Læsetid: 2 min.

Ældre børnebogsforfattere scorer kassen

Ud af de 10 højestplacerede på årets liste over bibliotekspenge er de syv børnebogsforfattere. Klassikerne sidder tungt på flæsket
2. juli 2008

Bjarne Reuter indtager førstepladsen på årets liste over forfattere, der modtager bibliotekspenge med en indtægt fra udlån på 768.973 kr. Blandt de 10 højest placerede er der syv børne- og ungdomsbogsforfattere på listen, heriblandt Cecil Bødker og Dennis Jürgensen.

Det er ikke nye navne, der præger listen. Line Beck Rasmussen fra Center for Børnelitteratur forklarer:

"Der skal nogle bind og nogle titler til for at komme op på top 10-listen. For at nå op på siden af Bjarne Reuter kræver det, at man er så stor en forfatter, at alt, hvad man laver, bliver købt," siger hun.

De forfattere der topper på listen, har ifølge Line Beck Rasmussen skrevet nogle børnebøger dengang, da der blev udgivet færre bøger, end der gør i dag. De blev derfor opkøbt i stor stil af bibliotekerne, og det lever forfatterne godt af.

Spekulerer i børnebøger

Det er tidligere blevet diskuteret, om børnebogsforfatterne er kommet for let til bibliotekspengene:

"Det er et godt spørgsmål, om det har været for let, og om nogen forfattere har spekuleret i at skrive børnebøger for at få nogle hurtige bibliotekspenge," siger Line Beck Rasmussen.

Hun påpeger dog, at børnebogsforfattere traditionelt set ikke har været begunstiget med arbejdslegater fra Kunstrådet, og at de derfor har været mere afhængige af støtte via bibliotekspengene end andre forfattere.

"På den ene side mener jeg, at det er ok. På den anden side kunne det for børnelitteraturens egen skyld være sundt at komme ud og blive voksen - og altså ikke længere være afhængig af bibliotekspengene," siger hun og fortsætter:

"Det er selvfølgelig en debat, der skal tages. Men jeg synes, at det er mere interessant at diskutere, hvor længe bøgerne skal stå på bibliotekerne, og hvor længe de skal kaste penge af sig. Det betyder jo, at der kommer mindre fokus på de nye, fordi det er svært for debutanter, at komme ind i varmen," siger hun.

Plads til smal litteratur

Lektor i børnelitteratur Helene Høyrup fra Danmarks Biblioteksskole forklarer, at det er klassikerne der dominerer både på bibliotekerne og på bogmarkedet.

"Det er jo den slags litteratur, der formidles til børn i skolerne, og derfor vælger de også klassikere på biblioteket. Og når forældre skal ud og købe en børnebog, så føler de sig også på sikker grund, når de vælger en klassiker," siger hun som forklaring på klassikernes popularitet.

Hun mener, ligesom Line Beck Rasmussen, at det er svært for de nye børnebogsforfattere at få foden indenfor.

"Der er en risiko for, at vi ender med at få et børnebogsmarked, der kun består af klassikere. Vi kan se på listen over biblioteksafgifterne, at det er mainstream-bøgerne, der fylder på hylderne, men sådan er det sådan set også inden for voksenlitteraturen," siger Helene Høyrup.

Begge er de enige om, at det er bibliotekernes ansvar, at støtte op om den smallere børnebogslitteratur og sørge for, at der er et bredt udbud til børnene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Victor Christensen

Der er de sidste mange år blevet skåret voldsomt ned på bibliotekerne, og dermed på hvor meget nyt de kan købe ind. Desuden blir de fra politisk hold i højere grad end tidligere holdt op på udlånstal som successparameter. Desuden kommer der, som nævnt i artiklen, flere titler end tidligere. Det er klart, at det må betyde et mindre indkøb af nyere, uprøvede forfatterskaber.

Noget andet er, at det er lidt ulækkert hvert år at skulle se de her misundelsesartikler om hvad de mest populære forfattere får i bibliotekspenge - er det ufortjent i betragtning af, at deres værker står frit tilgængelige overalt i landet?

Der er heller ikke substans i artiklen al den stund højst 3 af de 10 topscorere udelukkende skriver børnebøger.

Bevares, selv Rifbjerg har faktik skrevet et par børnebøger, men ingen ville vel af den grund kalde ham "en aldrende børnebogsforfatter".