Læsetid: 2 min.

Skulptur

Hvad bestiller fløjtelæreren egentlig bag Garnisons Kirke?
Kultur
30. juni 2008

Jeg går der tit og har for længst registreret det lille bylandskabs ingredienser, alt det man færdes hjemmevant imellem. Sankt Annæ Plads med anlæg og skulpturer. Derhenne står Tietgen stiv af bronze og diplomatfrakke med høj hat på hovedet. Ham er der ikke megen musik i, selv om han nu har udsigt til både opera og skuespilhus, i modsætning til komponisten J.P.E Hartmann, der oven i købet har en lænestol til rådighed lidt længere henne.

Og så endelig Christian 10, der til hest styrer lige mod Bruun Rasmussens auktioner. Et kvarter med en egen kombinatorik.

Mere diskret er det lille anlæg eller square mellem Store og Lille Strandstræde, som jeg ikke har skænket mange tanker, før der nu står tre turister og under stor nysgerrighed indfanger den lille skulptur i deres digitale kameraer. Hvad har de set? Da de er færdige, giver jeg mig til at læse det lille skilt på stakittet med oplysningen 'Otto Evens: En fisker lærer en dreng at spille fløjte'.

Nok er der mange uventede anbringelser af intime situationer i sten og bronze rundt om i byen. Løve, der æder en hest i Kongens Have, fauner i Østre Anlæg og diskoskaster i Botanisk Have etc., men hvad bestiller fløjtelæreren her bag Garnisons kirke?

Har han med Concerto Copenhagen at gøre, som jævnlig bruger kirken til skønne barokkoncerter, eller er han amatørismens svar på Lars Ulrik Mortensen?

Otto Evens (1826-95) var en ganske flittig skulptør med blandede produkter. Ved en anden kirke i indre by, Trinitatis, har han forenet digterne Ewald og Wessel i et gravminde ved siden af Rundetårn. De havde ikke noget med hinanden at gøre, ud over at de var samtidige og blev jordlagt dér. Sådan er kunstens og den kommunale byplanlægnings teknik og praksis. Snedige kombinationer.

Musisk menneskefisker

Evens var som datidens kunstnere på dannelsesrejse i Italien, og dér fik han inspirationen til 'Neapolitansk fisker lærer sin søn at spille fløjte'. Og som hørt så gjort.

Selv lærte jeg at spille blokfløjte af den gode sanglærer i Aalborg i Danmarksgades Skole, 2. mellem.

Han købte blikfløjter til os, og vi gik videre med blokfløjter af træ, lærte på den måde noder og at spille og synge danske sange fra bladet. Vi sad vel ikke mellem hans knæ som den napolitanske dreng på græsset derhenne ved Nyhavns bredder, men hans omhu og entusiasme har jeg i stærk erindring.

Hjemvejen går over Kongens Nytorv og gennem Bournonvilles passage under Stærekassen, hvor Ejnar Nielsens mosaikbilleder giver ly for regnen. De er så velkendte, at jeg ikke skænker dem stor opmærksomhed.

Men så ser jeg pludselig Carl Nielsen stå deroppe og spille på en fin traversfløjte omgivet af beundrende storke, køer og får. Sådan etableres med et forbindelsen mellem det barnlige pifteri og den store kunst.

Tågen letter.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her