Læsetid: 3 min.

Er private penge slangen i kunstens have?

Uden offentlighed omkring de private penge til kulturlivet bliver den demokratiske indflydelse på kunsten stadigt ringere. Men er det et problem - eller snarere en problemstilling og en mulighed?
21. juni 2008

I herværende dagblad har der i den forløbne uge udspillet sig en interessant debat om private penge i kulturens verden, ikke mindst i kunstens. Professor Jørn Langsted ved Aarhus Universitet slår stort brød op på navnlig de offentlighedsdemokratiske problemer med den stigende private indflydelse på kunstmuseernes praksis og ledelse, medens bl.a. Christian Gether og Karsten Orht fra henholdvis ARKEN og Statens Museum for Kunst bifalder de private håndsrækninger i en tid med vigende og stagnerende offentlige driftsbevillinger.

Når det altid er i kunstens verden, at privatkapitalistisk indflydelse problematiseres, skyldes det ikke mindst kunstens særlige og ofte mytologiserede funktion i vores samfund. Kunsten har i øjnene på mange kritikere, kunstnere og politikere et ubesmittet væsen, ja en nærmest erstatningsreligiøs transcendens, der hæver den over samfundets materialitet, rutine, magtstræb og kedsommelighed. Derfor er Michael Strunge, der fejres i disse dage, ikke et forbillede, men netop et ikon.

Penge lugter

For nogle er kunsten endog progressiv i sit væsen. I den sammenhæng lugter penge stadig. Private penge lidt i hvert fald. Ligesom slangen i skabelsesberetningen bedrev, at mennesket blev dødeligt, da det spiste af kundskabens træ, da forstyrrer de private penge kunsten og kunstinstitutionens transcendens og ophøjethed. Banker er horehuse, sagde Karl Marx i sin tid. Han ønskede at påpege, at privatkapitalismen ikke kendte moralske grænser, men udgør et system med en ufattelig dynamik (som Marx i øvrigt anså for nødvendig og civilisatorisk - dog midlertidig) , som også er i stand til at sætte pris på alt fra sokker over medicin til seksuelle ydelser.

Offentlighed

Som den afgåede direktør for Det Kgl. Teater, Michael Christiansen, engang sagde ved et offentligt møde, så er der en afgrundsdyb kløft mellem kunsten og markedet, mellem de to felters rationaler og bidrag til kultur og samfund. Og det er hele grunden, men ikke mindst udgangspunktet for samarbejdet. Hans analyse var almen og kulturelt stadfæstet, men den konklusion, han drog, var (hvilket man kan forvisse sig om ved at se på væksten i Det Kgl. Teaters sponsorindtægter) en ganske anden end den, som Jørn Langsted lægger op til.

Ikke desto mindre har Langsted principielt ret. Der er ikke nødvendigvis nogen offentlighed om de private penge, og i den udstrækning, at de private penge spiller en stigende rolle i kulturlivet (hvilket de gør), da bliver den demokratiske indflydelse på kulturlivets udvikling mindre. Men det udgør i første ombæring ikke alene et problem, snarere en problemstilling og en mulighed.

Sprækker i jerntæppet

Ser vi midlertidigt bort fra sponsoraterne, kender og anerkender vi alle stort set de bidrag, som er ydet af almennyttig art for private midler. På det internationale lærred af bl.a. Rockefeller, Carnegie, John Paul Getty, nu Bill Gates og selv i et statscentristisk samfund som det danske af bl.a. A.P. Møllers Almenfond, Ny Carlsberg Fondet, Velux Fonden, Augustinus Fonden, Bikuben Fonden, Real Dania, Tryg Fonden, Nordea Danmark-Fonden etc. Her taler vi ofte om fine, gamle penge. Bidrag vi nødigt ville være foruden, og som i mange tilfælde ydes uden andre modydelser end ønsket om en pæn tak - og et vellykket projekt.

Og samtidig åbnes der endog sprækker i det jerntæppe, som i mange år har eksisteret mellem de glade givere og offentligheden. Flere almennyttige fonde åbner sig, får hjemmesider (sic), offentliggør strategier, tilskudskriterier, og gør sig dermed modtagelige for kritik, men også åbne over for et nødvendigt samspil med omverdenen. Nogle i en meget dagsordensættende rolle, andre med vægt på langsigtede strategiske satsninger. Det interessante er, at denne udvikling formentlig ikke alene er drevet af bestemte personer og idealer, men formentlig også af strategiske overvejelser om at synliggøre det som på nydansk hedder corporate social responsibility og den brand-værdi, det giver moderkoncernen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu