Læsetid: 5 min.

Afcivilisering påbegyndt

På den første dag i reservatet for rituel alkoholforbrænding og kollektiv ekstase lykkes det for både MGMT og Radiohead at løsne publikums yderste lag af selvbeherskelse
Når selv folket på toiletterne synger med på afslutningsnummeret -Karma Police- fra hver deres bås, ja, så er det svært at afvise Radiohead som en forenende kraft. Hvilket lavmælt understreges af forsanger Thom Yorke, der som det sidste spiller omkvædets akkorder, så masserne kan synge med uforstyrret, en sidste gang inden lyset bliver slukket på Orange Scene.

Når selv folket på toiletterne synger med på afslutningsnummeret -Karma Police- fra hver deres bås, ja, så er det svært at afvise Radiohead som en forenende kraft. Hvilket lavmælt understreges af forsanger Thom Yorke, der som det sidste spiller omkvædets akkorder, så masserne kan synge med uforstyrret, en sidste gang inden lyset bliver slukket på Orange Scene.

Rick Nederstigt

5. juli 2008

Det har aldrig været nemt at være menneske. Men det kan godt virke sådan på Dyrskuepladsen, hvor årets Roskilde Festival bliver født klokken 17.30 torsdag.

Først på Odeon Scenen betræder det amerikanske band Clutch fortærskede egne i rockhistorien med deres metalliske blues og smældende vokal. Forudsigelige, fortærskede, men åbenbart med tørt nok krudt til at publikum bliver skudt af sted. Hvorhen må guderne vide, men denne signatur skal ikke med.

Så jeg manøvrerer mod den smukke Astoria Scene, der for andet år i træk overstråler de andre scener med sit stilfulde interiør, forskudte niveauer, faste dansegulv og margueritas-udvalg.

Astoria har delvist overtaget rollen som formidler af etnisk musik efter Ballrooms nedlæggelse, og meget passende er det en etnisk blandet egnsret, som åbner scenen torsdag. Dengue Fever bestående af fem amerikanske musikere og en cambodjansk forsanger.

Det lyder eksotisk, det lovede godt på papir og MySpace, men live er det interessant som vådt pap på en gråvejrsdag. Bandet er tæt på anonymt og synes ikke rigtig at have nogen ideer til, hvad de skal stille op med Chhom Nimols knækkende melodier i det høje register - melodier som lejlighedsvis skærer skalpelskarpt gennem bandets middelmådighed, der hensætter en til gymnasietidens velmenende, men perspektivløse kompetence i diverse skolefunkbands. Nice singer, shame about the band.

Og den grobund for eksotiske oplevelser, som Roskilde altid forstår at rydde plads til, bliver med Dengue Fever belemret med en interessant geografisk kombination, som bare aldrig flyder sammen, slår rødder og skyder blomst.

Men letheden svigter alligevel ikke her på Dyrskuepladsen. Her i reservatet for rituel alkoholforbrænding og kollektiv ekstase. Hvor vi forsøger at genfinde magien i ritualerne og ryste civilisationens snærende bånd af os uden at ende som vilde dyr.

Vi er jo trods alt voksne mennesker. Eller det er de tre folk klædt ud som chokolademadder eller de fire piger i bryllupskjoler måske ikke. Men det er flertallet i hvert fald.

Så vi bevæger os langsomt, men sikkert frem mod befrielsen fra hverdagen og indsigten i en højere, enklere væren.

Men vi ved også, at det er torsdag aften, og at miraklerne først har det med at ske med en vis sandsynlighed sent om natten lørdag og mest sandsynligt søndag, hvor vi er blevet slidt til hudløse eksistenser, bævende organismer, som tuder i vores øl, bræger mod himlen, svinger vores næver mod den truende mandag og ryster vores kroppe på højst upassende måder.

Det kan nu også ske om torsdagen. Det er bare sværere, men en amerikansk duo gør det nemmere.

Løfter om storhed

Først skal man dog igennem det logistiske helvede som Odeon-scenen udvikler sig til torsdag aften, måske fordi MGMT er eneste navn programsat mellem 18.45 og 20.00.

Så det er i en langsom bevægelse op gennem mængden og endelig halleluja inde under den urmoderlige altomfavnende teltdug, at jeg og min ærede ledsager kommer til at erfare og på egne kroppe mærke MGMT's løfter om storhed og om nye syreangrebne dage for popmusikken.

Flankeret af tre medmusikere affyrer de en psykedelisk pop og rock, hvor der stjæles med arme og ben fra rockhistorien. Men det sker kun for at give tyvekosterne tilbage til verden som formfuldendte mærkværdigheder, man kan synge med på.

De to skingre (Robert Plant i indie-buks), men strålende sangere og musikere Ben Goldwasser og Andrew VanWyngarden står klædt i tie-dye-sjal, pandebånd, badeshorts, 80'er-vindjakke, og de planker fra Black Sabbath, Can, King Crimson, Led Zeppelin, Mercury Rev, Prince i 80'erne, Bowie i glam-æraen, Animal Collective, ja, kan måske bedst beskrives som krautrock spillet af Springsteens E Street Band eller pop slået i stykker og limet sammen med lsd.

Men hov, så smider denne usandsynlige popduo medmusikerne ud, træder frem på scenen som et sangerpar og synger en hi-nrg-disco-perle kogt på psilocybin-svampe. Publikum synger med, og fortæller dem dermed, at de kan gøre, hvad de har lyst til. De kan underminere popmusikken, spike hitlisterne og liste syre i vandforsyningen som de lyster. Ja, de har sågar spillet hos David Letterman...

Med MGMT i sirlige mønstre forgrenende sig i hele kroppen virker det helt naturligt at forsøge at blande denne psykedeliske medicin med Radioheads civilisationskritiske hostesaft.

Sublimt liveband

Kvintetten fra Oxfordshire beviser (igen) på Orange Scene, at de er et sublimt liveband - tekniske og besjælede - og endda med det privilegium at have adgang til et sublimt rocksangkatalog, som har ramt den vestlige civilisation med stor kraft.

Fordi Radiohead har formået at begræde og besjæle vores eksistentielle tomrum og få dem til at runge med mageløs melankoli -selv ud over enorme menneskemængder som - antager jeg - alle har følt sig helt individuelt berørte af Radiohead.

Ellers ville de vel for pokker ikke skråle med i hver deres rytme og falske leje, som folket også gør her foran Orange Scene, hvor bandet giver os et bredt udvalg af sange fra deres karriere i et to timer langt smukt show, der desværre skæmmes af for lav lyd.

Ekstasen udebliver således, men det ødelægger ikke følelsen af, at vi alle er sammen om at være alene med Radiohead. Om nye sange som "15 Step" og "Weird Fishes/Arpeggi" samt klassikere som "You And Whose Army?", "There There", "Exit Music", "Idioteque" og "Paranoid Android" ("This one goes out to all of you who scored some bad drugs," lyder det fra scenen inden nummeret).

Og når selv folket på toiletterne synger med på afslutningsnummeret "Karma Police" fra hver deres bås, ja, så er det svært at afvise Radiohead som en forenende kraft. Hvilket lavmælt understreges af forsanger Thom Yorke, der som det sidste spiller omkvædets akkorder, så masserne kan synge med uforstyrret, en sidste gang inden lyset bliver slukket.

Tilbage er støvet, det gennemlyste, endnu ikke gennemhullede jeg og Yorkes løfte om snarlig nedbrydning af den herskende orden sitrende i ørerne:

"Come on, holy Roman Empires. Come on, if you think you can take us all on. You and whose army?"

Afcivilisering påbegyndt. Vi ses på den anden side.

Clutch, Odeon. Dengue Fever, Astoria. MGMT, Odeon. Radiohead, Orange. Dyrskuepladsen, Roskilde, torsdag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu