Læsetid: 5 min.

Private penge tegner fremtidens kulturpolitik

Fonde og private sponsorer vil få endnu større kulturpolitisk magt i fremtiden, og det mener landets museumsdirektører vil gavne dynamikken i den danske kulturverden. Kritikere frygter for den tiltagende privatisering af kulturlivet
Operaen på Holmen må nok siges at være klimakset i privat sponsering af kulturlivet i Danmark med en donation på knap tre milliarder kr. fra A.P. Møller og Hustru Christine Mc.Kinney Møllers Fond til Almene Formaal.

Operaen på Holmen må nok siges at være klimakset i privat sponsering af kulturlivet i Danmark med en donation på knap tre milliarder kr. fra A.P. Møller og Hustru Christine Mc.Kinney Møllers Fond til Almene Formaal.

Thomas Nørdam Andersen

Kultur
16. juni 2008

Landets kulturinstitutioner er blevet trætte af at klynke over lavvande i kassen til en regering, der blot kvitterer med tunge skulderløft. Fremover vil de beklage deres nød til firmaer som Velux, Skandinavisk Tobaks Kompagni, Novo Nordisk, Egmont eller en af de utallige andre fonde og sponsorer, som, ifølge en række museumsdirektører, vil sætte landets fremtidige kulturpolitiske dagsorden.

"Det er klart, at når det private erhvervsliv finansierer dansk kulturliv, så bliver det også dem, der er de primære støtter til den nationale kulturarv. Derfor vil det også blive de private investorer, der kommer til at sætte rammerne for det fremtidige kulturpolitiske arbejde," siger direktøren for kunstmuseet Arken, Christian Gehter.

Han aner store muligheder i samarbejdet:

"Jeg mener ikke, at det gør noget, at den offentlige støtteordning til kulturen træder lidt tilbage i dag, da det tvinger museerne til udvikle skarpe koncepter og gennemtænke deres produkter, hvilket i sidste ende er med til at sikre produktets kvalitet. Ligesom inden for så mange andre fagområder er det kun retfærdigt, at museerne skal argumentere for de projekter, de ønsker at søsætte," siger Christian Gehter.

Mens investorernes interesse for kulturlivet har skabt offentlig debat om den offentlige kulturstøtteordning, armslængdeprincippet og mulig censur, er der derimod glæde at spore blandt landets museumsdirektører, der er enige om, at der ikke er nogen grund til at kæmpe mod den private kunststøtte, da den er kommet for at blive.

Senest har Statens Museum for Kunst modtaget 22 mio. kr. fra Nordea Danmark-fonden. Nationalmuseet har modtaget 35,6 mio. kr. fra A.P. Møller og Hustru Christine Mc. Kinney Møllers Fond, Holstebro Kunstmuseum 20 mio. kr. fra Færchfonden og Kronborg Slot blev begavet med 11,5 mio. kr. fra Arbejdsmarkedets Feriefond. Og sådan kunne man fortsætte.

Selv de mindre museer og museer i provinsen, der satser på nicheområder eller nyere kunstformer, oplever i dag stor velvilje og interesse fra det private erhvervsliv, lyder vurderingen fra blandt andet Museet for Samtidskunst i Roskilde, Oluf Høst Museet på Bornholm og Holstebro Kunstmuseum.

Ny selvforståelse

Ifølge direktøren for kunstmuseet Arken, Christian Gehter, er det øgede samarbejde mellem erhvervsliv og museer en konsekvens af den samfundsmæssige udvikling, som kulturinstitutionerne ikke kan sidde overhørig.

"For bare 10 år siden oplevede man en stærk selvtilstrækkelighed på de danske museer. Jeg mener, de danske museer har en forpligtelse til hele tiden at opdatere deres selvforståelse i forhold til samfundet, så museet ikke ender med at blive en passiv container. Museerne skal ikke bare afspejle den kulturelle udvikling men skabe den, og det sker altså i dag i samspil med erhvervslivet," siger Christian Gehter.

Også formanden for Organisationen Danske Museer (ODM), Jens Henrik Sandberg, mener, at privatfinansieringen af kulturen vil sætte nye standarder for kulturinstitutionerne:

"Det er en ny måde at tænke dansk kulturliv på. Det er et spil, hvor alle lige nu skal til at finde deres roller. Det er umuligt for mig at tænke på fremtidens kunst uden at medtænke private støtteordninger, som i den grad udøver en samfundsgavnlig virksomhed," siger Jens Henrik Sandberg, der udover sin formandspost hos Organisationen Danske Museer også er direktør for Oluf Høst Museet.

Den korte armlængde

Det er dog ikke alle, der kan se de positive aspekter af kulturens privatisering, som de danske museumsdirektører opridser.

Jørn Langsted, professor ved Institut for Æstetiske Fag på Aarhus Universitet, nærer mistro til det han kalder en "amerikanisering" af den danske kunststøtte:

"Traditionen for privat filantropi er meget mere udviklet i USA, hvor kunsten beror på private penge. Jeg mener ikke, at der er nogen positive sider ved den form for kulturstøtte. Det er et tegn på, at vores fælles samfund har givet op, og har overgivet store dele af ansvaret til erhvervslivet," siger han.

Det essentielle problem ligger i forskellen mellem privatstøttet og offentligt støttet kultur, påpeger Jørn Langsted.

"Sponsorpenge har ikke noget armslængdeprincip. Og sponsorpenge er ikke offentlige. Det vil sige, at de afgørelser, som virksomheder og fonde træffer, ikke står til offentlig diskussion, og dermed er der heller ikke nogen at holde ansvarlig for deres prioriteringer."

Museumsdirektørerne frygter dog ikke, at de økonomiske bidrag vil påvirke museernes praktiske arbejde og prioriteringer.

"Grundliggende mener jeg, at fondene langt hen ad vejen er kloge mennesker, som godt kan vurdere de kunstfaglige ansøgninger," siger formanden for Organisationen Danske Museer, Jens Henrik Sandberg.

Heller ikke direktør for Museet for Samtidskunst Marianne Bech mener, at der er nogen fare for, at fonde og sponsorer vil sætte dagsordenen på kulturinstitutionerne: "Vi har aldrig oplevet, at fonde eller sponsorer blander sig i det faglige indhold. Et uafhængigt fagligt system kan sagtens opretholdes i samarbejdet med investorer," mener Marianne Bech.

Direktør for Arken opfordrer til at stole på kulturinstitutionerne:

"Så længe der er hæderlige museumsfolk til, så vil det faglige indhold på museerne også blive bevaret," siger Christian Gehter.

Der er heller ingen grund til at mistænke fondsansøgninger for at bære præg af selvcensur i forsøget på at vinde en bestemt sponsors interesse:

"Det er jo os selv, der søger støtten, så hvis vi ikke kan lide en bestemt fonds eller sponsors arbejdspolitik, så indgår man bare ikke samarbejde med dem," siger Marianne Bech.

Plads til ynk

Museumsdirektørerne mener, at diskussionen om det tiltagende samarbejde mellem erhvervslivet og kulturlivet har taget en skævvridning, hvor debatten ofte kommer til at tage udgangspunkt i den betragtning, at offentlige penge nødvendigvis må være rene penge, baseret på fællesskabet og demokratiets præmisser, hvorimod de private penge er snavsede penge, der dækker over mistænkelige dagsordener.

Det tager fokus væk fra det reelle problem museerne kæmper med.

"Det reelle problem for museer i dag er ikke, hvorvidt de modtager penge fra det private erhvervsliv eller fonde. Der er vel ikke nogen, der kan have noget imod at modtage økonomisk støtte, og at museer rent faktisk kan komme op at stå for private midler. Derimod er det et problem, at den offentlige støtte til den daglige museumsdrift indskrænkes, for hvert år der går. Det betyder nemlig, at underlaget for den danske kultur forsvinder," siger Jens Henrik Sandberg.

