Læsetid: 5 min.

At skynde sig langsomt

Kundera får mig til at stoppe op og tænke over det, jeg har, og hvor jeg gerne vil hen
Den tjekkiske forfatter Milan Kundera - her i Paris i 1975 - sætter livet i perspektiv, skriver Venstres Ellen Trane Nørby.

Den tjekkiske forfatter Milan Kundera - her i Paris i 1975 - sætter livet i perspektiv, skriver Venstres Ellen Trane Nørby.

5. juni 2008

At ligge på badeværelsesgulvet var lykken. Vestenvinden tung og genstridig. Altid imod mig, når grusvejene hjem fra skole skulle tilbagelægges i slud, regn og rusk. Men så var lykken at ligge der på badeværelsesgulvet med en bog, at mærke gulvvarmen trænge gennem kroppen og varme knogler og kød op. Først var det De fem, Jan- bøgerne og meget andet, der blev slugt på det blå badeværelse, der aldrig var ledigt, når jeg var kommet hjem fra skole. Siden blev det de unge danske forfattere som Helle Helle, Merete Pryds Helle, Naja Marie Aidt, Mads Brenøe, hvad skete der egentligt med ham efter sex med en brødrister. Siden blev det Hesses Steppeulv, Kunderas Identiten, Jonas Bengtsons Submarino og Aminas breve og en liste lang, der ligger forude.

Det var med Kundera, at jeg mødte en forfatter, der satte livet i perspektiv. Det var her, jeg fandt den stemning, jeg synes er vigtig at bære med sig ud i verden. Bevidstheden om, at livet er en perlerække af valg, hvor man selv er herre over at træffe dem, såvel som ikke træffe dem. Som Sartes lukkede døre vælger vi selv, hvilke vi vil åbne. Nuvel, livet er også en lang række af fristelser, og djævlen hiver i os fra alle sider.

Kunderas forfatterskab bliver også et vidnesbyrd om, hvem vi er som mennesker. Om det at blive vidende efter at have levet i uvidenhed som Josef, der vender hjem i Uvidenheden. Om at ændre os, fordi andres syn på os påvirker vores selvbillede, som det er tilfældet for Chantal i Identiteten.

Men Kundera har også den større historiske dimension. Den iboende fortælling om det delte Europa, som var min barndoms største vidnesbyrd. Den tjekkiske videnskabsmand i Langsomheden bliver rørt over alle de ting, han aldrig har oplevet. Rørt over igen at kunne gøre det, han interesserer sig for, nu hvor ufrihedens åg har løftet sig, og kommunismens tankekontrollerende bånd ikke længere snærer. Pludselig er han igen herre over sit eget liv.

Bøger i bilen

Mange af mine barndomsferier var bilture ned gennem Europa. De opkogte slagsmål med min lillebror, når temperaturen bag i den lille Corolla steg, som grænserne blev passeret. Til Italien, hvor tolderne råbte 'Laudrup, Lau-drup' ved synet af vores Danish Dynamite shorts og trøjer, til Sydfrankrig og til det Balkan, der siden stod i flammer.

Siden gik turene til Øst-europa; Polen, Tjekkiet og Slovakiet. Til det nu åbnede Europa, som Kundera kom fra, og hvor mange af hans personer havde rod. Her fulgte jeg gennem ferier den udvikling, der nu tog fart. Den vækst, der kom mange til gavn, men også efterlod mange med bristede drømme fordi det pludselig var evner, der betød noget. Det satte livet i perspektiv.

Det er klart, at min lithauiske veninde Milda eller min mozambiquiske veninde Selcia har en helt anden livsbagage med sig, end jeg har. Jeg tænker ofte på det, netop når vi taler frihed. At friheden til at vælge mister sin betydning, hvis friheden kun består i at kunne vælge den bro, man vil sove under natten efter. Derfor er det selvfølgelig klart, at forudsætningerne er forskellige, men hvor end vi befinder os, hvor end vi er som mennesker, så ændrer intet ved det absolutte faktum, at valget starter hos os selv.

Livet er her

Nej, livet er ikke et andet sted, som Kundera kaldte en af sine bøger. Livet er her. Og det er os, der lever det. Vi bestemmer selv hvordan, og vi træffer selv valgene. Hastigheden bestemmer vi også selv. Skøjter vi af sted i livets ulidelige lethed, eller fordyber os. Vi kan skynde os langsom eller som Vincent i Langsomheden sætte os op på motorcyklen og glemme verden, som hastigheden øges. Hurtigheden, vor tids åg, bliver hos Kundera at stikke af fra den virkelighed, man befinder sig i. For når hastigheden øges, forsvinder bekymringerne, og den, der er frigjort for fremtiden, har intet at frygte. Alt i alt handler mange af Kunderas fortællinger om tid. Og dette ultimative udsagn om, at vi selv bestemmer, hvordan vi bruger vores tid, TID.

Tid, der flyver af sted. Tid som går og aldrig kommer tilbage. Tid som bruges, og tid som kunne bruges anderledes. Tid til at stoppe op, trække vejret og tænke sig om. Mange undgår det i dagligdagen for tænk nu, hvis man pludselig kunne mærke følelsen af, at man måske burde bruge sin tid på noget andet. Tid til at gøre det, vi ikke har nået, tid til gøre det, vi gerne vil noget mere.

Tid til at møde andre mennesker. Tid til at være noget for andre mennesker.

Tid til at stoppe op og lytte. Tid til at være sammen med dem, som man elsker. Vi har en tendens til hele tiden at vente og hige efter noget andet end nutiden og dagligdagen - i ugens løb venter vi på weekenden, og i årets løb venter vi på ferierne eller på hvornår vi ved, at knokle røven ud af bukserne, har tjent penge nok til et eller andet materielt, som reelt alligevel ingen værdi har i forhold til egentlige livsværdier.

Glemmer vi helt at sætte pris på nutiden og glæde os over de små ting i dagligdagen; et godt og spændende arbejde, dejlige børn og familiemedlemmer, gode venner, en god bolig og en smuk natur omkring os, men måske allermest et godt helbred, for hvis ikke helbredet er i orden, kan det være lige meget med det andet.

Netop fordi mange af os glemmer alle de små ting, der gør livet værd at leve, når vi raser gennem en stresset hverdag, så er der grund til at hive det frem og huske det.

Det får Kundera mig til. Til at stoppe op og tænke over det, jeg har, og hvor jeg gerne vil hen. For tilværelsen er ikke 'En spøg'. Det er en række af latterlige lidenskaber, latter og glemsler, vores tro på udødeligheden og sidst en afskedsvals med livet og et blik tilbage på de valg, vi har truffet - eller netop ikke truffet.

Også Kunderas lette sætninger, der løfter sig fra papiret, som var de fjer. De korte kapitler, den resolutte handlen tiltaler mig, og det er vel også denne form, der gør, at Naja Marie Aidt bliver en af mine danske yndlinge, hvor livets ubønhørligheder drager, og hvor kærligheden smerter. Hvor myggestik bagatelliseres, og englene flyver højt. Jo, jeg elsker at læse, fordi det perspektiverer det liv, vi lever. For verden bliver sylet fast og menneskets egen betydning udpenslet.

Ellen Trane Nørby er MF for Venstre, social- og Ligestillings-samt medieordfører

Serie

Seneste artikler

  • Det drejer sig om Eventyret

    6. november 2008
    Politisk set var figuren Corto Maltese anarkist med en kraftig hældning til venstre, men han var aldrig nogen stor kollektivist. Han var enspænder, og så var han vist i grunden altid lidt trist til mode
  • Humor kaster skygger

    30. oktober 2008
    Der er en dybde i Benny Andersens lyrik, som vi aldrig taler om
  • Det fremmede og modernistiske fra Japan

    16. oktober 2008
    Et sted mellem Paul Auster og Franz Kafka
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

At så mange højrepolitikere har en forbacsende god litteratursmag, bekrævter vel egentlig kun, at skønlitteratur desværre sjældent påvirker holdninger.