Så skriv dog et Arshavin-digt!

"Glem alt om Ronaldo. Andrei Arshavin er den sejeste fodboldspiller i universet!"

Sådan lød en læsers dom i den britiske avis The Guardian, der efter Ruslands overbevisende 3-1-sejr over Holland i weekendens EM-kvartfinale gerne ville vide, om Guus Hiddinks offensive mandskab kan gå hele vejen til guldet.

Ja, det kan de. Ja, det bør de. Men hvorfor er russerne, som møder Spanien i semifinalen torsdag aften, så gode?

Svaret handler om at være kollektivist og blærerøv i ét. Lige nu er Arshavin verdens bedste fodboldatlet, og tilbage står blot at håbe, at han ikke ligesom så mange andre stjerner bliver fucked up.

Det er ikke i moderne slutrunder, at man skal finde næste års fodbold. Engang kunne ungarere og italienere diktere spillet med deres 4-2-4-systemer og defensive kæder. I dag har Champions League og de bedste klubturneringer taget teten, og fremtiden hedder 4-2-3-1: Fire i backkæden, to defensive midtbanefolk, tre mand på den offensive halvdel med licens til dybdeløb og målsøgende backup, og endelig en target man helt oppe i fronten.

Af de 16 hold, som nåede knockoutrunden i årets Champions League, stillede kun fem i en traditionel 4-4-2. At operere med moderne 4-5-1-varianter (inklusiv den spritnye og stærkt omtalte 4-6-0) kræver taktisk justering over tid. Sådan en luksus har landstrænere sjældent.

"Det er umuligt at skabe noget som helst på landsholdsniveau," brummede den tidligere italienske manager Arrigo Sacchi.

4-4-2 ved man, hvad er. Her er rollerne veldefinerede, så folk, der ikke er vant til at agere sammen, nemmere kan glide ind i dem. Bare spørg spanierne, der i søndags med en stor portion tålmodighed slukkede lyset for Donadonis azurblå.

Presspil og pingpong

På jysk er dommen over russernes 10'er simpel: Arshavin er god. Her stopper jubelretorikken naturligvis ikke for æggehoveder, som nidkært forsøger at stable ordene op i bunker, så de da for helvede bare kommer i nærheden af den lille Zenit-forwards æstetik.

Man kan forfatte et digt om ham eller nasalt udbasunere driblingernes attributter i Jørgen Leth'ske enkeltordssætninger med store bogstaver.

Manden. Finten. Kroppen. Vendingen. Scoringen.

Hvis man altså ville iscenesætte Arshavins grænseløst ornamentale og alligevel diskrete 3-1-mål lige før hollændernes lukketid i lørdags, hvor kuglen gjorde arbejdet, og Arshavin lod den trille, før han - uden førstegangsberøring - skød den ind mellem Edwin van der Sars ben.

Eller man kan hæfte sig ved, at Arshavin er det 172 centimeter høje atom, som får hele russernes længde og bredde til at krystallisere sig i bølger af angreb, presspil og pingpong à la Harlem Globetrotters i det lille målfelt, så hollænderne i store dele af matchen lignede forvirrede korsarer, og Hiddinks tropper turnerede som en blanding af The Dream Team og Rinus Michels' mytologiske Ajax Amsterdam.

Eller man kan citere sig selv og millioner af tilskuere lige fra Trinidad til Thyborøn: Fedt!

Multifunktionalisme

Spørger man den tidligere Chelsea- og kommende Inter-træner, José Mourinho, hvad fremtiden bringer, er det ikke engelsk livsanskuelse, hvor en striker er en striker, men "multifunktionalisme".

Her er heltene portugisiske Deco, der kan kreere hvad som helst fra hele midtbanens rum, og Didier Drogba, der kan løbe solen sort, levere muskelarbejde i vrimlen af defensiver og score mål på stribe.

Multifunktionalismen handler om angriberen, "som skal bevæge sig, lave assists, og som vel at mærke skal gøre det i en 4-4-2, 4-3-3 eller 3-5-2". Skide være med talsystemer, når bare der er fleksibilitet og folk til at fylde den ud. Det minder om Rusland, og det smager af Arshavin, der med lethed kan arbejde som wing, forward og spilfordeler, og hvis ikke det var for Mourinhos smækre grå tindinger og medietække, skulle man tro, han var en klog mand fra Uralbjergene.

Det bedste ved at slå Gud ihjel, sagde den hollandske arkitekt Jacob Bakema, der lagde navn og teori til 1970'ernes 'totalfodbold', er "menneskets gryende bevidsthed om at være del af et totalt energisystem". Atomare forbindelser skal ikke dikteres af højere instanser, mente Bakema, der efter Anden Verdenskrig havde gjort Rotterdam både hip og brugbar. Mennesket skaber sine egne forbindelser. Og nogle er selvfølgelig bedre til det end andre, som han medgav på typisk hollandsk facon, hvor autoritetsfornægtelse mikses med en kælen for blærerøven. Bakemas univers var et lykkeligt og gudløst paradoks, hvor et økologisk højhus både havde fælleskøkken og egoistlejligheder, og på grønsværen kunne man se Johan Cruyff løbe for holdet og alligevel pege fingre ad sidemanden.

Guardian-kommentatoren Jonathan Wilson sætter trumf på: Det er vel næppe tilfældigt, at totalfodbolden voksede frem i et ateistisk Rusland og i Holland, der ikke kunne skynde sig nok med at afmytologisere præstestanden. Hvorfor er England ikke med ved EM?

"Skyd skylden på ærkebiskoppen af Canterbury," skriver han.

600 mio. kr. til forskel

Trods succesen er vi stadig ikke på fornavn med russerne, og i skarp kontrast til cremen af Europas popkultur fremviser de en eklatant bleghed, usmart pandehår, fedtede nakkekrøller og noget, der ser ud som en opvækst på randen af Tjernobyls giftdepoter.

Efter opgøret med de orange lagde Arshavin sig i græsset med lukkede øjne, udmattet efter 120 minutters konstant terror. Sekundet efter kom der dog et lille vink til kameraet, samtidig med at stadionspeakeren for anden kamp i træk annoncerede Arshavin som banens bedste spiller.

Klip til i lørdags, få minutter efter Portugals 2-3-nederlag til Tyskland. Cristiano Ronaldo siger endnu en gang til den hungrende verdenspresse, at drømmen er at spille for Real Madrid, men at det er ude af hans hænder. Der er 600 millioner kroners forskel på Arshavins og Ronaldos fremtid.