Læsetid: 4 min.

Stilheden er forbi i støjrockens drømmerige

Få rockbands har igennem de seneste par årtier været genstand for så store forventninger og mytedannelser som irske My Bloody Valentine. Siden bandet stoppede i 1992, har rygterne svirret om en gendannelse samt en ny udgivelse, som kunne følge op på hovedværket 'Loveless'. For de fleste var håbet ved at rinde ud. At bandet efter alt at dømme spiller på denne sommers Roskilde Festival er en af årets helt store overraskelser
Efter 16 års pause og en endeløs strøm af comeback-rygter står Kevin Shields nu igen på scenen i spidsen for My Bloody Valentine.

Efter 16 års pause og en endeløs strøm af comeback-rygter står Kevin Shields nu igen på scenen i spidsen for My Bloody Valentine.

Marc Broussely

28. juni 2008

Når rockkritikernes lister over de vigtigste plader fra 90'erne er blevet gjort op, har My Bloody Valentines Loveless figureret særdeles højt - i flere tilfælde højere end mere populært kanoniserede plader som Nirvanas Nevermind eller Radioheads OK Computer.

Albummet, som udkom i november 1991, er således en af de vigtigste milepæle i den nyere rockhistorie. De på en gang voldsomme og blidt svævende støjudladninger tæt filtret sammen med sarte drømmende vokaler dannede en svimlende og desorienterende popmusik, som syntes at udviske enhver stabiliserende faktor og være på randen til at opløse sig selv i en altopslugende, men sød og nydelsesfuld intethed.

Guitarstøj var aldrig hørt på denne måde tidligere.

"Normalt bliver støjen i rockmusik brugt ekspressivt, til en voldsom udladning af energi. My Bloody Valentine vender energien indad i en mere blød støjrock, som samtidig er sensuel og drømmeagtig," fortæller Torben Sangild, som er postdoc på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet og forfatter til bogen Støjens æstetik, som bl.a. behandler My Bloody Valentines særlige tilgang til støjen.

Et dyrt geni

16 år efter står Loveless stadig som bandets seneste udgivelse. Albummet var da også en rockmusikalsk fødsel af de helt svære. Efter at have opnået en pæn undergrundssucces med albummet Isn't Anything, som for første gang antydede My Bloody Valentines særegne lyd, var det med fuld opbakning fra pladeselskabet Creation Records, at bandet gik i studiet for at indspille opfølgeren, som forventedes færdig inden for få uger. Da det to år og angiveligt 250.000 pund af selskabets penge senere vendte tilbage med Loveless, var det til et selskab på randen af økonomisk såvel som mentalt sammenbrud, grundet de skyhøje omkostninger.

Sådan lyder i hvert fald udlægningen fra tidligere Creation-boss Alan McGee, der efter udgivelsen så sig nødsaget til at fyre gruppen. Selv om bandets frontmand og ubetingede hovedkraft, Kevin Shields, har en mildere version af historien, kan der ikke herske tvivl om, at han er en vanskelig og egensindig person at have med at gøre, hvilket selskabet Island også måtte sande efter at have brændt fingrene for over 500.000 pund på en opfølger, der aldrig kom. De seneste seks år har bandet således stået uden kontrakt, og selvom det aldrig officielt er gået i opløsning, har medlemmernes aktiviteter udelukkende været spredt til andre bands og projekter - det eneste originale materiale fra Kevin Shields har været fire numre til filmen Lost in Translation fra 2003.

Uvurderlig betydning

Mens My Bloody Valentine de seneste mange år har levet en tavs mytologisk tilværelse med rygter om tiltagende vanvid og isolation, har dets musikalske afkom fået sit eget frodige liv og sat sig eftertrykkelige spor i musik-verdenen.

"My Bloody Valentines betydning har været uvurderlig, og deres æstetik har spredt sig ud i alle mulige retninger og påvirket mange forskellige genrer," siger Sangild.

I kølvandet på Isn't Any-thing opstod således en bølge af bands, som lod sig inspirere af My Bloody Valentines lyd og dyrkede de samme tætte lag af guitarstøj og sarte vokaler. Grupperne, som bl.a. inkluderede Slowdive, Ride, Lush, Boo Radleys og Chapterhouse, blev med en lettere nedsættende betegnelse døbt shoegazers, på grund af deres indadvendte sceneoptræden, og bølgen blev hurtigt overskygget af mere let håndgribelige stilarter med forsidevenlige ikoner som grungen og britpoppen.

Efter en tid begyndte shoegazer-lyden imidlertid på ny at dukke op, dog ofte i andre sammenhænge end tidligere. I slutningen af 90'erne tog elektroniske kunstnere som Bowery Electric, Boards of Canada, Fennesz og Oval således stilartens tekstur-fokuserede lyddesign til sig og udnyttede det inden for deres eget univers. Efterhånden kom lyden dog også stille og roligt tilbage til rockmusikken, hos bands som Mogwai, Sigur Ros, Black Rebel Motorcycle Club samt danske Mew og i den seneste tid i mere direkte form hos grupper som Radio Dept., Serena Maneesh, M83, Filmschool og danske Rumskib, der i mange tilfælde lægger sig så tæt op ad den oprindelige lyd, at musikpressen er begyndt at snakke om en nu-gazer-scene.

Øresønderrivende

Da det sidste år forlød, at shoegazer-stilens fædre ville vende tilbage med koncerter og nyt materiale i 2008, var det svært for alvor at tro, selvom nyheden kom fra Kevin Shields.

"Lige siden 1993 har der gang på gang har været rygter om, at My Bloody Valentine kom med en plade eller var gendannet, uden at det dog nogensinde er blevet til noget. Nu hvor de har givet deres første koncert, synes det dog svært at komme udenom," fortæller Sangild, som på den ene side finder det spændende, da han selv har haft store oplevelser ved de fire koncerter med bandet, han har været til, og på den anden side frygter, at det ender i en skuffelse som med så mange andre gendannelser.

Reaktionerne på de første koncerter, som de netop har spillet i Storbritannien, har dog været særdeles positive, og det tegner til, at bandet tager tråden op, hvor det slap med koncerterne på deres Loveless-turné i 1992.

Koncerter, som i sig selv er gået hen og blevet legendariske, ikke mindst på grund af det ekstremt høje lydniveau og den kompromisløse tilgang til støjen, som eksempelvis kom til udtryk i en berygtet 15-20 minutters støjpassage i nummeret "You Made Me Realize", der hos visse publikummer gav hallucinationer og 'ud-af-kroppen-oplevelser', hos andre en trang til at udvandre. Fra pålidelige kilder lyder det således, at kravene til spillesteder og festivaler på deres igangværende turné blandt andet har inkluderet en uges soundcheck, godkendelse af alt udstyr på scenen og absolut ingen restriktioner på lydniveauet! Om ikke Roskilde Festival skulle have haft et par indsigelser mod dette ville undre, men det tilrådes dog på det kraftigste at medbringe ørepropper, når My Bloody Valentine indtager Arenascenen næste lørdag kl. 21.00.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu