Læsetid: 4 min.

Salvador Dalis kogebog

Surrealt. Ekstravagance, sanselig vildskab og historisk restaurationsmad
Surrealt. Ekstravagance, sanselig vildskab og historisk restaurationsmad
27. juni 2008

Den surrealistiske kunstner Salvador Dali og hans kone Gala boede i Port Lligat lidt nord for Costa Brava i Spanien i 34 år. Her byggede de over årene et eventyrligt hus af seks små fiskerhuse, der ligger ved siden af hinanden på klipperne ud til en lille havn. Huset er nu museum. Der er mange rum - et studie, hvor Dali sad ned i en lænestol og malede, bibliotek, Galas omklædningsrum og hendes sofistikeret indrettede lounge og et stort soveværelse med vue over havnen. Fra soveværelset er der udgang til en overdækket testue og herfra udgang til et terrasseområde med pool, et par høje troner og den kendte sofa udformet som Mae Wests læber. Ved poolen er der bl.a. udsmykket med en skulptur af en høj Michelin-mand. Der er blevet festet igennem...

Huset er dekoreret udendørs med et par store hvide æg og indendørs med surrealistiske genstande og effekter som udstoppede dyr, sneglehuse, stole med udstoppede ben fra klovdyr, fugleburer, et fårekyllingebur og gule tørrede vilde blomster. I privatafdelingen er et åbent køkken med et langt smukt spisebord, hvorfra man kan sidde og se ud over havnen, mens man spiser. Her har Salvador og Gala siddet og nydt mange vidunderlige måltider - men sikkert ofte i en heftig stemning, for deres samliv var ikke enkelt. Spisekøkkenet er smukt og har en intens stemning, og selv om der ikke er rigtig mad på bordet mere, oplever man at de fysiske rammer øger måltidets kvalitet.

En af Dalis barndomsdrømme var at blive kok, i stedet valgte han 68 år gammel at illustrere en kogebog tilegnet Gala, Les dîners de Gala. Den udkom på fransk i 1973 og næsten samtidigt på flere sprog. Bogen har et flot udsmykket smudsomslag i guld, og selve omslaget er et surrealistisk motiv af et par, der sammen spiser med stort bestik i et surrealistisk bjerglandskab. Det er både en kunst- og en kogebog. Bogen er en kombination af Dalis surrealistiske arbejder og en stribe madfotos, der er vilde og bizarre. Det er ikke hverdagsmad, men eksklusiv restaurantmad. De fleste billeder er med store opstillinger med klassiske franske specialiteter og retter fra berømte eksklusive stjernerestauranter i Paris: Lasserre, Maxims og La Tour d'Argent. Det er i en pompøs og pyntet stil med sølvfade, krystalglas, stivede duge, tjenere i sort og et formelt set-up. Fotografierne er historiske, og de er nærmest surrealistiske, på grund af Dalis billedvalg.

Svulstig sanselighed

Navngivningen af kapitlerne er f.eks. "Fyrstelige dårskaber - eksotiske retter". "Efterårs kannibalisme - æg og godt fra havet". "Skinnende sputnikker hjemme og på jorden - snegle og frøer". "Jeg spiser Gala: afrodisiaka".

Udvalgte retter har fået navneændring fra de klassiske. 'Kejserlig påfugl omgivet af sit hof', hvor der ses en påfugledragt på fad foran selve retten af små udbenede vagtler med kødfars, andelever og armagnac pyntet med glace og trøfler. 'Postej Dronningen af Saba' er en kalve- og svinekødspostej indbagt i wienerdej og fyldt med æg og trøfler. 'Rump steak Eros'. 'Havål Solopgang'. Små tærter med caviar og vagtelæg anrettet med tomatroser i stofserviet formet som et skib og hertil champagne i iskøler. Gratinerede østers anrettet med lyserøde roser, masser af skaldyr. Svaler, trøfler i wienerdej, tårne af artiskokblade, fine salatkompositioner og blomkål med roquefort. Tærte anrettet med porrer snittet i toppen til en palme. Blodpølse anrettet som slange med kastanjer. Kalvenyreragout anrettet i nyreformet fad. Hele fisk med laurbærblade. Saltimbocca på snegle og snegle i chablis. 'Afroditepure' af languster. Sorbet af årgangschampagne. Og sidst men ikke mindst en opskrift fra Maxims på 'Venus brystvorter' af halve pocherede pærer med hindbæris, anrettet på en sød kagebund og bagt kort tid i varm ovn med en dej og et rødt cocktailbær på toppen. Alt i alt en ret imponerende og vild opskriftssamling.

Inspireret af denne svulstige sanselighed er her en bearbejdet opskrift fra bogen - og tag det roligt, den er nede på jorden, ikke dimset og pyntet. Ål i øl kan laves hjemme og er en meget intens og rig smagsoplevelse.

Ål i øl - 4 portioner

- 6-8 flåede, rensede tynde ål, stegeål - 750 g renset vægt

- 3 spsk. hvedemel

- havsalt og friskkværnet peber

- 50 g smør

- 3 dl rød ale eller mørk øl

- 1 dl brun rom

- 4 æggeblommer

- 4 store eller 8 små skiver godt hvedebrød

- 8 saltede ansjoser eller sardeller

- 4 spsk. hakket bredbladet persille

Skær ålene ud i stykker på 6-8 cm. Vend dem i krydret mel. Brun ålene i smør ved god varme i en stegegryde. Tilsæt øl. Lad ålene småsimre, til de er færdige ca. 15 min. Rør jævnligt og vend ålene, så retten ikke brænder på. De er færdige når kødet trækker sig sammen, og enderne af ålebenene stikker frem og bliver synlige. Tag ålen op, og hold den varm i et tildækket fad.

Pisk æggeblommer og rom sammen. Legér sovsen: hæld lidt af den kogende sovs i æggeblandingen og derefter tilbage i gryden med kogende sovs, pisk hurtigt og tag sovsen fra varmen, for den må ikke koge når æggeblommerne er tilsat. Vend ålene i sovsen og smag til med salt og peber.

Rist brødskiverne godt brune på den ene side i ovnen, læg sardeller på den anden side og rist brødet. Når det tager farve tages de ud af ovnen. Smør sardellerne ud på hele brødskiven. Læg hver skive på en tallerken, læg stykker af ål og sovs ovenpå, lige før retten skal spises. Drys med hakket persille.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu