Læsetid: 5 min.

Hvis vi venter på hinanden, vil vi vente forgæves

Der er næppe nogen, hvis tekster har så meget at sige til samfundsdebatten, som den udfolder sig i dagens Danmark, som Vaclav Havel
Der er næppe nogen, hvis tekster har så meget at sige til samfundsdebatten, som den udfolder sig i dagens Danmark, som Vaclav Havel
12. juni 2008

For én, der i sin tid valgte at studere litteraturvidenskab, er det jo ved første øjekast en herlig opgave, Information har stillet. Vælg en yndlingsforfatter. Men i takt med at deadline nærmer sig, går det også op for mig, at opgaven er kropumulig. For én. Kun én??? Det kan man jo ikke. Det kan jeg i hvert fald ikke - omend valget blev lidt lettere, da jeg læste, at Herman Bang 'var taget'. Men hvem så? Thomas Manns Buddenbrooks? Henrik Pontoppidan? Eller Henrik Stangerup?

Det kunne være alle dem og endnu flere. Men når nu jeg kun må nævne én, vælger jeg min helt. For det er han, dramatikeren, forfatteren, essayisten og politikeren Vaclav Havel.

Havels evige kritiske kredsen om forholdet til magt bliver jeg ganske enkelt aldrig træt af. Han ser ikke politik som 'styring af mennesker eller en formålstjenlighedens, praksissernes og intrigernes kunst', men som 'en af måderne at søge og opnå mening i livet på, at redde det og at tjene det på; politik som praktiseret moral; som en sandhedens tjeneste; som en naturligt menneskelig og af menneskemål styret omsorg for næsten.' (1984)

Hans tro på, at det er muligt at forene principper og politik, og hans insisteren på, at vi alle har et ansvar, som det på ingen måde er formålsløst at tage alvorligt, er til stor inspiration.

Derfor er også mine eksemplarer af netop hans centrale værker særlig slidte. Ikke mindst De magtesløses magt med essays fra perioden 1978-1990, hvor altså både årene som åben kritiker af det tjekkoslovakiske regime og en af initiativtagerne til Charta 77, årene i fængsel og Fløjsrevolutionen i 1989, der gjorde ham til det frie Tjekkoslovakiets første præsident, er med. Men også Fjernforhør fra 1987 og Breve til Olga fra 1984 med breve til hustruen fra de foregående år i fængsel. Havel måtte kun sende et brev om ugen, og desuden måtte brevet ikke overskride en bestemt længde, hvorfor Havel i den grad økonomiserer med ordene, samtidig med at arbejdet med dem er en af fængselstidens livliner. Brevene udvikler sig til små essays med refleksioner om stort og småt - en måde at holde sig selv i gang på.

Naiv idealist?

Nogle vil kalde Havel for en håbløs naiv idealist. For eksempel den næsten jævnaldrende anden store tjekkiske forfatter Milan Kundera, der i 1975 emigrerer til Paris, hvor han har boet lige siden. Set gennem Havel og de andre oppositionelles briller flygter Kundera fejt, mens de andre bliver tilbage og kæmper. Men ikke nok med det: Kundera lægger også i sin litteratur fra eksilet afstand til den efter hans opfattelse naive forestilling om, at det nytter noget at engagere sig. Selv om også Kunderas værker har en hædersplads på mine reoler, er mit eget gemyt mere til Havels tro på, at engagement nytter. Således gik Havel i 1986 offentligt i rette med Kunderas Tilværelsens Ulidelige Lethed. Havel protesterede, for han tror på, at det nytter at tage ansvar. Fordi kun når alle tager ansvar, kan vi forvente at tingene flytter sig. Som Havel skriver i Fjernforhør: "Det forholder sig altså ikke sådan, at man først bør udtænke sig en idé om en bedre verden og så først derpå, 'føre den ud i praksis', men sådan, at man med sin opholden sig i verden skaber eller åbenbarer denne idé, at man skaber den så at sige ud af 'verdens materiale' eller artikulerer den med 'verdens tale. Det duer med andre ord ikke at opstille de teoretiske ideologier først, for dernæst at presse mennesker ned i ideologierne. Man må tage bestik af virkeligheden og i virkeligheden også undgå at gøre mennesker til altings mål."

Havel gør Kants moralske imperativ til sit: "... alle kan vi påtage os det mærkelige, logiske og samtidig gådefulde imperativ, som siger, at man bør opføre sig sådan, som man synes, at alle burde opføre sig. Enhver af os har kort sagt mulighed for at forstå, at også han - om han så er nok så betydningsløs og magtesløs - kan forandre verden. Det gådefulde i dette imperativ består i det utrolige ved forestillingen om, at hvem som helst af os så at sige kan få jordkloden til at bevæge sig. Dets logik består i, at hvis ikke jeg, du, han, vi, vi alle beslutter os for denne vej, så kan den verden, vi lever i, er medskabere af og ansvarlige for, virkelig heller ikke bevæge sig. Vi må alle begynde hos os selv: hvis vi venter på hinanden, vil vi vente forgæves. Det er ikke sandt, at det ikke kan lade sig gøre: magten over sig selv ... er det eneste, som selv den mest magtesløse af os besidder, og samtidig det eneste man ikke kan tage fra nogen af os..."

Mennesket og magten

Da han holder tale i København i anledning af modtagelsen af Sonningprisen i 1991, vælger han også at fokusere på temaet magten og mennesket. Hvordan undgår politikeren f.eks. at blive korrumperet af de privilegier, der følger med magten - og hvorfor er det, at han efter nu at have prøvet præsidenttilværelsen på egen krop må erkende, at nogle af de privilegier, han før har fordømt, nu forekommer nødvendige for at han kan koncentrere sig om det væsentlige ... Det er jo ikke rimeligt, at jeg skal springe køen i tandlægens venteværelse over, fordi jeg er præsident, ræsonnerer han, men er det omvendt fornuftigt, hvis jeg en eftermiddag skal aflyse en masse for mit land væsentlige møder, fordi jeg er nødt til at sidde og vente i venteværelset i mange timer?

Måske Information skulle finde talen frem og overveje et genoptryk - jeg er sikker på, at den ikke ville være en helt ueffen kommentar til en af tidens mest langstrakte føljetoner ...

Der er noget elementært betryggende ved at betro magt til en mand, som har så lidt lyst til at have den, og som ved, at magten altid må udøves med respekt for individet og konteksten.

Jo, det er svært at vælge én og kun én forfatter. Men der er næppe nogen, hvis tekster har så meget at sige til samfundsdebatten, som den udfolder sig i dagens Danmark, som netop Vaclav Havel. Læs ham!

Connie Hedegaard er Klima- og energiminister (K)

Serie

Seneste artikler

  • Det drejer sig om Eventyret

    6. november 2008
    Politisk set var figuren Corto Maltese anarkist med en kraftig hældning til venstre, men han var aldrig nogen stor kollektivist. Han var enspænder, og så var han vist i grunden altid lidt trist til mode
  • Humor kaster skygger

    30. oktober 2008
    Der er en dybde i Benny Andersens lyrik, som vi aldrig taler om
  • Det fremmede og modernistiske fra Japan

    16. oktober 2008
    Et sted mellem Paul Auster og Franz Kafka
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu