I går var det planlagt, at Israels premierminister, Ehud Olmert, skulle have sagt pænt farvel til sin canadiske kollega, Stephen Harper, når han efter planen fløj hjem fra Ben Gurion-lufthavnen nær Tel Aviv efter fire dages officielt besøg.
Olmert blev sparet turen nedad bjerget fra Jerusalem. For to uger siden aflyste Harper sin rejse, og den tidligere canadiske ambassadør i Tel Aviv Norman Spector påtog sig at forklare avisen Haaretz hvorfor: "Den indenrigspolitiske situation i Israel er ærligt talt skandaløs. Premierminister Harper har intet at bestille dér, når hans vært står to skridt fra galgen," sagde han med henvisning til den verserende korruptionssag mod den israelske regeringsleder.
At Harper gør regning uden vært, eller rettere: uden Olmert, skal han ikke høre for. Men oddsene for, at den israelske regeringschef også denne gang undgår 'galgen', er gode. At Harper ikke ville have 'beg på fingrene' ved at trykke Olmert i hånden er sådan set mere opsigtsvækkende i betragtning af, at Canada er blandt Israels mest trofaste støtter på den internationale scene. Canada var således det første land, der afviste at deltage i en FN-konference om racisme næste år, da den ventes rutinemæssigt at munde ud i en fordømmelse af Israels behandling af palæstinenserne og de arabiske israelere, der udgør en femtedel af landets seks millioner indbyggere, og som stadig er underkastet restriktioner af apartheid-lignende karakter.
Men er selv de mest standhaftige venner af Israel bekymrede over afsløringerne af de snuskede tilstande i det israelske lederskab, er det krusninger sammenlignet med den lede, israelerne selv giver udtryk for.
I det såkaldte 'demokrati-indeks' for 2008, der er udarbejdet af analyse-instituttet Israel Democracy Institute og offentliggjort i avisen The Jerusalem Post, viser det sig, at kun én procent af de israelske vælgere har tillid til, at deres stat ikke er korrupt. Andre ni procent tror på, at korruptionen er 'minimal', mens 60 pct. betragter korruptions-niveauet som 'meget højt' og andre 30 pct. anser det for at være 'ret højt'. Af de institutioner, der i israelernes offentlige bevidsthed er sat til at beskytte demokratiet, rangerer de væbnede styrker højest med 71 pct. tilslutning. Medierne scorer 36 pct. - én procent mere end retsvæsenet! Men mest talende er vel tallet for mistilliden til, at politiske topposter kan opnås uden korruption: 51 pct. af alle israelerne mener, at det ikke lader sig gøre.
Sex, sjov og krimi
Det er sandsynligt, at meningsmålingen er påvirket af den vifte af smuds-anklager, der verserer og har verseret mod Olmert, der som det udtrykkes "blev premierminister ved en tilfældig ulykke", nemlig Ariel Sharons slag-tilfælde i januar 2006.
Sharon, der fremdeles ligger i koma, blev korruptions-efterforsket i 2004, da det kom frem, at en israelsk forretningsmand tilbød bestikkelse på millioner af dollars til Sharon, hans søn, Omri, og - Ehud Olmert. Pengene var angiveligt for 'hjælp' i en ejendomshandel. Omri og en anden søn, Gilad Sharon, blev senere anklaget for at have modtaget 1,5 mio. dollar af en sydafrikansk forretningsmand. Yitzhak Rabin, der blev myrdet i 1996, måtte gå af som premierminister i 1977, da det blev afsløret, at hans kone havde en ulovlig bankkonto i USA - hans afgang banede vejen for den første Likud-regering under Menachem Begin. Ehud Barak, premierminister i 1999-2001, blev efter sin afgang afhørt om ulovlige 'skuffeselskaber', der samlede bidrag til partikassen.
Korruption og magtmisbrug er således ikke ukendt i israels politiske og økonomiske elite, tillige med sex-overgreb, -chikane og ordinært fup og svindel.
Grunden til, at Israels mindst valgbare politiker, Shimon Peres - han tabte alle valg, han stillede op til i sin lange karriere, herunder præsidentvalget i 2000 - alligevel er sit lands præsident, skyldes forgængeren, Moshe Katsaws seksuelle appetit. Katsaw gik af i utide i 2006 efter aftale med retsvæsenet, der frafaldt en tiltale for voldtægt, men gav ham en betinget dom for 'sex-overgreb' mod fem kvindelige ansatte i hans kontor.
Liderlige Katsaw
Katsaw, en anonym Likud-politiker, der kom fra posten som turistminister og slog favoritten Shimon Peres i Knessets præsident-afstemning i 2000, havde hidtil klaret frisag mod fem andre kvinders anklager om tidligere sex-overgreb, der blev tiet ihjel. Men da en sekretær omsider tog mod til sig og anklagede sin chef for voldtægt, var hans embedsperiode omme. Peres blev præsident, så at sige på afbud. Og i dag er han ligefrem populær, hvad han ikke tidligere har prøvet at være, idet 47 pct. af israelerne ifølge demokrati-indekset har tillid til ham.
En anden sex-skandale, der er mindre i format, men måske mere typisk for atmosfæren i den politiske elite, har den nuværende 56-årige vice-premierminister, Haim Ramon, i centrum. Ramon, en af Ehud Olmerts loyale støtter i centrumhøjre-partiet Kadima, blev som justitsminister sigtet for 'seksuelt overgreb' på en 21-årig (nogle kilder siger 18-årig) kvindelig værnepligtig, da han under en fest i forsvarsministeriet i juli 2006 havde 'tvunget sin tunge ind i hendes mund'. Det er en sigende detalje, at 'kysset' blev tildelt den unge kvinde under en animeret fest, der fejrede de første fly-angreb på Libanon, der indledte den 34 dage lange krig. En tidligere forsvarsminister og general, Yitzhak Mordechai, der i en periode var Israels mest populære politiker, måtte forlade politik i 2000, dømt for sex-overgreb på kvindelige underordnede. Som Katsaw hævder Mordechai i dag, at han blev offer for 'et politisk komplot'.
Olmerts generalieblad
Olmert-registeret omfatter politimæssig efterforskning af hans aktivitet som overborgmester i Jerusalem, fungerende finansminister og nu som leder af regeringen. Han er beskyldt for at have modtaget returkommission ved køb af huse i Jerusalem - sidste sag er fra 2004, hvor han angiveligt fik et nedslag på ca. 1,5 mio. kr. ved køb af en luksusbolig, mod at sælgeren fik en byggetilladelser i Jerusalem, som Olmert regerede i perioden 1993-2003. En anklage for magtmisbrug handler om hans rolle som fungerende finansminister ved privatiseringen af Israels næststørste bank, Leumi Bank, som blev overtaget af private investorer til favørpris. Hver gang er han sluppet for videre tiltale, men den sidste sag tegner til at blive et afgørende søm i hans politiske ligkiste - kuverterne fra en amerikansk forretningsmand, Morris Talansky.
Hvad der lige har fået denne Talansky til at punge ud med 150.000 dollars over en periode på 14 år, er ikke fuldt opklaret. Indtil videre angives motivet som 'personligt venskab' - og hvem har med sådanne venner brug for egen opsparing?
Morris Talansky fløj i maj til Tel Aviv og vidnede i retssagen mod Olmert: En del af pengene blev givet som støtte til Olmerts valgkampagner gennem årene - senest hans kampgane i foråret 2006, der konfimerede hans position som premierminister. Han fik altid tilskuddene i kontanter, pakket i konvolutter, som Olmerts sekretær hentede efter at have ringet i forvejen. Men 40.000 dollars anføres under kolonnen 'personlige lån', som Olmert godt nok aldrig har betalt tilbage, men heller ikke har nægtet at betale tilbage. Talansky kunne underholde retten med Olmerts livsstil - han flyver ikke på business class, men altid på første klasse, han bor ikke i hotelværelser, men i suiter, og hans mani for dyre ure, fyldepenne og cigarer havde 'undret' millionæren Talansky.
Politiske snigskytter
Vidneforklaringen rystede en ellers hårdhudet israelsk offentlighed, der har hørt lidt af hvert, og førte umiddelbart til forsøg på politisk stormangreb mod Olmert. Ehud Barak, Arbejderpartiets leder, og Olmerts forsvarsminister, var formentlig i ledtog med Olmerts nærmeste rival i Kadima-partiet, udenrigsminister Tzipi Livni, der er ambitiøs og ikke uden erfaring som politisk snigskytte. Efter den såkaldte Winograd-rapport om regeringens fejltagelser i Libanon-krigen i 2006, der kom i januar i år, og hvori Olmert stemples som inkompetent, opfordrede Livni ham til at træde tilbage.
