Læsetid: 8 min.

Russerne kommer

EM. Velkommen til weekendens kvartfinaler, der bedst kan sammenlignes med et familiedrama: Holland møder sin egen glorværdige og komplicerede fortid i form af Rusland, mens spanierne skal forsøge at få skovlen under en irriterende italiensk fætter
Rusland shopper det dyreste og det bedste, de kan finde. Lige nu hedder den vare Holland. Her er russernes træner, Guus Hiddink, der stammer fra netop Holland.

Rusland shopper det dyreste og det bedste, de kan finde. Lige nu hedder den vare Holland. Her er russernes træner, Guus Hiddink, der stammer fra netop Holland.

Alexander Demianchuk

21. juni 2008

Da Forrest Gump i filmen af samme navn tager til Berlin for at spille fodbold, kommer han til at losse kuglen over muren og starter dermed den uundgåelige nedrivning og længe ventede forløsning mellem øst og vest. I virkelighedens verden er myter og mure dog mere sejlivede. Især når det gælder fodbold. Danskere frygter spaniere, og spaniere ringeagter italienere, for eksempel. Alligevel spillede det russiske landshold mere hollandsk end van Bastens aktuelle publikumsyndlinge, da de fejede Sverige af banen og ud af kvartfinaledrømmene i onsdagens EM-match. Og for nylig lærte Spanien, at en vis dosis italiano er opskriften på succes. Velkommen til weekendens kvartfinaler, der bedst kan sammenlignes med et familiedrama: Holland møder sin egen glorværdige og komplicerede fortid i form af Rusland, mens spanierne skal forsøge at få skovlen under en irriterende italiensk fætter.

Kvinder er fra Venus, og mænd er fra Mars. Det er muligt, men til gengæld tilhører fodboldelskere fra Italien og Spanien hver deres galakse. De kan slet ikke forstå hinanden. På italienernes påstand om, at deres naboer mod vest går alt for meget op i æstetik og dårlige undskyldninger, replicerer de kække spaniere, at det var et mirakel, at sidste års vinder af Den Gyldne Bold, Fabio Cannavaro, ikke straks tacklede trofæet og lossede det videre til Andrea Pirlo. Cannavaro - med kælenavnet 'Il Muro di Berlino' - ankom til Real Madrid efter finalesejren i VM 2006 som del af en pakkeløsning med den nye cheftræner Fabio Capello, der som bekendt også er italiensk. Desuden var Cannavaro udset til at træde ind på den tidligere Roma-spiller Ivan Helgueras notoriske mareridtsposition: den centrale defensiv. Kunne det blive mere uspansk?

Fansene på den iberiske halvø husker med gru, hvordan Mauro Tassotti i det sidste kampminut smadrede en albue i næsen på folkehelten Luis Enrique i VM-kvartfinalen i 1994. Azzurri gik videre til finalen, hvor de ganske vist tabte 2-3 til Brasilien på straffe-sparkskonkurrence, mens La Furia Roja endnu engang måtte rejse slukøret tilbage til solskinslandet. Set med spanske øjne var ligningen simpel. De onde naboer slår huller i både græs og hoveder. Og vinder. Vi spiller lækkert og har bolden det meste af tiden. Og taber. Vi kommer på hospitalet, mens de kommer i finalen.

Mere italiensk

14 år senere skete der noget meget mærkeligt. Den 26. marts 2008 førte den stærkt omdebatterede Luis Aragonés sine elleve udvalgte til en fortjent 1-0-sejr i en testkamp mod Roberto Donadonis drenge. Resultatet var behageligt, og David Villas fuldtræffer i det 78. minut var en fornøjelse at kigge på. Men i spaniernes selvforståelse var det bedste nu, at man ikke alene havde vundet over de azurblå, men gjort det på deres præmisser. De 90 minutter var et studie i taktisk kedsomhed, altså italiensk. Spanierne stillede med en central oprydder på midtbanen. Mere italiensk. Og Fernando Torres var ene mand på toppen i det 4-5-1-system, som Aragonés flirtede med, og som var et perfekt spejlbillede af støvlenationens fokus på Pirlos pasninger og Luca Tonis målkynisme. Italiensk? Tjek.

Med 1-0 i bagagen var EM-bravur og VM-guld lige rundt om hjørnet, mente de euforiske sportsaviser. Langsomt kom armene dog ned igen, og nu lignede det mest følelsen af at have tisset i bukserne. Først varmer det, siden fryser man og bliver pinligt til mode. Hvor fedt er det lige at besejre italienerne, hvis prisen er en destruktion af egne stolte værdier? Er glæden ved at få de kærestebreve, man skriver til sig selv, ikke temmelig illusorisk? Lad de azurblå om at være azurblå, blev enden på fantasierne. Og dermed frygter spanierne stadig italienerne.

Og nu til hollænderne. De er morsomme og absolut ikke uden selvironi. Se bare løjerne i tv-showet Hollands Next Top Hooligan, som de opfindsomme De Groen Brothers står bag. Ud over at gøre tykt nar af populære døgnfluer, der alle sammen hedder noget med 'Top Model', er udsendelserne et præcist studie i bølleadfærd. Det gælder alt lige fra kunsten at spankulere i flok og skråle truende refræner om modstandernes anale tilbøjeligheder (gerne tilpas falskt, hvilket deltagerne selvklart også testes i) over proper påklædning (stramtsiddende vindjakker med engelske og italienske logoer, klubtrøjer, som helst skal bule ud omkring maven, og let tilmudrede gummisko) til velorkestreret vandalisering af stadionsæder og kropsdele. Da den store dag oprinder, og en af kombattanterne skal sendes hjem af ekspertpanelet (en brovtebasse af en supporter samt en metroseksuel stylist), viser kameraet klip fra den foregående øvelse i bersærkergang på bus, og det fremgår tydeligt, at en yngre fyr har store problemer med at ødelægge forlygterne. Dommen er hård, men retfærdig. Den håbefulde hooligan må med skælvende skuldre og tagrendehåret trist klaskende mod de tårevædede øjne forlade showet. Kammeraterne trøster og viser stor forståelse i tæt rundkreds, indtil de pludselig kommer i tanke om, at de er vordende voldsmænd, hvorefter de smadrer et par stole og vræler de obligatoriske skældsord.

Hede erindringer

På trods af en mængde forskelle, der selvfølgelig kan bringe hardcorefansenes urin i kog, er Holland og Italien fælles om at have scoret langt de fleste af deres mål i EM-slutrunden på enten kontrastød eller dødboldsituationer. Umiddelbart ligner de oranges delikate pasningsspil på midtbanen en offensiv totalstrategi, som sætter gang i de hede erindringer om 90'ernes AC Milan-trio med Ruud Gullit, Frank Rijkaard og Marco van Basten. Alligevel er der faresignaler, ikke mindst i en firebakkæde, som kan få store problemer mod et veloplagt russisk mandskab, og orange romantikere vil nok hævde, at der er stadig er langt fra Bronckhorst, Sneijder og Robben til den totaalvoetbal, som Cruyff, Johan Neeskens og Arie Haan bjergtog verden med i 70'erne.

Hollandsk fodbold bygger på to grundlæggende idéer, som tilsammen giver en paradoksal blanding af kollektivisme og individualitet. Alle har deres små opgaver at varetage, og når en bak deltager i angrebet, forventes det, at en midtbanespiller tager hans plads i defensiven. Princippet har dybe rødder i den hollandske historie, som først og fremmest handler om inddæmning og digebygning. Alle var afhængige af hinanden, for hvis der var problemer bare ét sted i et dige, ville vandmasserne fosse ind over landet. Den anden idé er rodfæstet i beherskelse af rum. Når Oranje angriber, gælder det om at skabe store afstande mellem spilpositionerne, så modstanderen har sværere ved at vriste bolden fra manden og vælge den rette markering. Når hollænderne derimod forsvarer sig, skal spillerne helst stå tæt, hvilket minimerer fjendens gennembrudschancer. Det er der også en nationalhistorisk grund til. De mange hollændere er vant til at agere i et lille område og alligevel få en masse ud af pladsen.

Derfor var Cruyff ikke blot en formidabel fodboldspiller. Han var en arkitekt og digemester, der formåede at katalysere kollektiv kreativitet og samtidig skabe de bedste rum, før modstanderne lukkede dem ned. Cruyff skiller vandene. Nogle elsker ham, og andre hader ham. Og så snakker de længe om dét. Hollænderne er nemlig også, udover at være digebyggere og geografisk probate, et handelsfolk. De forhandler, og de snakker.

Rusland, som de orange stjerner møder i aften i kvartfinalen på St. Jacob-Park Stadion i Basel, er den nyrige opkomling i familien. Man plejer at sige, at alle russiske knægte vil stå på mål, og enhver generation har haft sin 'Yashin'. Lev Yashin blev i 1963 som den eneste keeper nogensinde kåret som Europas bedste fodboldspiller, og han havde en kæmpe andel i Sovjetunionens semifinaleplads i VM 1966, hvor russerne ganske vist blev slået af Vesttyskland med 2-1. Efter Zenit Skt. Petersborgs triumf i UEFA Cup'en over Rangers FC er det Ruslands nr. 10, Andrei Arshavin, drengene imiterer.

De nyriges frihed

Imens er de heller ikke blege for lidt kynisk humor.

Tjek for eksempel den hér vittighed, som florerede på internettet for nogle år siden, da oligarkernes dollars gjorde massivt indhug i fodboldens folklore og forvandlede klubberne til smarte støtteprojekter for millardforetagender som Sibneft, Lukoil og Gazprom:

En træner går til sin præsident og meddeler, at han ved, hvem de skal investere i for at vinde pokalen. "Vi må købe Ronaldo," siger han (altså brasilianeren). Præsidenten svarer: "Ronaldo, hvem er det? Okay, lige meget, vi køber ham, og skide være med prisen". Få dage senere ringer præsidenten til træneren. "Hvad sker der? Du sagde, jeg skulle købe den her Ronaldo. Men nu har jeg løbet den officielle dommerliste igennem, og jeg kan sgu' ikke finde nogen, der hedder Ronaldo!"

Russerne personificerer de nyriges frihed, som nogle sikkert vil kalde smagløs. Sluserne er åbnet mod vestens eldorado, og den klippefaste nationaløkonomi er afløst af en champagnebrusende markedskapitalisme. Det har ikke mindst Zenit nydt godt af. Takket være Gazproms sponsorat er de i dag den rigeste klub i landet, og i 2006 importerede man den hollandske træner Dick Advocaat, som til gengæld for stjernegage bragte både mesterskab i den hjemlige Rosgosstrakh og UEFA-pokal til det ambitiøse mandskab.

Og den vilde shoppetur i Vesten stopper ikke her. I 2004 indkøbte Dynamo Moskva Champions League-vinderne Maniche, Costinha og Derlei samt den brasilianske træner Ivo Vortmann. Som for at understrege afskeden med en fjern nationalisme valgte Dynamos ledelse at sætte russernes egen avl Dimitri Boulykin på transferlisten. Han havde nemlig nægtet at lære portugisisk.

Efter EM-kampen onsdag aften var de russiske tilhængere - mange af dem milliardærer med privatjet og VIP-pladser - lykkelige, men forundrede. Hvordan kunne det hold, som lige havde smadret Sverige 2-0, og som med en opgraderet kynisme sagtens kunne have tredoblet slutcifrene, tabe så overbevisende til Spanien? Måske var det talismanen Arshavins tilstedeværelse i svenskermatchen, der tippede til russernes fordel. Måske var det scoringen til 1-0 efter 24 minutter, som tændte russernes tro på egne evner. I hvert fald fortjener Igor Semshovs løb på højrekanten, bakken Alexander Anyukovs overlap og efterfølgende pasning til Roman Pavlyuchenkos fuldtræffer i Andreas Isakssons mål en hel del replays på YouTube. Siden forplantede Guus Hiddinks intelligente fodboldfilosofi sig endelig til grønsværen. Spillet var flydende, positionerne var konstant fleksible, og hvis man ikke vil tro det, så husk bare tilbage på Hiddinks umulige bedrift i VM 2002, hvor han førte Sydkorea til semifinalen mod Tyskland.

Eklektisk kapitalisme på banen

De nyrige russere er ikke tynget af historien på samme måde som hollænderne. Her er nok oligarker og Gazprom-aktionærer, som nidkært overvåger deres investeringer fra sidelinjen, men til gengæld er Rusland forskånet for de ideologiske polemikker, som altid synes at forstyrre det hollandske handelsfolk. Hiddink ved godt, at hans hold, når det er bedst, inkarnerer de oranges taktik fra 70'erne med en ægte 4-3-3-formation og total rotation, mens hans kollega van Basten snarere vil ty til et mere moderne 4-2-3-1-system, som efter behov kan transformeres til 4-6-0. Men russerne har ingen Cruyff til at skræppe op i medierne og kræve de hedengangne idealer tilbage på græsset. I stedet ligner russernes offensive march en eklektisk kapitalisme: De shopper det dyreste og det bedste, de kan finde. Lige nu hedder dén vare Holland, hvilket kan koste det gamle og egentlige Holland dyrt i aftenens familiedrama.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu