Læsetid: 3 min.

Agurketid og Glistrup

Sommer-tv. Bold og Poirot, vejret, svensk mad, Glistrup og andet
Sommer-tv. Bold og Poirot, vejret, svensk mad, Glistrup og andet
Kultur
4. juli 2008

Det er ikke meget, man får set fjernsyn her for tiden.

TV-aviserne måske, og Deadline - men det føles, som om der ikke rigtigt sker noget. Det er agurketiden, der sender til campingfolket, og de har ikke fjernsyn, så udvalget er derefter.

I flere uger var der jo bold hver aften, og som optakt, med tre kvarters pause til kampstart, trinede den trinde lille belgiske detektiv Hercule Poirot frem på skærmen i sit ulastelige grå jakkesæt, der passer så godt til de små grå celler, der udfører arbejdet, og for øvrigt også til den engelske series ret fabelagtige eksteriører af storslået Bauhaus og funkis, samt dens frembrusende aerodynamiske eksprestog i indledningen i en slags bevægelig op-art af flydende kulørte fartstriber.

Det kan minde os om, at i 1930'erne, hvor det foregår, var det stadig moderne at være moderne, alt var endnu ikke blevet gammelbondsk indsnævret som når Statsmand Søren får lov til at fortælle os allesammen, hvad han mener om pensionerede ambassadører, der fortæller om det, de har erfaret på egen krop og i egne små grå celler, når de har skullet forvalte den siddende regerings postmoderne udenrigspolitik efter diktat fra de sørgeligt skævt muterede rester af Glistrups gamle anarkistiske falanks, der sidder på alt levende med deres døde populisme og, som Statsmand Søren så yndigt fik sagt det, har brug for "en ren røv og trut' i" - meaning naturligvis andre og mere robotære ambassadører.

Det lyder tiltrækkende, pipper Pind. Og hvad med Glistrup? Han er død.

Flere af de små grå

Det blev vi mindet om i aftes. Den farverige oprører, der sammenlignede nulskatteydere med frihedskæmpere og opfandt ord som "skrankepave" og "papirnusser".

Systemet drev ham måske til vanvid, i hvert fald ud over grænser, det kan være svært at komme tilbage over igen, men at høre en journalistisk skrankepave og papirnusser som David Trads i Deadline fremsige sin spejderblankt tomme gravtale over en blændende retorisk ekvilibrist som Mogens Glistrup - det er dog til at falde i tanker over.

Hvorfor Trads? Hvorfor ikke Sigvaldi? Hvorfor ikke Uffe Ellemann? Hvorfor ikke Jakob Haugaard?

Hvorfor ikke en eller anden med tilstrækkeligt mange af de små grå celler, der gør alt arbejdet ?

Jeg anbefaler Flemming Chr. Nielsens biografi, udkommet på Lindhardt og Ringhof i 2000, året før den nye regering tiltrådte, året da det nye årtusind begyndte med, at alle verdens computere, alle verdens små grå tænkemaskiner, der har erstattet så mange skrankepaver og papirnussere, alligevel godt kunne klare et årtusindskifte.

Anarkisten hedder bogen. Da skattevæsenet - læs staten - havde drevet Glistrup fra hus og hjem, sagde han, at han gerne ville være afløst af "en klovneskole og masser af søløver i swimmingpoolen". I stedet rykkede en vinhandler ind.

Mad

Han kunne også snildt rykke ind på stationernes sendeflader her i sommeren, det herrens år 2008. For der er mad nok at skylle ned.

Sidst jeg ville se Deadline og kom fem minutter for tidligt, var der en svensker, der sad og guffede noget mumset smask med mascarpone, vilde bær i æsker og smørristet brød og så ud til at have guffet temmelig meget af den slags i sit liv indtil da, men der manglede bestemt en Petrus Pomerol eller bare en spøgelsesflaske fra dengang, anarkiet endnu var en mulighed, dengang Mogens Glistrup endnu ikke var blevet drevet ud af frihedsdrømmen og ind i sit mentale fængsel af trods, bare en eller anden lille Chianti fra Brugsen i bastskørt.

Den kunne man så også skylle vejret ned med. Det har nu bredt sig over hele landet, og værterne følger med.

Deres tøj bliver mere og mere trendsættende, sidst nu her Anja i kvart dekolletage og blæsevejr ved søen foran Frederiksborg slot med kæk fløjse på venstre skulder.

Nu venter vi bare på regnen, for med den kommer de, dem journalisterne venter på, sommerens hit - dræbersneglene. Vi husker jo fra sidste sommer, at der skulle være dødsstraf til husejere, der ikke deltager aktivt i krigen mod dem.

Agurken krummer.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Skrankepave" er ikke Glistrups opfindelse, men stammer fra en Ekstrabladskampagne i tresserne.