Læsetid: 5 min.

Det yderste Europa

'Kierkegaard, Kafka, jeg er ved at få nok af disse ravne der hele tiden prøver at sætte sig på mine skuldre og pikker mig i øret med deres vi-rejser-uden-billet'. To uddrag af den finske digter Pentti Saarikoski:
Den videnskabelige forskning vedrørende øreblafferiet, otokinetologien, opfattes som ren okkultisme, men i Sovjetunionen har man fået øjnene op for de nye muligheder otokinetologiens anvendelse giver i det diplomatiske og militære liv - den finske digter Pentti Saarikoski om sandheder gemt i ørernes bevægelser.

Den videnskabelige forskning vedrørende øreblafferiet, otokinetologien, opfattes som ren okkultisme, men i Sovjetunionen har man fået øjnene op for de nye muligheder otokinetologiens anvendelse giver i det diplomatiske og militære liv - den finske digter Pentti Saarikoski om sandheder gemt i ørernes bevægelser.

Memo Vasquez

5. juni 2008

*

Øreblafferi

"Stavanger - Jeg har været en tur i Helsingfors, jeg var der tre dage og mødte mange mennesker, men ingen sagde noget der har bundfældet sig, for alle de mennesker jeg talte med var intellektuelle, intellektuelle siger altid hvad de mener, uden at mene hvad de siger, og derfor er de svære at diskutere med. Så er det lettere med politikere og forretningsfolk, deres ører blafrer jo når de lyver, de intellektuelles øreblafren derimod er rent metaforisk, symbolsk, og kan således have andre årsager end at de lyver. På politikere og forretningsfolk, som jeg regner præster til, blafrer ørerne som på en elefant der svaler sig, og hos folk der er kommet længere i karrieren har jeg endog lagt mærke til det fænomen at ørerne begynder at blafre endnu inden de har lukket munden op, det svarer altså til at rømme sig, nu har jeg et vægtigt indlæg. Den videnskabelige forskning vedrørende øreblafferiet, otokinetologien, opfattes som ren okkultisme, men i Sovjetunionen har man fået øjnene op for de nye muligheder otokinetologiens anvendelse giver i det diplomatiske og militære liv. Otokinetologien falder egentlig uden for denne bogs rammer, denne afstikker udløstes af en hastig visit i Helsingfors, i overmorgen skal jeg igen ud at rejse, til Stavanger, byen hvor min kone tilbragte sin barndom og tidligste ungdom. På et museum dér har man Norges første cykel, såvidt jeg husker er den bygget 1825, men det kan jeg nu ikke garantere, den er af træ bortset fra fælgene som er af metal, den betog mig som en kunstgenstand så jeg ikke fik undersøgt og spurgt om det tekniske, og det har plaget mig. Hvordan kom man fremad på den når den ikke havde pedaler? Måske burde Norges eldste sykkel ikke kaldes en cykel, men en sparkel. Dét har jeg tænkt mig at opklare i Stavanger. I morgen er jeg i luften, i svanens bug, min taske står allerede pakket og klar. Nederst de tunge papirvarer, dernæst bløde sko så man bedre kan røre sig i terrænet, skifteundertøj, en sweater. I skuldertasken lidt mad til turen, ost og knækbrød, vitaminpiller og brændevin, jeg skal nok klare mig, selvom det gør ondt i øret når jeg synker, det er ikke noget godt tegn. Jeg har været lidt for flittig i dag, ikke efter almindelig målestok, men mine kræfter taget i betragtning har jeg nået meget, jeg har båret og flyttet rundt på forskellige ting, Herakleitos har siddet på gærdet og fulgt mig i min langsommelige gøren med et blik der siger: Ja, så må man altså igen til at finde andre at snylte på. Herakleitos er ikke død som jeg troede. Men han er meget gammel og skranten og for langsom til at tage fugle eller mus. Brigitte Bardot er der ingen problemer med, hun prostituerer sig, og sådan har hun sit udkomme. Kleopatra og de andre, de anonyme katte, klarer sig hver på sin måde, men Herakleitos, hvordan skal det gå den mens jeg er væk, jeg har ikke fundet den mindste antydning af altruisme hos kattene, ungerne tager de sig af, men deres forældre, bedsteforældre, onkler, tanter, fætre, kusiner er de ligeglade med, de genkender dem ikke engang som slægtninge, de ser dem som fjender. Den begynder at kede mig denne dag, og der er meget der vækker undren, tag nu de mennesker der vil have magt, som om det var en forbrugsvare. Magt er ikke nogen vare. Den kan ikke bruges. De der intet har ejer alt, thi deres er gudsriget. Mit Livs-Resultat bliver slet Intet, en Stemning, en enkelt Farve. Mit Resultat faaer en lighed med hiin Kunstners Maleri, der skulle male Jødernes Overgang over det røde Hav, og til den Ende malede hele Væggen rød, idet han forklarede, at Jøderne vare gaaede over, Ægypterne vare druknede. Standset op i sig selv, kvalt i sig selv, Kierkegaard, Kafka, jeg er ved at få nok af disse ravne der hele tiden prøver at sætte sig på mine skuldre og pikker mig i øret med deres vi-rejser-uden-billet. Jeg sidder i maskinen fra Göteborg til Oslo, grubler, nu grubler jeg over den samiske slæde, at den minder så meget om en båd at når man finder resterne i jorden så er det vanskeligt at afgøre hvilket af de to transportmidler der er tale om. Nu om stunder sejler Odysseus ikke, han flyver, han har en tolvpersoners minijet, den flyver han med fra sted til sted. Hvilken avis ønsker De? spørger stewardessen. Aftenbladet takk, siger jeg og giver mig så til at læse i Aftenbladet hvad der venter mig i Norge, men det ser ikke ud til at der er sket noget særligt, under en militærøvelse nordpå er man kommet til at skyde en stald i smadder, det kostede små tyve køer livet, en mand i Bergen har hængt sin kone, en kone i Kristiansand har skudt sin mand, tre er omkommet under en lavine, jeg blunder midt i disse store sager, i dette græs, var det alt hvad Aftenbladet havde at fortælle mig, var det virkelig, det vil sige, der var da også en kulturside mellem alle disse tilsyneladende så vigtige nyheder og så sporten, men jeg springer altid kultursiden over, hvorfor skulle jeg forsøge at holde mig ajour med tiden. Holdt tiden sig ajour med mig ville alt være i sin bedste orden, men man kan ikke kræve alt, ikke af tiden, ikke af mig og ikke af store sager. Stewardessen henter min bakke, jeg har taget en skive tomat og lidt af en kiks, hun smiler så kønt som en hoppe pisser og siger venligt at sikkerhedsbæltet skal spændes.

*

Gamle bøsse

[...] Hun greb fat i mig i nat men den ville ikke stå, jeg vendte ryggen til, hun pressede en hånd ind mellem mine baller og nulrede testiklerne, dét hjalp, men da jeg prøvede at kneppe gik luften af den, den blev slap som kødet i en musling, og hun sagde: din gamle bøsse. Jeg lagde mig på ryggen og faldt i søvn, og drømte at jeg spiste stegte fisk. Når jeg drømmer om mad er det en alvorlig advarsel, jeg er underernæret og så er det bare med at få spist, lidt ad gangen men jævnligt, så appetitten kommer igen. Jeg har drukket for meget, jeg skulle skrive digte med enderim, og det glider kun for mig når jeg er halvfuld, jeg tegner heller ikke når jeg er ædru, eller snakker med min bank. Det er meget lettere at tegne og at snakke med banken end det er at skrive, men for mig er det lette vanskeligt, som nu at tale med folk. Det er enkelt nok med enderim, men de falder ikke naturligt på finsk hvor trykket ligger på første stavelse, de kommer til at stritte som støvlerne på døde soldater, men det var altså dét opgaven lød på. Jeg har aldrig tilhørt nogen gruppe, jeg har ingen gode kammerater, det vil sige, jeg har én, den jeg kalder han eller hun, og det er hvem som helst. Et finsk digt bør bygge på begyndelsesrim, i anden række på indrim, enderim er derimod børnesprog, børn galer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu