blandt andet holdkammeraten Andreas Iniesta under dette EM, er at han hele tiden tilbyder sig selv i flest mulige af spillets faser. På den måde, at hvis han erobrer bolden tilbage på banen, så er hans afleveringer altid efterfulgt af et løb, der skal bringe ham i en ny position, hvor han kan være forud for spillet. Det er ikke nok for ham bare at bringe spillet videre med en aflevering. Uanset hvor genial den måtte være. Fabregas løber ind i spillet, gennem det og ud af det for at være foran spillet. Omkring hans løb opstår organiske flader, hvor midtbanen aldrig er den samme, fordi den nogle gange er trukket meget langt ud i angreb på modstanderens mål, andre gange bragt sammen som en kompakt tæt enhed foran modstanderens boldholder.

Skærsommernatsdrøm

Ruslands Arshavin er naturligvis det andet, og nok mest oplagte, eksempel på dirigenten omkring hvem spillet er blevet støbt. Som flydende metal, der størkner, bliver varmet op igen og tager ny form, har det russiske hold formet sig omkring Arshavins spil.

Om Arshavins er der snart heller ikke andet at sige end, at han har været fantastisk og uforglemmelig. Og så ved samme lejlighed huske på at hans holdkammerat Semak på den defensive midtbane har været klart den bedste på sin position ved EM, og at angriberen Roman Pavlyuchenko, med hensyn til antal mål ved en EM-slutrunde, nu har udlignet de gamle legende Ivanov og Ponedelnik fra Sovjetunionens 1960-Europamesterhold.

Som Fabregas har også Portugals Deco, Hollands Sneijder, Inler fra Schweiz, Kroatiens Modric været eksponenter for den lille hurtige og fleksible midtbanespiller. De spillere har bidraget til drømmen. Skærsommernatsdrømmen alle fodboldtilhængere fik lov at drømme, hen over EM og Sankt Hans med, om den flydende fleksible spiller. Spilleren der spiller fra midten af banen, men aldrig kun på midten af banen, og skaber et organisk uforglemmeligt spil.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mogens Porse Madsen

Tak for en række glimrende artikler om EM 2008.

Så vidt jeg ved er ovenstående den sidste artikel i serien - skrevet inden semifinalerne og finalen.

Hvorfor blev artikelserien afsluttet inden mesterskabet var afgjort?