Læsetid: 3 min.

Rockens rytmiske gigant

Den på en gang mest primitive og mest udtryksfulde af 1950'er-rockens ikoner, Bo Diddley, er død, 79 år gammel. Han udviklede en særegen rytme, der sågar opkaldtes efter ham, og hans betydning for rockmusikken kan ikke overvurderes
Den på en gang mest primitive og mest udtryksfulde af 1950'er-rockens ikoner, Bo Diddley, er død, 79 år gammel. Han udviklede en særegen rytme, der sågar opkaldtes efter ham, og hans betydning for rockmusikken kan ikke overvurderes
4. juni 2008

Hvis den rock'n'roll, hvis popularitet eksploderede i midten af 1950'erne, virkelig handlede om fysisk frigørelse, må Bo Diddley betegnes som den mest radikale af de kroppens frihedskæmpere, der sneg sig op bagfra på det puritanske USA, hvor der blev set skævt til enhver form for afvigelse fra den stram-røvede protestantiske etik, der løber som en rød (sort) tråd gennem nationens historie.

En stor del af ramaskriget skyldtes, at denne musik både havde udspring i og i høj grad fremførtes af USA's sorte mindretal - som det også i udstrakt grad havde været tilfældet med jazzen i årtierne forinden. Men hvor jazzen havde udviklet sig til noget eksklusivt og sekterisk, var rocken enkel, ligetil og god at danse til. Og selvom den var et mangehovedet uhyre, trådte enkelte skikkelser i højere grad i karakter end andre - før Elvis Presleys gennembrud som oftest sorte: Little Richard, Fats Domino, Lloyd Price, The Platters, The Coasters, Chuck Berry og mange andre stammede alle til hobe fra den forkerte side af jernbanen. Selv i dette navnkundige Parthenon ragede Bo Diddley op - med sin firkantede guitar, sin kvindelige sidekick (Lady Bo), sin råswingende rytmegruppe og sine enkle (én akkord var mere norm end undtagelse; hos Diddley lå spændingen i langt højere grad i rytmen end i harmonierne), men hamrende effektive sange stod han for tidens allermest møgbeskidte, men også allermest uimodståelige primalrock.

Førsteelskeren

Bo Diddley fødtes i McComb, Mississippi, som Ellas Otha Bates d. 30. december 1928, men da han adopteredes af sin mors fætter, Gussie McDaniel, tog han hans navn, og alle hans mange kompositioner krediteres derfor til Ellas McDaniel - på nær et par, han skrev under pseudonym, heriblandt popklassikeren "Love Is Strange".

Han startede som violinist, men efter at have oplevet John Lee Hooker optræde live, vendte han sig mod guitaren; den lektie, han lærte af John Lee Hooker - lad os bare kalde det den genialt swingende monotoni - glemte han aldrig. I starten af 1950'erne ernærede han sig som gademusiker med bandet The Hipsters, der også talte maracas-betvingeren Jerome Green, hvis akkompagnement frem til Greens død i 1973 satte kraftigt præg på Bo Diddleys lyd og plader Det var også på dette tidspunkt han antog sit nom de plume, det han skulle blive berømt som, nemlig Bo Diddley, et slangudtryk, hvis oprindelse og betydning de skriftkloge stadig skændes om.

I 1955 fik han kontrakt med det legendariske Chess Records i Chicago og udsendte der singlen "Bo Diddley" (han besang ofte og gerne sig selv og sine uforlignelige evner som førsteelsker og allround unikum), der strøg direkte ind på R&B-hitlisternes førsteplads; de følgende par år sprøjtede Diddley plader ud, singler såvel som lp'er (11 i alt blev det til for Chess). Blandt de mange titler har sange som "I'm a Man", "Bring It To Jerome", "Mona", "Road Runner", "Who Do You Love?", "Say Man", "Before You Accuse Me", "Crackin' Up" og min personlige favorit, "You Can't Judge a Book by Looking at the Cover", alle antaget karakter af klassikere. Rigtig mange af dem blev drevet frem af den rytme, der bærer Bo Diddleys navn - en rumbalignende sag, som også er i familie med de sorte gademusikeres hambone-rytme, men den var først og sidst helt hans egen.

Frem til slutningen af 1960'erne var Diddley tilknyttet Chess, og de 15-16 år regnes generelt som hans bedste år, selvom han med ujævne mellemrum udsendte plader helt frem til 2002, ligesom han turnerede utrætteligt, indtil han sidste år ramtes af et slagtilfælde. Han døde mandag, 79 år gammel, mens han forsikrede de fremmødte familiemedlemmer (29 i alt!) om, at næste stop var Himlen!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Udvalg af farverige Diddley-titler: Mr. Kruschev (1962, kommentar til Cuba-krisen), Greatest Lover in the World, Bo Meets the Monster, Mummy Walk, Bo Diddley is Loose, Bo's a Lumberjack

Den der hambone rytme var sådan en slags grundlæggende funk. Hvis man hører noget funk, specielt det der kommer fra New Orleans, så lyder det meget som en slags opdateret, hårdere Bo Diddley rytme. Bare lyt til "Fire On The Bayou" med The Meters. Jeg læste engang, at han så sig selv som en sort franskmand, så på en eller anden måde ville det være forkert bare, at se ham som repræsenterende noget amerikansk.