Hvordan kan de gøre det? Det er en gængs reaktion på endnu en overskrift om en selvmordsaktion, hvor kvinder og mænd pakker sig ind i sprængstof og går en sikker død i møde for at dræbe modstandere og skabe panik hos fjender. De må være skræmte eller hjernevaskede, er den næste reaktion. For hvordan kan man frivilligt give sit eget liv for at slå andre ihjel? Og hvordan kan en religion acceptere den slags grusomhed uden at diskvalificere sig?
For at forstå og måske endda acceptere selvmordsterrorister behøver vi ikke at bevæge os ud i det fremmede. Vi han en forklaring midt iblandt os. I Søren Kierkegaards lille bog Frygt og Bæven leveres en indgående forklaring på, hvordan alle etiske hensyn kan tilsidesættes, hvis man står under Guds befaling. Kierkegaards eksempel er Abraham, som af Gud får besked på at ofre sin søn, Isak, på Morija Bjerg. Og det er interessant, at Abraham også optræder i Koranen, hvor han kaldes "et forbillede for menneskene" (Sura 2.124) - om end Koranens Ibrahim kun har navn og status tilfælles med Det gamle Testamentes Abraham.
Gud vil prøve Abrahams lydighed og befaler ham at ofre sin søn, som Abraham har fået sent - 100 år gammel - og som skal gøre Abraham til stamfader. Kun fordi Abraham elsker sin søn højt, er det et offer at ofre ham. Abraham bliver fristet - og fristelsen består i at afvise det etiske krav om at elske sin søn i kraft af lydighed over for Gud. Kierkegaard taler om en "teologisk suspension af det etiske", altså at lade etiske hensyn vige for et højere formål. Dræb - eller dø - om så det gælder.
Gud står over etikken
Hvis jeg hørte stemmer, som beordrede mig til at ofre min søn, ville jeg hurtigt blive hentet af et par flinke mænd i hvide kitler, som ville pakke mig ind i en trøje med sjove ærmer. Men nåede jeg at gøre det, ville jeg ikke være 'troens ridder', men en gemen morder, måske utilregnelig i gerningsøjeblikket. Kierkegaard advarer folk mod uden videre at efterligne Abraham. Ikke desto mindre er Abraham en helt - ikke blot en tragisk helt, der som den græske kong Agamemnon ofrer sin datter for at formilde guderne, men en religiøs helt, som ikke kan forklare sig over for andre, fordi det ene og alene handler om tro. Agamemnon lod et højere etisk hensyn vinde over et lavere etisk hensyn, han satte offentlige over for private hensyn. Det er forståeligt og forsvarligt. Kierkegaard gør gudsforholdet til en kraft, der står over etikken og altså berettiger mord, eller rettere: forvandler mord til ofring. Det er uforståeligt og uforsvarligt.
Det absurde trodser fornuften. Menneskelig talt, siger Kierkegaard, er det afsindigt. Ingen digter kan nå ham og forstå Abraham, som er loyal over for Gud og illoyal over for alt andet.
Men hvordan kan man nu vide, at det er Gud, som befaler? Hvad er kriteriet? Kierkegaard kredser om spørgsmålet, men giver ikke noget direkte svar. I Abrahams tilfælde er sagen måske let nok, eftersom han var vant til at tale med Gud, f.eks. da han forsøgte at snakke Gud fra at redde Sodoma og Gomorra. Sådanne samtaler hører dog allerede op i Det nye Testamente, hvor ikke engang Jesus på korset kunne komme i kontakt med sin far.
I sidste ende bliver det lidenskaben, der leverer den afgørende grund. Afgørende er den kraft og konsekvens, hvormed man fastholder sin mission. Kun lidenskaben overbeviser. Det er måske forskellen mellem en hellig kriger, som er parat til at dø for sin sag, og en professionel soldat, som tænker på sin sikkerhed og sin familie.
Personlig lidenskab overbeviser stærkere end almen fornuft. Blot er den umulig at forklare. At der er lidenskab bag betyder ikke, at ofret er let. Abraham ofrer sit livs lykke, terroristen sit liv. Kierkegaard fordyber sig i den tid, som går fra Abraham modtager ordrer til han løfter kniven for at dræbe Isak. Det er en usikker tid. Men "nøden og angsten" giver en absurd begrundelse og tester måske, om ofret er alvorligt ment. Også terrorister må have deres onde tid før det afgørende sekund.
Alene over for Gud
For Kierkegaard er det vigtigt, at Abraham står alene over for Gud. Troens riddere er eneboere og kan ikke hjælpe hinanden. Her dukker en vigtig forskel mellem Abraham og terroristen op. Mens Abraham er protestant og får ordren direkte fra Gud, er terroristen, om jeg så må sige, katolik, så ordren formidles gennem et teologisk hierarki: kirken taler på Guds vegne. Det bryder Kierkegaard sig ikke om. Det sætter alvor til, og det blander humane hensyn ind i det private gudsforhold, så det bliver uklart om pligten er etisk eller religiøs. Og så er der jo de mange jomfruer.
Det er dog variationer over samme tema. Det afgørende er, at religion er absolut, mens etik er relativ. Den trumfer også over lov og forfatning. Derfor insisterede statsteoretikere som Hobbes og Hegel på, at staten går forud for alt andet. Kierkegaard derimod betragter det enkelte individ som "inkommensurabelt" med staten. Et menneske går ikke op i et fællesskab.
Kierkegaards 'mord'
Nu kunne man indvende, at 'Abraham på Morija bjerg' blot er en metafor på en måde at løse en konflikt. Kierkegaard havde, som vi alle ved, problemer med sin far og sin ex. Han brugte Abraham både til at vise, hvordan han selv var blevet ofret af sin far, og hvordan han havde ofret sit ægteskab med Regine. Det kan være slemt nok at gå fra sin kæreste. Symbolsk er det måske 'mord', og Kierkegaard siger selv, at han 'myrdede' Regine. Alligevel er det noget andet end fysisk udslettelse. Mord er forbudt, utroskab er ikke..
Abraham er dog mere end en metafor. Kierkegaard insisterer på hans realitet. Han er ikke "en Nullitet, et Phantom, noget Stads". Han skal tages alvorligt, og det samme skal hans offer. Han hader ikke mennesker, slet ikke sin egen søn. Præcis derfor må han gøre som han skal for at være lydig.
Det er svært at forestille sig, at udvælgelsen af selvmordskandidater foregår med den eksistentielle alvor, som Kierkegaard kræver. Men det er ikke svært at se, at dybt i enhver religion, som tager sig selv dødsens alvorligt, ligger en afvisning af etiske hensyn og hermed en højere ret til død.
