Læsetid: 5 min.

Samtidsnarcissismen

Den britiske kunststjerne Damien Hirst har begået det ultimative samtidskunstværk, hvor man kan stå og se på sig selv og sige: 'Det er mig, jeg er kunst og jeg er samtid'
Damien Hirsts kæmpe badeværelsespejl bag ved en række små hylder, hvorpå der ligger en masse små kulørte piller. Der kan man stå og se på sig selv og sige: -Det er mig, det er samtiden. Det er forfærdeligt med al den psykofarmaka. Vi er jo dopede hele tiden!-.

Damien Hirsts kæmpe badeværelsespejl bag ved en række små hylder, hvorpå der ligger en masse små kulørte piller. Der kan man stå og se på sig selv og sige: -Det er mig, det er samtiden. Det er forfærdeligt med al den psykofarmaka. Vi er jo dopede hele tiden!-.

28. juni 2008

Det får ikke lov at være virkelighed særligt længe, før det bliver kunst. I hvert fald ikke, hvis det er spektakulær og sensationel virkelighed.

Ganske kort tid efter vedtagelsen af den nye anti-terrorpakke kommer en dansk spillefilm, som handler om konsekvenserne af overvågningssamfundet. På tv udtaler filmens producent, at han mener, det er vigtigt at sætte fokus på konsekvenserne af overvågningen. Han siger det, som om at hér har filmholdet virkelig sat et tabuiseret tema på dagsordenen. Og han ser ud, som om han selv tror på det. Man forstår som tv-seer, at der er tale om en 'politisk' og 'væsentlig' film, som taler lige ind i samtiden. Det er også på tide, tænker man hjemme foran fjernsynet. Men da producenten taler videre, synes man jo nok, at man har hørt det før. Strengt taget er det jo ikke første gang, at der bliver sagt 'Big Brother' og 'overvågningssamfund'. Det er der sådan set blevet snakket om i månedsvis. Og snakken på tv om denne nye og væsentlige politiske film lyder snart som endnu en snak mellem journalister og eksperter om det betænkelige ved overvågning og ikke mindst det uhyre betænkelige ved, at folk ikke bekymrer sig over overvågning.

Det minder lidt om den britiske tv-serie Spooks, som sendes på DR2, hvor hvert eneste afsnit er pakket med referencer til islamisk terrorisme, russiske oligarker, våbensalg til farlige slyngler og ikke mindst en kynisk politiske elite, som udnytter trusselsbilledet til at torturere politiske modstandere og manipulere den godtroende befolkning. Der er jo tale om en kritisk og politisk tv-serie. Men det er også en serie, hvor seerne kan glæde sig over den omfattende tv-overvågning i London. Det hjælper efterretningsheltene i serien, og det skaber fortrinlige dramatiske effekter. Og så er det jo helt klart et 'væsentligt' billede af samtiden.

Fra forside til film

Der gik selvfølgelig lang tid efter sagen om Blekingegadebanden, til den blev til en bog. Men straks var bogen blevet en succes, og så skulle det være en film. Og da først historierne om trafficking begyndte at køre i medierne, dukkede fænomenet op i tv-serier og kriminalromaner en masse. Ligesom arrangerede ægteskaber og æresdrab ikke fik lov at være på dagsordenen længe, før man kunne være sikker på, at synet af en ung, smuk og sørgmodig kvinde fra Mellemøsten i en dansk kriminalserie på tv ville være starten på en dramatisk og realistisk fortælling om en grusom faderskikkelse og et forfærdeligt arrangeret ægteskab. Nu har vi så også i dette forår fået en spillefilm om et arrangeret ægteskab. Tøndersagen måtte naturligvis blive til en bog, der godt nok ikke er et kunstværk, men bestemt heller ikke traditionel journalistisk.

Det er ikke så længe siden, at kritikere efterlyste den store danske samtidsroman. Det kunne for eksempel være historien om Nordisk Fjer, som gerne skulle blive til 10 høns og en roman, der talte lige ind i samtiden. Det var noget, man efterspurgte, så man kunne snakke om 'samtiden', når man snakkede om romaner. Det kunne kunstnerne og forfatterne godt tage sig sammen og levere, mente man. Litteraturen var nemlig langt væk fra virkeligheden, hed det sig. Og man kunne undre sig over, hvad det så var, der var involveret i litteraturen, hvis ikke det var virkeligheden. Men det var jo ikke en hvilken som helst virkelighed, der skulle blive kunst og litteratur. Det var den virkelighed, vi ellers går og snakker om.

I sin i øvrigt fortræffelige bog Den usynlige verden fra dette forår bekender sociologen Henrik Dahl, at han drømmer om en ny sangskat:

"Jeg drømmer", skriver han på bogens sidste side "om den dag, hvor vi synger fællessange om den majestæstiske Storebæltsbro, køreglæden, internatkursus-velværet, kollega-samværsglæden, weekendafslutningssorgen, skilsmisse-dårlig-samvittigheden, venne-weekend-ængstelsen, hente- og bringestress, vinterferien, havens skønhed ved midsommer, selvgjort-arbejde-glæden, vælger-altid-den-gale-kø-resignationen, glade-børn-glæden, og vi-må-drikke-lidt-mindre-rødvin-og-se-at-komme-på-slankekur-hykleriet."

Samtid eller roman

Det er naturligvis svært at finde rim til de lange kæder af ord, men mange af temaerne ligger lige til troubaduren Peter Sommer, der lyder, som om han slet ikke kan få nok af at trykke på sin egen dybsindige inderlighed, og Johnny Madsen har allerede lavet et hit om, at han sad i en bil på en motorvej og meget hellere ville sidde i en flyvemaskine.

Det er hverdagsfænomener, som der tales en del om i forvejen, så det skulle ikke være så svært at sætte noget melodi på. Og så ville disse hverdagsfænomener blive 'metabehandlet' og kanoniseret som synlig kultur. Man ville kunne synge om sange om det, der tales om ved middagsselskaber, i eksistens-interview i formiddagsbladene og i radioen. Når man er færdig med at se billeder fra venne-weekenden og høre om, hvor længe de to ængstelige par sad i kø i bilen ved storebæltsbroen, kunne man synge om det bagefter. Det ville være afveksling uden afveksling.

Det er, som om der i denne længsel efter en samtidssangbog og en samtidsroman er en længsel efter en kultur, hvor man kan sidde og pege på sig selv og sige: "Der er den jo, samtiden. Det er os, det der. Det er vores liv. Vi er samtiden, og nu er vi også blevet til kunst, litteratur og musik".

Det er ikke sangbogen eller romanen, der efterspørges. Det er samtiden forstået som vores opfattelse af samtiden, som sangbogen og romanen skal efterligne og bekræfte. Det siges også gerne med reference til en af de virkeligt store dramatikere, at teaterets formål er at holde et spejl op foran naturen.

Sådan et kunstværk har den britiske superstjernekunstner Damien Hirst lavet: Et kæmpe badeværelsespejl bag ved en række små hylder, hvorpå der ligger en masse små kulørte piller. Der kan man stå og se på sig selv og sige: "Det er mig, det er samtiden. Det er forfærdeligt med al den psykofarmaka. Vi er jo dopede hele tiden!". Der kan man stå og kigge på sig selv, og samtidig se på et kritisk kunstværk. Det er da også en slags skønhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer