Læsetid: 4 min.

Skuespillerstrejke truer Hollywood

Det var besynderligt nok at opleve én fagforening lamme Hollywood. At to gør det lige i rap virker skødesløst. Skuespillernes trussel om at udvandre, måske allerede i starten af næste uge, kaster de store film- og tv-studier ud i kaos
27. juni 2008

Det var besynderligt nok at opleve én fagforening lamme Hollywood. At to gør det lige i rap virker skødesløst. Skuespillernes trussel om at udvandre, måske allerede i starten af næste uge, kaster de store film- og tv-studier ud i kaos.

Uenigheden om en aftale, som denne gang står mellem skuespillerlauget Screen Actors Guild (SAG) og producenterne i Alliance of Motion Picture and Television Producers (AMPTP), forårsager allerede nu, hvad branche-eksperter har kaldt en "de facto strejke."

Produktionsafslutningerne på dusinvis af større projekter er blevet skrottet i betragtning af de stadigt flere tegn på, at SAG med sine 120.000 medlemmer ikke vil formå at løse uenigheden før tirsdag næste uge, hvorefter en egentlig strejke vil gå i gang.

Stor uenighed

De fleste større filmoptagelser er sat på standby eller færdiggøres i al hast for at undgå afbrydelser.

"Ingen laver noget nu, som skal være færdigt efter den 30. juni, og ingen begynder på noget nyt," siger en af SAG's advokater til The Hollywood Reporter. "Strejken har altså konsekvenser allerede nu."

Blandt ofrene for krisen er Ridley Scott, som har udskudt optagelserne til sin genindspilning af Robin Hood, Nottingham, til sidst på sommeren. Imens skynder Martin Scorsese, Peter Jackson og Steven Soderbergh sig at få afsluttet deres nuværende projekter før 1. juli. Det drejer sig om filmene Shutter Island med Leonardo DiCaprio, The Lovely Bones og The Informant.

Alle de medvirkende i High School Musical 3, GI Joe, When in Rome og Disneys Race to Witch Mountain haster også med at få de sidste optagelser i hus, før strejkevagterne dukker op.

SAG's uenighed går på næsten 70 elementer i det nye forslag til en kontrakt med de store filmselskaber, og dem bliver der nu købslået om i producerforeningen, AMPTP's, hovedkvarter i Sherman Oaks i Los Angeles.

De kødben, der efter sigende er på tale, omfatter betaling for film- og videoklip på nettet. Netop dette var omdrejningspunkt i den tidligere manuskriptforfatterkonflikt.

Branchen vånder sig

Uden nogen udsigt til en løsning udskydes optagelserne af mange igangværende projekter samt arbejdet med special effects på ubestemt tid, indtil konflikten er løst. Fortsættelsen af The Transformers bliver snart afbrudt, og det samme gælder Angels & Demons, efterfølgeren til Da Vinci-mysteriet.

Fjernsynet rammes af fornyet kaos. Efterårssæsonen med sine mange tv-serier blev i forvejen slået ud af kurs af den 100 dage lange forfatterkonflikt. Producenterne af 24 timer har besluttet ikke at tage nogen chancer og har aflyst serien et helt år.

Uanset udfaldet kunne utilfredsheden nu ikke være kommet på et værre tidspunkt i en branche, som stadig vånder sig over prisen for den første strejke i 20 år.

Den økonomiske tænketank The Milken Institute i Californien beregnede for nylig, at delstaten ved udgangen af året vil have mistet omkring 2,1 mia. dollar og 37.000 job, allerede som det er nu.

"Selv hvis skuespillerstrejken ikke bliver til noget, er der en økonomisk effekt af det, der allerede nu foregår, som påvirker produktionsplanerne," siger rapportens forfatter, Kevin Klowden.

"Selv en lille strejke vil forsinke indhentelsen af det forsømte."

Konflikten har fået yderligere vægt i fagforeningskredse af, at SAG's mindre rival, Aftra, for kort tid siden blev enige med AMPTP om en kontrakt. I en Monty Python-agtig strid forsøger SAG nu at afholde Aftras medlemmer fra at godkende aftalen.

"Vi er frustrerede og nedslåede over, at forhandlingerne er gået i stå, fordi SAG's Hollywood-ledelse er optaget af sin kampagne om at blande sig i en anden fagforenings forhold," sagde en talsmand for producerne i AMPTP, Jesse Hiestand i går.

"Producenterne er fortsat interesserede i at undgå endnu en skadelig og unødvendig strejke og opnå en ny rimelig og fremadrettet arbejdsaftale."

Tøset guvernør

Uanset hvad er det skuespillerne og teknikerne, der vil blive hårdest ramt af en afbrydelse af arbejdet. The Actors Fund, som er en velgørenhedsfond, der støtter ansatte i filmindustrien med økonomiske problemer, sagde i går, at den indtil videre i år har modtaget 800 ansøgninger om støtte. Det er fire gange flere end sædvanligt.

"Normalt giver vi 250-350.000 dollar ud om året i Los Angeles til økonomiske nødsituationer," siger en talsmand.

"I år har vi allerede givet 1,2 mio. dollar ud. Hvis den nye strejke sker, vil det være altødelæggende for folk."

George Clooney donerede for nyligt 25.000 dollar til fonden, mens andre store stjerner er gået i brechen for at forhindre strejken. Blandt andet indrykkede Tom Hanks en helsides annonce i Variety, hvori han opfordrede konfliktens to parter til at nå frem til en forståelse.

Balladen kan også smitte af på den politiske scene. Californiens guvernør, Arnold Schwarzenegger (som er medlem af SAG) var genstand for en ophidset leder i gårsdagens Los Angeles Times, der kritiserede hans manglende indgriben i konflikten.

"Vi så, hvordan du håndterede manuskriptforfatterstrejken. Det var sandt at sige temmelig tøset," stod der.

© Independent og Information

Oversat af Sara Høyrup

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu