Rygterne svirrede om den canadiske pianist Marc-André Hamelin forud for denne hans første koncert på dansk jord: Her kom det virtuose vidunder, der ustandseligt overgår sine kolleger ved både at spille og indspille de teknisk krævende værker, ingen andre pianister vil røre. Teknikken er dog langt fra det eneste, Hamelin mestrer: Med sin enestående klang skabte han ved sin koncert i Tivoli onsdag helt magiske tilstande i musikken.
Først skulle han lige spille sig varm: Sirligt lagde han ud med Haydns Sonate i h-mol. Men det lød lidt, som om han holdt sig tilbage. I al sin uskyldighed kom sonaten til at fremstå lidt bleg. Man fornemmede allerede her, at Hamelin ville noget mere - noget andet. Så hvorfor overhovedet Haydn?
Langt mere fri lød han i Chopins Sonate nr. 3 - også i h-mol i øvrigt. Man nød at høre ham forme den dystre, distinkte start med sin tekniske præcision. Senere - i sidetemaet - lagde han med sine bløde anslag alle farver på de store klangflader og fik de melodiske motiver til at lyse.
Hver modulation blev behændigt sat - altid med en snert af overraskelse. Lynsnart skiftede han stemninger - fra det indadvendte, søgende til det eksplosive rytmiske.
Med Franz Liszts religiøst inspirerede Bénédiction de Dieu dans la Solitude kom Hamelins klangsans endnu stærkere til udtryk. Selv om pedalen her somme tider blev sænket lidt for dybt og lidt for tit, hvilket fik klangen til at mudre lidt, fik han fraserne til at stå sangbart og klart. Man var aldrig i tvivl om, hvad han ville. Hemmeligheden ligger i hans anslag, som han formår at variere i det uendelige. To anslag lyder simpelthen aldrig ens.
Brasiliansk tangentridt
Endelig kom det værk, alle havde ventet på: Brasilianske Villa Lobos skrev sit Rudepoêma - Vildt digt - til sin ven og mentor i Paris i 1920'erne, pianisten Arthur Rubinstein. Det er en dobbelt karakteristik - såvel af pianisten som af klaverets muligheder og navnlig af instrumentets ekstremer. I dag vægrer pianister sig stadig mod at spille værket. Man behøvede bare at se op på Hamelins hænder i de halsbrækkende koreografier - så anede man hvorfor. Hamelin har indspillet værket og spiller det live med en lethed, man ikke forstår. Han frygter aldrig at optræde med værket - han nyder det helt åbenlyst.
Værket bare voksede og voksede dér mellem hænderne på ham - en dundrende tour de force gennem latininspirerede rytmer og smukke, solmættede klange. Der er råb, raseri, skrig og fortvivlelse indbygget i de bombastiske akkorder. Men også skønhed og farver. Hamelin fik det hele frem med lige dele råstyrke og elegance i sine velkoordinerede anslag.
Publikum brugte da også både hænder, fodtramp og bravoråb, da Hamelin endelig afsluttede det mastodontiske værk uden så meget som en sveddråbe på panden.
Trods den ufattelige kraft, hans koncertprogram kræver, er den virtuose pianist med den varme udstråling hverken til kickboksning eller maratonløb - men derimod til gåture og loppemarkeder. Det afslørede han i et lille live-interview på scenen umiddelbart efter koncerten. Her gav musikchef Nikolaj Koppel den som kæk konferencier. Han konfronterede pianisten med sine egne spørgsmål, suppleret med dem, publikum i pausen havde lagt i en boks. Blot ærgerligt, at publikums spørgsmål tangerede det pinlige og platte. Det virkede malplaceret. Måske publikum bare skulle nøjes med at klappe og lade Koppel klare resten.
Marc-André Hamelin, klaver, i serien 'Pianoforte'. Tivolis Koncertsal, onsdag den 11. juni 2008 kl. 19.30.Haydn: Sonate, b-mol, Hob XVI/32Chopin: Sonate nr. 3, b-mol, opus 58Liszt: Benediction de Dieu dans la SolitudeVilla Lobos: Rudepoêma
