Læsetid: 6 min.

Storbyens gadekær

For mig er hjemstavn ikke ensbetydende med fødestavn. Ganske som der er valgslægtskaber lige så væsentlige som biologiske slægtskaber, er min hjemstavn en valgstavn. Jeg har valgt storbyen, det indre København
Frederiksberg blev de første skoleårs tid, husket som en vandring til og fra Fuglevangsvejens skole ad Bülowsvej, som var en stilfærdig allé med store lindetræer langs Landbohøjskolens have, som stadig virker som en umådeligt tiltrækkende enklave.

Frederiksberg blev de første skoleårs tid, husket som en vandring til og fra Fuglevangsvejens skole ad Bülowsvej, som var en stilfærdig allé med store lindetræer langs Landbohøjskolens have, som stadig virker som en umådeligt tiltrækkende enklave.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

1. juli 2008

Det ligner, og det ligner ikke. Den hvidkalkede villa på Gisselørevej ved hjørnet af Kystvejen langs Kalundborg Fjord er nu for længst rødmalet og udvidet af nye ejere. Forhaven har måttet ryddes for at skaffe plads til bilen, hvor standardudstyret førhen var et par cykler af min farfars eget fabrikat, Alpha-cykler, fremstillet på hans jernstøberi og maskinfabrik inde i Kordilgade.

Der er en anden vibrato i landskabet, som ellers ikke væsentligt har ændret form siden dengang i 1930'ernes begyndelse. Vejen ud mod Røsnæs, som vi dengang kaldte Refsnæs, har nok samme stilfærdige præg en almindelig tirsdag formiddag i nutiden, selv om bebyggelsen er tættere med nye, stilløse parcelhuse ud mod mere mondæne boliger, hvor der før var Kysthospital, hvis gæster levede et såre indadvendt liv. En latens af eksplosiv trafik og travlhed ruger i rækken af hybenbuske, der skiller gangsti og cykelsti fra kørebane. Stilheden havde før et andet potentiale, udtrykt af telefonpælene, som stod dér med passende afstand, brunbejdsede i summende arbejde for kommunikation, hvis man lagde øret til. Der var en verdenslyd, jeg kan savne, nu hvor man må nøjes med mobiltelefonens fjantede signalgivning, hvorved man kan komme i kontakt med alt undtagen fortiden. Tidens poesi levede i stolperne.

"Vist går Verden på Vers! Telefonpælen toner./Viis mig et Barn, som ej kender den Klang!"

Sådan skrev den nu nærmest fortrængte digter Valdemar Rørdam i 1920. Det var tidstypisk lyd eller syn endnu i 1943, da Ole Sarvig i sit Jeghus kaldte dem 'Telefonaks' og viste dem i linjerne:

De elektriske aks

står i vaser rundt om i landet.

Man ser, det er det 20.

århundrede,

ser det og husker.

I det 21. århundrede, hvor intet barn kender deres klang, er stolpernes ringen for det indre øre kun en erindringens kimen om Kystvejen, hvis andre vedhængende lyde og syn vil melde sig, mens bilen langsomt runder hjørnet og lægger de to store radiomaster på Gisseløre bag sig. "København, Kalundborg og Danmarks kortbølgesender," lød annonceringen den gang ud af højttaleren. Vi forestillede os, at masterne repræsenterede de to byer, og at kortbølgesenderen passende var det lille rød- og hvidstribede fyr ved vandet med fjordarmens korte dønninger.

Konturer

Godt 100 meter henne er det, som om asfalten gør modstand, og jeg mærker en impuls til at slå bremserne i for en kridttegning på vejen, konturerne af en drengeskikkelse med udbredte arme. En legekammerat løb dengang ud ad havelågen, i samme øjeblik en af de sjældne biler passerede. Dæksporene viste en undvigemanøvre, men drengen blev dræbt og efterlod disse tegn i vejbanen og i erindringen som den første oplevelse af dødens realitet. Med en endimensional dybdevirkning. Abstrakt og fjernt nu mellem fotografialbummets mange billeder af idyl med forældre, brødre og den krøllede hund Bonzo, der altid gøede ved stranden dernede, hvor man vaklede rundt på rullestenene og havde svært ved at nå ud på en smule sandbund. Grønsværen breder sig stadig mellem vejen og vandskorpen, enkelte badehuse, der engang lå på række og geled, har fået lov at blive stående eller er fornyet som minde om en forgangen badekultur, hvor det at klæde om var en ømtålelig og diskret sag. .

Lidt længere ude ad Kystvejen passerer jeg farfars og farmors sommervilla, 'Kysten', ramme om utallige ferier siden vi flyttede fra Kalundborg til København efter en uoverensstemmelse mellem min ingeniørfar og min farfar om jobbet på jernstøberiet. De fem første år af en barndom var da gået, stadig suppleret med feriebesøg i stor fortrolighed, men alligevel som en gæst, der var ved at slå rødder andetsteds.

Valgstavn

Begrebet hjemstavn er i folkemunde og litterært set oftest knyttet til både idyl og elendighed, forrige tiders nøjsomhed, lokal snæverhed med høj himmel i perspektiv spændt ud over mulden og de gammellivets rødder man stak i, og som forfatterne gødede eller møjsommeligt halede op af jorden i en almuens opstigen til enkeltindividers skæbne. I mit tilfælde snarest en nedstigning fra provinsiel borgerlig velstand til en økonomisk smalhans, der kom til at herske i de næste fem år i København og de følgende år i Aalborg, indtil jeg som student slap tilbage til København, hvor jeg siden har etableret min personlige hjemstavn, oprindelig mit mødrene sted.

For mig er hjemstavn ikke ensbetydende med fødestavn. Ganske som der er valgslægtskaber lige så væsentlige som biologiske slægtskaber, er min hjemstavn en valgstavn. Jeg har valgt storbyen, det indre København.

Frederiksberg blev de første skoleårs tid, husket som en vandring til og fra Fuglevangsvejens skole ad Bülowsvej, som var en stilfærdig allé med store lindetræer langs Landbohøjskolens have, som stadig virker som en umådeligt tiltrækkende enklave. Kalundborg og Frederiksberg er lyrikkens billeder, den blæsende Limfjordsby med mellemskole og gymnasium er knækprosaens melankolske tid, mens det indre København er blevet prosaens gode hjemstavn med mylderets og trafikkens rytme, føddernes gangarter, pausernes indtræden og stilhedsøernes tilbud. Anonymiteten og genkendelserne synes at forudsætte hinanden. Hver dag passerer jeg de samme steder mængder af mennesker, jeg aldrig har set før: Fodgængerovergangen på Kongens Nytorv er en øvelse i navigering, som standses midtvejs, fordi der står en, jeg skal hilse på, og i kælderen under Magasin undgår jeg heldigvis ikke at træffe den eller den, jeg også talte med i går eller for to år siden eller fra skoletiden. Vil jeg gå uforstyrret, tager jeg vejen gennem Nyhavn. Dér kommer kun turister, mens Bredgade og Store Kongensgade forbundet af Sankt Annæ Passage er bekendtskabsalleer med fortrolighed i al slags vejr.

Men også her er der imaginære tegn og i asfalten.

Døden i gaderne rejser sig i hukommelsen. Min 80-årige genbo blev kørt ihjel i sidegaden af en flugtbilist. Ikke flere småsamtaler om kvarterets liv.

Fjorden

Mobiliteten er et vilkår, selv om et halvt hundred år i samme bolig har ophævet flytningernes tanke. Udvandringen et par generationer tilbage fra Tjörnarp i Skåne til Viborg i Jylland, til Kalundborg og til Aalborg er standset her ved storbyens gadekær.

Bevægelse symboliseredes en tid ved synet af Bornholmerbåden, der hver aften passerede så at sige forbi vinduet, når dens mægtige skrog sås for enden af Cort Adelers Gade og Herluf Trolles Gade, beskrevet i et hjemligt digt af min tidligere overbo Peter Poulsen. Det lignede en genkaldelse af den daglige oplevelse af Kalundborg-Aarhus færgen, lige til at stille uret efter klokken tolv og klokken seksten i statelig ud- og indsejling gennem fjorden betragtet fra Kystvejen med Asnæs som baggrund.

Det er derfor næppe tilfældigt, at jeg nyder og næsten kontrollerer Rørvig-Hundested færgefarten, når 'Skansehage' vekslende med 'Nakkehage' ses fra sommerhusets udsyn ved den lokale kystvej.

Tilholdsstedet er vel valgt impulsivt for den genkendelige natur med hybenroser i vejskellet og grønsvær ned til bugten. Før i tiden voksede der også 'telefonaks' langs asfalten, for nu at tale med den jævnligt besøgende Ole Sarvig, der også havde en fjern familietilknytning til Kalundborg. Men en dag blev telefonstolperne fjernet og kablerne lagt i jorden, hvor man ikke kan lægge øret til. Den hemmelige sang forstummede.

En sidste mindelse er den tykke, hvide stump plastikledning, der stikker op af jorden henne på hjørnet, hvor der blev rejst en telefonboks, nu for længst overflødiggjort af mobilerne. Det sker, at den logrer med halen i vinden, når jeg passerer. Men verset er erstattet af livets fortrolige prosa, der samler en hjemstavn sammen af livsfragmenter og anbringer den i bevægelighedens stille centrum midt i den moderne storby.

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu