Læsetid: 7 min.

Stillehavets bølgers sang

Af de tre Beach Boys-brødre regnedes Dennis Wilson som den smukkeste, den frækkeste - og den mindst talentfulde. Han stod i skyggen af især storebror, geniet Brian. Ikke desto mindre regnes hans 'Pacific Ocean Blue' fra 1977 for det nok bedste soloalbum fra en Beach Boy
Dennis Wilson blev hurtigt Beach Boys- populæreste medlem hos de kvindelige fans i kraft af sit skuespilleragtige udseende og en sexappeal, der var til at føle på.

Dennis Wilson blev hurtigt Beach Boys- populæreste medlem hos de kvindelige fans i kraft af sit skuespilleragtige udseende og en sexappeal, der var til at føle på.

30. juni 2008

Der var en gang en mand, der hed Murry Wilson. Han var nok ikke anderledes end så mange andre mænd af den generation - født i 1917 tilhørte han den stræbsomme del af den amerikanske arbejderklasse; og så havde han en drøm: En drøm om at blive en Irving Berlin eller en Cole Porter.

Så samtidig med han passede sit arbejde og sørgede for sin hustru og de tre sønner, hun fødte ham i årene 1942, '44 og '46, komponerede han løs og fik sågar afsat en enkelt komposition til orkesterlederen Lawrence Welk.

Hans ambitioner førte til, at han fik sin egen lille gesjæft, en maskinhandel, og hen ad vejen kunne han flytte sin familie ind i et præfabrikeret hus i Los Angeles-forstaden Hawthorne. Men det var musikken, han brændte for - om end han i dag nok mestendels ville være en fodnote til en fodnote i et imaginært værk om Welk, havde det ikke været for hans tre sønner, Brian, Dennis og Carl, der alle arvede hans kærlighed til musik - og i Brians tilfælde ydermere velsignedes/forbandedes med noget, der til forveksling mindede om genialitet.

Midterbarnet

Men Murry havde også en mørk side; han var voldelig, manipulerende og kontrollerende. Så hans sønner lærte sig forskellige strategier for at overleve - Brian ved at øve sig på klaveret (hvor han var fredet i klasse A) i en uendelighed, og Carl, den yngste, ved at blive mors dreng og i øvrigt udvikle en spiseforstyrrelse, der fulgte ham frem til hans død som 52-årig i 1998.

Og Dennis, midterbarnet, fandt fred fra faderens raseriudbrud og korporlige afstraffelser på stranden, hvor han hang ud med bumser og surfere og ydermere lærte at tæmme den vilde Stillehavsbrænding. Som den eneste af brødrene, i øvrigt.

I dag ville han nok blive diagnosticeret med den neuropsykiatriske lidelse ADHD (attention deficit/hyperactivity disorder), men set med datidens øjne var han bare en skidt knægt.

Lyden af American dream

Netop hans besættelse af livet på stranden og surfersportens glæder fik ham til i 1961 at opfordre storebror Brian til at skrive sangen "Surfin'", der blev et lokalt hit samme år og som via Murrys drive og frækhed førte til en kontrakt med det prestigefyldte Capitol Records, som ellers indtil da havdeforsøgt at holde rock'n'roll-uvæsenet fra døren, ved simpelthen at ignorere det.

Men med Beach Boys i stalden gik det stærkt, og i årene 1962-1965 fik såvel band som pladeselskab 16 hits, der alle omhandlede surf, hurtige biler, solbrændte (uopnåelige!) piger og teenagelivets glæder og sorger i det dengang allerede fuldt udviklede californiske forbrugersamfund.

Få bands har formået at få den amerikanske drøm til at lyde så tillokkende - ikke mindst på grund af Brians eminente kompositioner og gruppens udsøgte korarbejde, som stadig ikke rigtigt er blevet matchet inden for rockmusikken.

Jokeren på trommer

Til at begynde med var Dennis Wilson jokeren i spillet. Han lærte sig at spille trommer - måske nok snarere at slå på tromme - da det var det eneste instrument, der var tilbage og blev hurtigt gruppens populæreste medlem hos dens kvindelige fans i kraft af sit filmskuespilleragtige udseende og en sexappeal, der var til at føle på.

Og hvor Brian og Carl på mange måder forblev misfits, trods anerkendelse, berømmelse og penge, nød han spotlightet i fulde drag og påtog sig uden kvaler rollen som legemliggørelsen af gruppens lyd og tekster. Tilsyneladende den fødte playboy førte Dennis musikalsk en tilbagetrukket tilværelse i et forum, der prægedes af Brians stedse mere radikale eksperimenter og Carls suveræne guitarspil og klokkeklare stemme, der benyttedes som lead i gruppens mere følsomme sange, mens drengenes merkantilt orienterede fætter Mike Love sang for i de mere typiske livsstilssange.

Og endelig benyttedes Brians uforlignelige falset i især de stedse mere eksistentialistisk orienterede sange, der kom til hen ad vejen. Men selv om Dennis udgjorde en uundværlig del af gruppens harmonisk forfinede korarbejde, ansås hans mere rå og grusede stemme ikke for egnet til lead-sang på samme måde som hans gryende evner som komponist (og pianist!) måtte vente på at få plads ved de fines bord.

En hyldest til havet

I kølvandet på Brian Wilsons voldsomt dokumenterede deroute - mentalt, menneskeligt og musikalsk - i årene efter 1967 ændredes gruppens struktur og selvforståelse, hvorfor dens andre medlemmer langsomt begyndte at bidrage med sange.

Den første Dennis Wilson-komposition, gruppen indspillede, hed "Little Bird", bagsiden af singlen "Friends" fra '68 og at finde på albummet af samme navn.

Men Dennis' storhedstid faldt i 1970'erne, indvarslet af hans første mesterkomposition, "Forever" fra Sunflower (1970), der etablerede ham som gruppens næstvigtigste komponist. Han blev dog ved med at leve det hurtige liv, men det faktum, at gruppen fik eget studie, gav ham en legeplads, hvor han kunne udfolde sine ideer og sin vision. Hans største fjende var kombinationen af selvhad, selvdestruktivt drive og mangel på koncentrationsevne (selv om alle, der kendte ham, især hæfter sig ved hans varme, nærvær og generøsitet), men i efteråret 1976 trådte pladeselskabsmanden Jim Guercio til, parrede ham med produceren/co-sangskriveren Gregg Jakobson, og det næste halve år arbejdede de to mænd på det, der skulle blive Pacific Ocean Blue - et album helt ulig noget andet, hvad enten vi taler Beach Boys eller popmusik som sådan.

Pacific Ocean Blue blev pænt modtaget, da det udsendtes i august 1977 - som det i øvrigt første soloalbum fra en Beach Boy!

Anmelderne priste det for dets dybde og følelsesmæssige intensitet, og det solgte lige så godt som det langt mere hypede Beach Boys-album Love You, udsendt samme forår som led i en anstrengt Brian Is Back!-kampagne.

Hvor Brians musik og især tekster havde noget foruroligende regressivt over sig, lød Dennis langt mere i harmoni med sig selv og verden, for selv om hans stemme var blevet ru i kanterne, grundet hans liberale forhold til dope, smøger og sprut, var den udtryksfuld og gennemsyret af sjæl. Man bed også mærke i hans ekspressive, harmonisk avancerede klaverspil - autodidakt, men inspireret af Brian, der lærte ham de første akkorder. Ifølge dem, der kendte ham, lyttede Dennis sjældent til musik (man altid til bølgernes sang), og måske derfor har pladen denne særegne klang, som i løbet af de seneste 30 år i stadig stigende grad har givet den kultstatus.

Det er da også en mageløs plade, fuld af overraskende, men uforcerede akkord- og temposkift og af en egen drømmeagtig karakter, idet Dennis Wilsons elskede Stillehav (der navngav pladen) som usynlig, men konstant nærværende medspiller tilfører pladen puls, baggrund og tone. Den kan snildt opfattes som en hyldest til det vådeste af elementerne og til havet selv som både livgiver og dødelig fare.

Intuition og inspiration

Pladen er på smukkest tænkelige facon en gennemført studiokreation, skabt på lige dele intuition og inspiration - og som sådan på linje med en anden af tidens mere bizarre mainstream-ofringer, Fleetwood Macs noget underkendte, men udpræget excentriske Tusk fra 1979.

En skæring som "Time" starter som blid klaverballade, forvandler sig til mørkt bekendelses-poem, afløst af en jazzet, Brian Wilson'sk passage for at ende som dunkende elektrorock. Og det på under tre minutter.

Det betød også, at Dennis var i stand til at spille de fleste af pladens instrumenter selv, og han udviste betydelig flair for dem alle - med klaveret som det centrale instrument hele vejen igennem.

Modsat The Beach Boys' brug af lette og avancerede korarrangementer var der noget episk storladent over måden, Dennis brugte den menneskelige stemme på. Ikke alle oplevede dog hans eget, noget hærgede organ, som en skønhedsåbenbaring, men det kompenserer han rigeligt for med en rigdom af følelse og intensitet, som det bl.a. høres på den gribende "Farewell My Friend", en sang til en af hans venners afdøde far, han havde følt sig særligt knyttet til.

Som helhed er pladen så tæt på det perfekte, vi almindeligt dødlige nu en gang kan komme og den er nu genudgivet og remastereret og har i det hele fået det deluxe treatment, den fortjener. Hvis ikke De anskaffer Dem et eksemplar, er De således også selv ude om det.

Nå, Dennis kastede sig allerede før pladen blev udsendt ivrigt over arbejdet med en efterfølger, der skulle hedde Bambu (ligesom rullepapiret). Hans ny makker hed Carli Munoz, og de to arbejdede en periode intensivt på en efterfølger, som ifølge Wilson ville blive debuten langt overlegen.

Misbrug og dæmoner

Men nu begyndte diverse dæmoner at spille med; ud over Dennis' stadigt voldsommere misbrug var det største chok salget af hans og Carls pladestudie, grundet udestående gæld. Og mens Dennis langsomt satte alle sine gaver - udseende, talent, karisma - over styr i et eskalerende misbrug, trak hans samarbejdspartnere sig en efter en, og omkring 1980 opgav han at færdiggøre Bambu. Sikke en skam, for den findes som bonus-cd på den nys udsendte deluxe-udgave af Pacific Ocean Blue; om den overgår samme får stå hen, men selv i sin delvist ufærdige form matcher den i hvert fald sin succesfulde forgænger det meste af vejen.

Dennis Wilson får den dog aldrig selv at høre, thi han bød verden farvel, da han under indflydelse af kokain og alkohol druknede i havnen ved Marina del Rey i L.A. den 28. december 1983 - 39 år gammel. Så dette er hans sidste vilje og testamente. Tag godt og nænsomt imod det, mine damer og herrer - det er en gudbenådet udgivelse, der aldrig har lydt bedre, end den gør her.

Tak for Deres tid.

Dennis Wilson: Pacific Ocean Blue / Legacy Edition (Legacy/Epic/Sony-BMG)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Rehhoff

Ja tak for anmeldelsen.
Det er sjovt eller tankevækkende, at Dennis's navn stammer fra en omskrivning af det græske Dionysos. Han var jo en ret dionysisk person, der var glad for vin, kvinder og sang og ligesom den mytiske Dionysos søgte han tilflugt på havet og følte sig mest hjemme i det element. Som Klaus Lynggaard skriver, så lyder hans musik også tit som et stort hav, der bølger frem og tilbage og stiger og falder. Et af numrene på POB, "Thoughts Of You,´ starter f.eks. med noget der lyder som lyden af små krusninger på havet, der så pludser svulmer op til en stor majestætisk erekt... undskyld bølge, der så falder igen. Hans musik minder på den måde nogle gange om den engelske maler Turners seascapes. Så selvom det egentlig er Brian Wilson der er kendt for sine lommesymfonier, var Dennis på en måde en mere sand symfoniker, fordi han skrev de her fabulerende sange.