Direktøren for Museet for Samtidskunst i Roskilde, Marianne Bech, ønsker også at dreje debatten i en anden retning:

"Vi er glade for den interesse, vi oplever fra private fonde og investorer, men jeg vil med det samme understrege, at det er fuldstændigt essentielt, at driftsstøtten fortsat varetages af det offentlige. De private investorer er hovedsageligt interesseret i at yde støtte til projekter, udstillinger eller til indkøb af værker, men ikke til at sponsorere den daglige drift af museet," siger Marianne Bech, der også påpeger, at sponsorater til mindre museer ofte er kortvarige, hvilket ikke stemmer overens med den tid, det tager at planlægge en udstilling.

Direktør for Arken aner dog en mulighed for at komme den manglende driftsstøtte til livs:

"Jeg tror, man i fremtiden vil se endnu flere sponsorater til danske kulturinstitutioner, og med tiden vil disse måske også kunne gå til den daglige drift i form af f.eks. sponsorerede stillinger, ligesom man ser det i udlandet," siger museumsdirektøren, der selv for nyligt har modtaget et sponsorat fra Nordea til at ansætte en museumsinspektør.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Carsten Friskytte

Jeg ser fortrøstningsfuldt frem til afskaffelse af al "statslig" kunststøtte! Hvorfor skal fattige betale for riges kunstbehov? Og kommer de til det via højere varepriser, så kan de jo iværksætte forbrugerboycots.

Nej, rindalismen skal være den fremtidige og fremherskende kunstretning i DK!

(marxistiske) Kritikere frygter altid et eller andet. Som regel frygter de mest det, der er i modstrid med deres dogmer (og levebrød). Politiske autister, kunne man vel kalde dem.

Enig med Carsten. Hvis folk vil have kunst, må de betale hvad det koster.

Hvad angår det med operaen, så betaler vi jo altså også for den. Jeg tror jeg hørte noget i stil med, at hver plads i det Kgl. Teater var subsidieret med 800 kr., og det er næppe mindre for operaens vedkommende.

The artist of today should be like a public service . as a visual expert he could point at disfunctions and be an active part of a society that make his pride to be selfcritic . The artist is not a parasite but an important thermoter .When the artist is serving compagny he is not anymore a critical artist , he becomes a servant .like a reklame buro is . it is very depressing . there is no more thermometer , everythink will be propaganda .

Så må man ikke håbe, at det er Arla eller Grundfos, der bliver de førende sponsorer for billedkunsten ...

Læs billedkunstneren Fritjof Johansens indlæg om billedkunstnernes svigt under muhammedkriserne i det nyeste nummer af Billedkunstneren:

http://www.bkf.dk/media/filebank/org/pdf%20%20blad%202

Formanden for BKF afviser delvist hans kritik i en kommentar i Jyllandsposten i dag med Brandescitatet: "Al god kunst er politisk. Al politisk kunst er dårlig".

Hun glemmer at citerer, hvad Brabdes mente om religion og formørkede helligmænd, der prøver at gøre deres rigide og irrationelle dogmer til gældende norm for alle ...

Hun vil nok have fingre i kunstinteresserede oliemilliardæreres formuer og så er det nok en god ide at holde sig til smuk, men ligegyldig, æsteticerende abstraktion og blomsterbilleder ...

BKF-s formand bruger et citat af Brandes til at begrunde at politik ikke bør være politisk (underforstået; som muhammedkarikaturerne var det).

Her er hvad Brandes mente om religion:

"Der er – gudskelov, havde vi nær sagt – heller ikke megen religiøs tolerance at hente hos den store Georg Brandes, ej heller hos Danmarks fremmeste kender af manden, forfatteren Jørgen Knudsen, der bidrager til antologien med en beretning om Brandes og kristendommen.

Kampen mod sidstnævnte var, påpeger Jørgen Knudsen, central i hele Brandes’ liv.

I et brev til forældrene, fra 1871, skriver han således, at »hvad man ikke vedkender sig højt, det vedkender jeg mig her: Det mest levende had til kristendommen«, og i et andet brev, fra 1880, sendt til den norske digter Bjørnstjerne Bjørnson, hedder det: »Religionen har altid en ond magt, har i 9 tilfælde af 10 kun gjort ondt og er vel menneskehedens grundulykke ...«

Dette er blot eksempler, som Jørgen Knudsen har hentet frem, og det fremgår, at det ikke er tilfældigt, at det netop er i private breve, at Georg Brandes udtrykker sig så krystalklart. Beretningen om Brandes og kristendommen er nemlig, skriver Jørgen Knudsen, »i grunden en nedslående beretning om kristendommens enorme magt over datidens danske sind«.

Det er historien om, hvordan »en lynende begavet outsider« – dvs. Georg Brandes – som ung sætter sig »det høje mål at knuse den infame kirke«, men – for ikke at havne i fængsel – vælger »den indirekte tale, et drille-sprog, der desværre indebærer en stiltiende anerkendelse af kirkens uangribelighed«. Tolerant religionskritik? Ikke en meter!" (uddrag fra Troens magt", Berlingske Tidende 12/6 2008:

http://www.berlingske.dk/article/20080612/kultur/705120013/&template=print

Erik B skriver:

"Hvis folk vil have kunst, må de betale hvad det koster."

Det behøver ikke, at være meget ...

Vi har jo biblioteker. På noglæe biblioteker kan man låne plakater. Og man kan for ingen penge downloade fantastisk billedkunst fra alle tider fra nettet og få printet det ud i plakatformat. det giver selvfølgelig det bedtse resulatet med graveringer o.l.

Bøger, film og musik er gratis på bibliotekerne.

Men man kan jo også lave kunst selv ...

Det som man i virkeligheden opgiver med markedsfundamentalismen og industrialiseringen er oplysningsprojektet!

- Det projekt at man kan have andre stemmer i samfundet end den politisk dominerende
- Det projekt at man kan finde veje til oplysning gennem litteratur, musik og andre tilbud på bibliotekerne, selv om man ikke kommer fra et hjem med guldklaver eller bogreoler med verdensklassikerne
- Det projekt at man kan søge indre visdom, på trods af verdens momentane kulturelle former, og ikke på grund af dem
- Det projekt at man kan gå mod strømmen og blive selvstændig og unik, fremfor blot at blive en føjende slave

De borgerlige sælger ud af oplysningens institutioner og ressourcer, de samme samfundsstrukturer der har gjort det muligt for dem at opretholde et borgerskab uden religiøs binding.

Med markedsvisionen ender vi igen i et feudalsamfund, hvor historien går revers. Så regeringen sælger ikke bare ud af Danmark, men hele vores civilisation. På den måde bliver der lagt op til at Asien, Afrika og Sydamerika kan tage over i de næste århundreder.

Så den aktuelle politik for kunsten er et gigantisk kulturelt selvmål! Men hvad kan man også forvente af økonomer, der sidder og kloger sig på kunst?

Vær nu bare lidt fornuftig, stem nu på nogen andre! Ikke fordi venstrefløjen er bedre, men fordi de i det mindste ikke gør noget! Ellers ender det bogstaveligt med at man sælger sin gamle mor..

Det behøver ikke, at være meget ...

Netop. Skær den gumpetunge og dyre parasitklasse af købmænd og professionelle kunstforståere fra og det vil ikke koste meget mere end en kunstplakat at dekorere sin væg med ægte klatmaleri.

OK, hvis man vil have noget pænt, må man så betale hvad det koster at få hjemmet udsmykket af person der rent faktisk kan male, men det gør det jo også i dag. Jeg kan ikke se, hvorfor malere og forfattere skal på finansloven når skomagere ikke skal. (Eller jo, det kan jeg godt: skomagere kan et håndværk, og er derfor i stand til at forsørge sig selv.)

I sidste ende er det uddannelse og socialisering, der bestemmer om kunsten og kulturhistorien skal overleve som offentlighedsform og æstetisk fællesnævner. Hvis uddannelsessystemet tog kulturel dannelse seriøst og underviste derefter, ville folk selv lære at kunne skelne lort fra lagkage. Og så betyder det ikke så meget, om det foregår i offentligt eller privat regi. Nogen skal betale. Jeg kan ikke se, at det skulle være meget værre at betale noget via skatten, end at ens arbejdsplads donerer noget af det overskud, man selv har været med til at oparbejde, til kulturformål, uden at man bliver spurgt.

Robert Kroll

Hvis man tager de negative briller på,
-så er den offentlige kulturpolitik udtryk for hvad politikere og et kulturelt selvetableret establishment tiltrækkes af ideologisk og kunstnerisk, og
- den privat kulturstøtte udtryk for, hvad kommercielt orienterede penge tiltrækkes af ideologisk og kunstnerisk.

Der er ingen tvivl om, at kulturpolitik og kulturelle valg også er en del af den politiske profil i en befolkning - kan man påvirke kulturpolitikken,så påvirker man også samfundets idemæssige udvikling.

Såden set er det ret ideelt, at kulturpolitikken ikke dikteres eksklusivt af nogen gruppe, og grundlæggende bør kulturpolitikken vel overvejende reflektere og udspringe af den almene holdning i befolkningen - ellers er det elitær facisme.

Lars Peter Simonsen

Ja, lad os genindføre hoveri, træhest og gabestok! Vi har jo allerede ridefoged Claus Hjort Frederiksen, så lad os bare gå hele vejen...
Det er forstemmende at en uudannet pøbel kan komme i regering og ødelægge på få år hvad der er blevet opbygget gennem mange år - vågn op, vælgere!

Robert:
Hvis man tager de negative briller på, er moderne billedkunst beskæftigelsesterapi for de af burgøjseriets unger, der er for uduelige, dumme eller dovne til at få et rigtigt job. Kunstakademiet er børnehave på første klasse, en af Danmarks dyreste uddannelse, med årlige 'studie'rejser, egen herregård (Sørup) og materialekonto. Der er til gengæld ikke eksamener, prøver eller obligatoriske kurser, man behøver faktisk ikke møde op.

Når man er færdig - og har man det rette netværk - er man sikret en plads ved det offentlige fodertrug og man bliver inviteret med til fester, ferniseringer og premierer, så man kan omgås og blive set med sine gamle klassekammerater, mingle med de rigtige mennesker, selv om man i realiteten aldrig har drevet det videre end til glorificeret bistandsklient.

Henrik:
Forskellen er, at når private virksomheder køber kunst, går det kun ud over aktionærerne.

Allan Nørgaard Andersen

Det mest alarmerende ved Sandra Boss udmærkede artikel er at de citerede museumsdirektører allerede er blevet så spytslikkende. Med mindre journalisten har fravalgt bekymrede dele af interviewene, så kan direktørerne åbenbart ikke engang længere tillade sig overhovedet at tænke, hvor der kunne opstå problemer.
Direktørene anbefaler bare forsagt og ydmygt at vi nærer blind tillid, når bestemte, private, snævre magt- og samfundsinteresser får afgørende indflydelse på hvilke kunsneriske udtryksformer, der skal begunstiges økonomisk.

Dermed bliver kunsten bare dekoration og vinduespynt i pengemagtens ideologiske udhængsskab, og mon ikke mange af os allerede undrer os lidt over at samtidskunsten sjældent er i stand til at forurolige, men bare er så nydelig, ja "mere end nydelig, den er pæn".
TIl NancyBoy: Hvorfor skal jeg være mere fornøjet ved at elitære grupper har snablen i Nordeakassen (som jeg bidrager rigeligt til, men ikke har indflydelse på) end at de har snablen i en statskasse, som jeg har en sjat demokratisk indflydelse på?