Olmert blev siddende, og når stormen på hans telt også denne gang lagde sig, skyldes det, at et nyvalg - Olmerts eneste svar til snigskytterne - efter alt at dømme vil bringe Benjamin Netanyahu og hans konservative Likud-parti til magten. Likud ligger for tiden bedst i meningsmålingerne, idet de israelske vælgere formentlig allerede har glemt de afsløringer, der kom i marts i år af Netanyahus misbrug af offentlige midler, da han i sommeren 2006 var en uge i London for at lobbye for den jødiske stats sag under Libanon-krigen mod Hizbollah. Det israelske tv-program, Kanal 10, har afdækket hvordan Netanyahu svinede med pundene - alene hans bar- og restaurant-regning løb op i 21.200 israelske shekel (ca. 30.000 kr.), han købte teaterbilletter (!) for 15.000 kr., og hans spektakulære hustru, Sara, fik ordnet hår hos den mondæne frisør, Jon Edwards, for 3.000 kr.
Netanyahus rejse var ikke godkendt af det relevante parlamentsudvalg i Knesset, og regningerne blev betalt af en forretningsmand fra Manchester, en vis Joshua Rowe, som har interesser i Israel. Der er ingen beviser for, at Netanyahu aktivt har ydet den generøse donor konkrete gentjenester, men det undersøges nu, om han har opgivet Rowe's 'gave' til skattevæsenet. Netanyahu har tidligere været grebet i griskhed, nemlig da han efter sin afgang som premierminister i 1999 'glemte' at opgøre i hvilket omfang, han havde forgrebet sig på offentlige midler.
Korruption som kultur
At israelske politikere rager til sig, er ikke nyt. Ej heller, at embedsmænd i offentlige styrelse og tjenester, tager for sig af mulighederne. Selv det israelske skattevæsen er martret af tyveri og svindel-sager, men det hører med til billedet, at korruption i Tel Aviv ikke opfattes på samme måde som korruption i f.eks. Hammel eller Odense. Korruption er en del af kulturen i Mellemøsten - den trives overalt på alle niveauer i hele regionen. Forskellen på Israel og naboerne er, at israelernes presse er uafhængig og kritisk, og at sagerne i Israel vækker mere opsigt, fordi Israel opfatter sig selv som et vestligt land.
Godt nok det vestlige land, der nyder mindst tillid i den internationale økonomi på grund af den generelle sikkerhedssituation, men som dog er med i den vestlige kreds.
Israelerne er ikke bekymrede for sagerne - de kommer og går, som de altid har gjort. Hvad der bekymrer israelerne er korruptionen af den nationale bevidsthed. Ari Shavit, en af landets respekterede journalister, gør i avisen Haaretz opmærksom på, at kernen i den zionistiske stat er ved at rådne. Han påpeger, at den rige elite har forladt de idealer, den jødiske stat byggede på i 1948 - det er blev god tone med både direkte og indirekte hån af militarismen, nationalismen og de zionistiske målsætninger, og denne " femte kolonne-virksomhed" truer selve statens eksistens og "udsuger dens livskraft".
I en stat uden selvværd, er korruption normen - det er den konklusion, der kan trækkes ud af Shavits såvel som andre bekymrede zionisters kritik.
Rolex som reteesnor
Tørre tal viser, at elitens børn unddrager sig militærtjeneste, hvis de kan komme afsted med det - en socialt umulig manøvre for 2o-30 år siden - ligesom både eliten og deres børn emigrerer til Europa eller USA (eller Canada), hvis de har mulighed for det.
Som Amos Elon, den israelske forfatter og samfundsdebattør, skriver et sted: Ehud Olmerts Israel er ikke Ariel Sharons Israel.
Ehud Olmert er erhvervsadvokat af baggrund, og når han siger "vi er trætte af at sejre, vi er trætte af at vinde, af at være arrogante, af at besejre vore fjender", signalerer han et andet Israel end Sharons og de zionistiske pionerers, et Israel, der knytter an til det gode liv på den anden side af Middelhavet. Et liv, hvor Rolex-ure og luksusboliger ikke er ensbetydende med forræderi mod nationale kerneværdier.
Og for resten: Olmerts to sønner bor i USA.
