Gennem det meste af sin instruktørkarriere har Terry Gilliam måttet slås. For sig selv, for sine film, for penge til at lave dem for og for sin kunstneriske integritet. Hans seneste film, den tre år gamle Tideland, der nu endelig får dansk premiere, er præcis, som en Gilliam-film skal være: Skæv, mørk og i glimt morsom på den der bizarre og foruroligende facon, som kun han formår, og som indimellem får smilet til at stivne på publikums ansigter.
Ligesom de fleste af de ca. 10 film, Gilliam har instrueret, handler Tideland om den i hans optik altid flydende grænse mellem fantasi og virkelighed - et tema i hans liv og værk siden barndommen, hvor den unge Gilliams drømme var så livagtige, at han ikke kunne skelne mellem dem og hverdagen i Minnesota i det nordlige USA.
"Sådan er livet for mig," sagde den lattermilde, energiske filminstruktør, da jeg for tre år siden mødte ham til en snak om Tideland, der er baseret på en bog af Mitch Cullum.
"Jeg skelner ikke mellem de to ting. De er begge en del af det at være i live, og jeg går ud fra, at det, jeg i mine film prøver at finde ud af, er, hvor skillelinjen er, fordi jeg ved det ikke. Jeg famler mig frem. Sådan ser jeg verden, og det har været et chok for mig at opdage, at andre ikke ser den på samme måde. Det har været normalt det meste af mit liv, men folk siger, at 'du er underlig, Terry.'"
Personerne er nøglen
Terry Gilliam virker bestemt ikke underlig, når man taler med ham, og selv om han blandt Hollywoods pengemænd har ry for at være besværlig og upålidelig, så holder både filmkritikere, filmarbejdere og hans kreative partnere umådeligt meget af ham. Han er en af de seneste 20 års mest markante og kompromisløse filmkunstnere, en vaskeægte auteur med film som Brazil (1985), Twelve Monkeys (1995) og Fear and Loathing in Las Vegas (1998) på cv'et, og Tideland - hans mest personlige og udfordrende film siden The Fisher King (1991) - er blot det seneste eksempel på, at han aldrig gør tingene halvt.
"Tideland handler om børns ukuelighed og livskraft," sagde Gilliam.
"I den moderne verden, specielt i USA, er børn nogle kostbare, små, skrøbelige størrelser, som skal beskyttes mod livet. Det er skørt. De er stærke. De er designet til at overleve. Det er os, de voksne, der er i vanskeligheder."
Og det er personerne, der er nøglen til historien, fortsatte han.
"Det handler ikke bare om at skabe en mærkelig og magisk-realistisk verden. Det handler om personer, som er nødt til at bevæge sig gennem denne verden, disse steder. Det er ligesom Jeliza-Rose. Hun er nødt til hele tiden at genopfinde verden for at få den til at give mening eller gøre den udholdelig, forekommer det mig. Jeg tager måske fejl, og det er en af de ting, som jeg godt kan lide ved filmen: Da Dell kommer, er hun en stor, uhyggelig hekse-tingest, som noget ud af Tyven fra Bagdad, ånden i flasken. Men i løbet af den scene viser hun sig blot at være et menneske, en kvinde, og hun kunne måske være din ven. På den måde hiver vi det ned i realismen, og så sker der nogle andre, fantastiske ting."
Associativ animation
"Det går op og ned, og det er Jeliza-Roses forsøg på desperat at genopfinde verden for at gøre den beboelig. Undervandssekvensen i ubåden. Der kommer en bil, og det viser sig ikke at være en pirat, men blot en fyr, som afleverer græskar. Hun bliver hele tiden på en måde skuffet, og hun ender i en banal virkelighed, fordi hun bare gerne vil giftes med Dickens og have et barn og et almindeligt, banalt liv og komme på tv."
Terence Vance Gilliam er født i 1940 og delvist opvokset i Minneapolis, Minnesota. Som dreng levede han i høj grad i sin fantasi. Han var en ivrig tegner og især fascineret af radioen, der fremkaldte stærke billeder på hans indre biograflærred. Film begyndte han først for alvor at se, da han som teenager flyttede med familien til Los Angeles, men selv om han drømte om at blive en del af det blomstrende filmmiljø i 1950'ernes Hollywood, foretrak han at være alene med sin tegneblok, hvor han selv kontrollerede alting.
Efter college, som han kun med nød og næppe bestod, flyttede Gilliam i slutningen af 1950'erne til New York og fik arbejde på humormagasinet Help! magazine. Han lavede både redaktionelt arbejde, tegnede satiriske striber og producerede små historier fortalt i tekst og fotografier.
Han brød sig ikke om det politiske klima i USA og rejste Europa rundt sammen med en engelsk kæreste, mens han begyndte at dyrke neorealismen og den franske nybølge. Kreativt følte han sig dog mest tiltrukket af den anarkistiske og ofte meget fjollede engelske humor, og snart flyttede han og kæresten til England. (I 2006 opgav Terry Gilliam sit amerikanske statsborgerskab.)
I England tog Gilliam kontakt til John Cleese, som han havde mødt på Help! magazine, og som hjalp ham med at få foden inden for i britisk tv. I løbet af nogle år rendyrkede Gilliam hér den velkendte animationsstil, der siden opnåede verdensberømmelse i komedieserien Monty Pythons Flyvende Cirkus, som Gilliam var med til at skabe. I begyndelsen af Python-tiden holdt Gilliam sig mest til at lave sine animationer - det var krævende arbejde for én mand - der blev en essentiel del af showets visuelle identitet og absurde, associative humor.
Fantasi og virkelighed
Siden optrådte han også foran kameraet, og da de seks Python'er - Gilliam, Cleese, Michael Palin, Eric Idle, Graham Chapman og Terry Jones - begyndte at lave film, var det Gilliam, der stod for instruktionen af Monty Python og de skøre riddere (1975).
Fra den første film var der ingen tvivl om, at Terry Gilliam havde talent. Men det var først med eventyrfilmen Time Bandits (1981) og især scifi-dramaet Brazil, at han manifesterede sig som en billedmager ud over det sædvanlige og fandt sin visuelle, fortællemæssige stil, der balancerer på grænsen mellem drøm og mareridt, fantasi og virkelighed.
Om Gilliam tager os med til middelalderen eller fremtiden, er det variationer over de samme forvitrede, skramlede, nedslående og alligevel fascinerende verdener, han præsenterer os for. Outsideren, barnet eller den misforståede, utilpassede voksne, der må kæmpe mod forfølgelse og omverdenens mistro for at finde sig selv og en plads i verden, er en gennemgående figur i instruktørens værk, der efterhånden tager form af både en massiv, antiautoritær systemkritik og en grundig undersøgelse af menneskets livsvilkår.
Fuck it!
Det er ikke svært at finde paralleller mellem instruktørens film og hans liv.
"Hver gang jeg laver en ny film, føler jeg, at jeg befinder mig på uudforsket område," sagde han, da jeg talte med ham.
"Men min kone siger, at jeg laver den samme film, jeg ændrer bare på rollebesætningen. Hun har en rigtig god pointe. Det, hun mener, er, at jeg stadig leger i den der verden af fantasi og virkelighed, at alle mine film er relateret til kampen mellem de to, og det vil formodentlig altid være sådan. Det fascinerer mig."
Terry Gilliam fortæller, at han har en medfødt modvilje mod at gøre, hvad andre gør. I stedet elsker han at gå til kanten, dog ikke fordi han er modig.
"Nej, jeg er dumdristig. Det har du fået galt fat i."
Han griner højlydt.
"Nej, det er det, der begejstrer mig. Hvis det er lige på kanten og kan betyde problemer, så løber jeg lige ind i det. Det er en meget pervers ting. Jeg har altid, siden jeg var meget ung, og alle andre løb én vej, løbet i den anden, bare fordi jeg ikke ved, hvad der er derude. Alle andre løber i samme retning. Der er ikke behov for flere, der gør det samme. Lad os finde ud af, hvad der er i den anden retning. Det er det, jeg gør. Jeg elsker tanken om at forstyrre æteren. Lad os se, hvad der sker. Og nogle gange har man lyst til at lave noget, der når et bredere publikum, andre har man lyst til gøre noget helt andet og sige, 'fuck it!'"
Men hvad nu hvis man kommer til at gå for langt, spørger jeg
"Det finder man først ud af, når man er gået for langt, og så falder man ud over kanten og ned i dybet," siger Gilliam.
"Så er det for sent. Man finder aldrig kanten, hvis ikke man bevæger sig derud. Og så handler det om at vurdere ting. Jeg prøver faktisk ikke at chokere og forskrække folk. Jeg prøver bare at få dem til at tænke på en mere interessant måde, og der vil altid være en blandet reaktion på mine film. Jeg er sikker på, at Tideland vil blive mødt med vrede reaktioner og folk, som synes, at jeg er gået alt for langt, at det er en modbydelig film. Men det er ikke sandt. Det er deres åndssvage, perverterede hjerner, der er problemet."
Anmeldelse af 'Tideland' på de foregående to sider
