Læsetid: 2 min.

Petr Utjeks fatale drop

Tjekkerne tabte en næsten vundet kamp på gulvet, og derfor tørner tyrkerne i aften sammen med kroaterne i kvartfinalen ved EM i fodbold
Tjekkiets målmand, Petr Cech, skammer sig eftertrykkeligt efter at have droppet en bold for fødderne af tyrkernes Nihat.

Tjekkiets målmand, Petr Cech, skammer sig eftertrykkeligt efter at have droppet en bold for fødderne af tyrkernes Nihat.

Max Rossi

20. juni 2008

Man kan selvfølgelig diskutere, om det var målmanden Petr Cech eller hele det tjekkiske landshold tilsammen, der stod for denne uges største bommert. Fodbold er jo et holdspil, men den enkelte spiller har sit eget ansvar, og som dagbladet B.T. skrev:

"Verdens bedste målmand laver verdens største drop!".

Petr Cech, der herefter må kaldes Petr Utjek, begik en fatal fejl i overtiden, og dermed havde tyrkerne fra at være bagud 0-2, slået tjekkerne 3-2 med tre scoringer på blot et kvarters tid.

Men lad dem bare være fælles om den tvivlsomme ære. Utjek er jo en del af holdet, så det giver på en måde sig selv: Hele det tjekkiske hold fejlede.

Det ses igen og igen, at der scores i overtiden, og egentlig burde det slet ikke kunne lade sig gøre. Herregud, det skulle jo være en smal sag at holde på en bold i nogle få minutter. Man kan jo bare sætte sig på den - det står der så vidt vides ikke noget om, at man ikke må. Eller alle 10 markspillere kan stille sig op inde foran målet, helt tæt ved siden af hinanden, og så kan målmanden hoppe op og gribe bolden, når de andre skyder. Hvor svært kan det være?

I stedet løber de forvirrede rundt ude på banen, som om de rent psykologisk har indstillet sig på, at kampen allerede er forbi, og at enhver fare vil drive over af sig selv. Som om de allerede er på vej til omklædningsrummet.

Latinske blærerøve

Man holdt jo ellers med Sverige i år. Man plejer ellers at være misundelig og irriteret, hvis Norge eller Sverige når frem til slutrunden, og vi andre ikke gør. Ikke noget med falsk, nordisk broderskabssolidaritet der! Det var der én eneste årsag til, og årsagen hed Zlatan. Dels er Zlatan Ibrahamovich vokset op i Malmö og dermed næsten halvt dansker, dels er det fascinerende at se på ham, når han lang og lad småtrisser rundt på banen og så lige pludselig scorer på en helt umulig bold. Eksemplarisk fodarbejde! Zlatan skuffede da heller ikke.

Det var let i år at holde med svenskerne ... lige indtil spanierne ligeledes i overtiden scorede mod dem. Øv!

Danskerne og svenskerne burde slutte sig sammen og give spanierne en ordentlig dragt prygl. De sydeuropæiske blærerøve har også tit ødelagt det for os.

Ingenting er så galt, at det ikke er godt for noget, og selv om man af politiske årsager kunne have forundt drengene fra Vaclav Havel-land en sejr, så kunne man af endnu mere politiske årsager glæde sig over, at tyrkerne vandt. Vi har længe nok holdt dem hen i forhold til EU-optagelsen, og det ville næsten ikke have været til at bære endnu et nederlag i forhold til resten af Europa. Så kunne de da for alvor have hadet os, og så havde de tyrkere fået endnu mere vind i sejlene i hjemlandet.

Af samme grund kan man håbe, tyrkerne besejrer kroaterne og i øvrigt når hele vejen til den endelige sejr. Hvilken triumf, tyrkerne så vil kunne føje til sejren i det europæiske Melodi Grand Prix i Riga i 2003. Men kroaterne er dødsensfarlige.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu