Læsetid: 2 min.

Plagiater og stor humor

Sagen om Christopher Arzrounis plagiat er ubetaleligt morsom, men samtidig også lidt mystisk. For hvorfor er bogredaktør Klaus Wivel så ligeglad med Weekendavisens troværdighed?
14. juni 2008

Der skal lyde stor ros til Anton Geist for at bidrage til sommerens morskab med afsløringen af Christopher Arzrounis regelrette plagiat i en anmeldelse i Weekendavisen.

Men man bidrager gerne til morskaben med yderligere et par cases fra en avis, hvis bogtillæg under Klaus Wivels ukyndige ledelse kan traktere på mange bizarre vitser.

Man kunne nævne Jens Blendstrup, som ofte bliver hevet ind som avisens morsomme mand. Blendstrup, det er ham, der i sin tid fik sine hørespil antaget af sin hustru, (!) Malene Kierkegaard, da denne var dramaturgisk chef på DR Drama. Et af hans hørespil, Manden som blandt andet troede hans kone var en sko (DR 1998), var et helt tydeligt tematisk tyveri fra Oliver Sacks' The Man Who Mistook his Wife for a Hat. Det rigtigt sjove i denne forbindelse er, at Oliver Sacks populærpsykiatriske bestseller allerede var dramatiseret inden da ... af Peter Brook(!).

Til gengæld er det billigt

Så er der den gode gamle, småkorrupte Bukdahl. I sin tid førte jeg en længere diskussion om det inhabile og problematiske i, at Bukdahl i Weekendavisen roser og hyper forfattere, som han har en direkte økonomisk interesse i, idet han optræder sammen med dem til lønnede arrangementer.

Lars Bukdahl svarede med en argumentation, som fortjener klassikerstatus. Han påpegede, at han faktisk ikke tjener så meget ved disse arrangementer, at han så at sige arbejder for 'peanuts' ...

Med en lille omformulering kunne man lave en hel Mae West på dén: 'Det kan godt være at jeg er småkorrupt og kan købes for penge ... til gengæld er det billigt!'

Nu er der historien om Christopher Arzrouni, som har skrevet det meste af en artikel af og med spindoktorens ekstreme sans for eufemismer undskylder sig med, at "jeg havde ikke helt styr på mine notater" - citat, Politiken den 10 juni: "... jeg har haft en arbejdsproces, hvor jeg har taget mange notater og smidt en masse væk ..."

Jamen, kan det overhovedet blive bedre? Ja, det kan! I Information og Politiken bliver Klaus Wivel konfronteret med den heksejagt, avisen lavede mod Frank Esmann, som i sin bog om Kissinger brugte citater uden kildeangivelse.

Så må man sige undskyld

Grunden til, at Arzrounis forbrydelse kan tilgives (så sanktionen, også meget sjovt iøvrigt, ikke bliver en fyring ... men et halvt års "skriveforbud") og Esmanns ikke ... det er, at Arzrouni har sagt undskyld. Citat, Information den 10. juni:

"Der er jo forskel på denne sag og Frank Esmann-sagen. For Esmann går jo ikke ud og undskylder. Det er for mig afgørende. Christopher har sagt undskyld over for mig ..."

Wivel-citatet kan omformuleres til noget, der næsten er endnu sjovere end Bukdahl bon-mot'et:

'På Weekendavisen har vi det helt klare og ufravigelige princip, at hvis man skriver af ... og det bliver opdaget ... så skal man sige undskyld!'

Det er alt sammen helt ubetaleligt morsomt, men samtidig også lidt mystisk, dét må jeg virkelig sige.

For hvorfor er Klaus Wivel så ligeglad med Weekendavisens troværdighed? Er han ude på systematisk at undergrave den borgerlige presses anseelse? Måske en rigtigt kommunistisk, lille muldvarp? Jeg tror, jeg ringer til Bent Jensen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu