Læsetid: 10 min.

Da alting eksploderede

Et af de vigtigste fænomener i nyere dansk jazz- og musikhistorie, Copenhagen Jazz Festival, begyndte egentlig bare med en simpel idé for 30 år siden
30. udgave af Copenhagen Jazz Festival begynder i dag og varer til den 13. juli. Her fanger vi stemningen fra 1981.

30. udgave af Copenhagen Jazz Festival begynder i dag og varer til den 13. juli. Her fanger vi stemningen fra 1981.

4. juli 2008

Jeg sad i folkemængden på de lune fliser ved Axeltorv. Jeg havde noget koldt at drikke, bar solbriller og T-shirt. Brillerne skærmede imod sollyset, men gav også illusionen om en lille, lukket verden. Man lytter godt med solbriller på, de skærper ens opmærksomhed på lyde. Året var 1994, på scenen stod Lars Møller Group.

Jeg husker Møllers brede, melodiske tone på saxofonen. Carsten Dahl ankom stakåndet som orkestrets ikke annoncerede pianist. Han var ét stort grin og i hopla på det lejede elklaver. Men jeg husker bedst fornemmelsen af at være på det helt rigtige sted netop da, i solen, i byen, badet i bandets lyd med et smil på læben, midt i ferien uden planer af nogen art. Bare til stede.

Overraskelsernes musik, pulsen i kroppen, sødmen og smerten i melodierne, den dristige leg på kanten, improvisationer, der bliver til nu og blæser knoppen af. Jazzen fascinerer med gnister af noget, som er lettere end luft, og ikke kan vejes og prisfastsættes.

Copenhagen Jazz Festival var og er fortsat et godt sted at møde den musik. Hvert år den første fredag i juli og 10 dage frem bliver hovedstaden en by, der vibrerer af gadeliv og musik. Folk kommer for at høre attraktive orkestre og musikere. Men mange er der også på grund af stemningen. Hvis vejret er godt og tingene kører, glider by og jazz umærkeligt sammen og bliver et summende økosystem af musikalsk og menneskelig mangfoldighed, bare ben, solhatte, fyldte fortovscafeer, babylonisk sprogforvirring, flaksende saxofonsoli og pulserende beats i gaderne.

Altid plads til en mere

Det er hver gang lidt af et ritual, når årets program lander mellem hænderne. En uro bobler i blodet. Den første hurtige sondering af festivalens menukort begynder. Retter krydses af. Der slås ring om orkestre og lokaliteter. Man er allerede, mentalt, godt i gang med planlægningen af sin egen jazzfestival. Man har taget de første skridt ind i labyrinten.

Den dedikerede festivalgænger bevæger sig fra Gråbrødre Torv til Vandkunsten, krydser gader og stræder, maser sig vej ind imellem folk, lytter og drager videre, spiser alene eller i godt selskab, viser sine billetter ved aftenkoncerterne, møder mennesker, tager hjem og sover - eller udsætter hvilen indtil nattens musik og fest er ebbet ud. Næste dag er det ud igen og suge ny musik og nye indtryk til sig. Efter flere dage kan det være svært at huske fra næse til mund. Man mister orienteringen og havner i blindgyder.

Det er en svimlende tanke, at der næppe er ét menneske, der har oplevet den samme festival med det enorme koncertudbud og den store kulisse, som København er. Festivalen kan tilpasses enhver grad af musikalsk engagement. Og i de senere år, hvor kulturbegivenheden er vokset til et jazzens Knossos, der nærmer sig 1.000 koncerter, er realiteten mange små festivaler, samlet under parasollen. Spillesteder og cafeer har deres egne programmer i programmet. Organisationen bag festivalen har aldrig styret begivenhederne i én bestemt retning. Kritikken har lydt for mangel på kunstnerisk profil og styring, men festivalen har gjort en dyd ud af sit princip om, at der altid er plads til én mere.

Copenhagen Jazz Festival spiller en væsentlig rolle for København og for dansk jazzhistorie i nyere tid. Rent musikalsk er den en elektrisk impuls med sin voldsomme eksponering af oplevelser og sine minderige koncertbesøg igennem årene. Den er arbejdshøjtid for et stort antal danske jazzmusikere, og den er blevet en indikator på jazzens bredde og til en vis grad tendenser både i Danmark og på den internationale scene. Festivalen er desuden med til at tegne hovedstadens image om sommeren med væsentlig betydning for turisme, hoteller, restauranter, café- og butiksliv.

Musik ude og inde

Op igennem 1970'erne udvidedes jazzen i både højden og bredden med inspiration fra bl.a. elektrisk musik, latinamerikanske og andre etnisk-musikalske traditioner. "Alting eksploderede i de år," som Niels Christensen, daværende musikchef i Montmartre i Nørregade, erindrer det.

Juristen og projektmageren Poul Bjørnholt var idémanden bag Copenhagen Jazz Festival. Han blev i 1978 ansat som ung leder af Københavns City Center af den daværende formand, Niels-Jørgen Kaiser. Bjørnholt fik den opgave at komme med nogle ideer, der kunne sætte liv i byen.

"Når jeg gik gennem den indre by, opdagede jeg, at alle jazzstederne - La Fontaine, Montmartre, De 3 Musketerer, Vingården, Slukefter - lå med fem minutters spadseretur imellem hinanden, ofte adskilt af torve. Så jeg fik den helt enkle idé, at man kunne lave en jazzfestival ved at kombinere torve og spillesteder. Og der skulle være udendørs koncerter, for det handlede jo om, at der skulle ske noget i byen. Så festivalen skulle være synlig i bybilledet. Man skulle kunne gå ud om eftermiddagen og høre musik udendørs, og ud om aftenen og høre musik indendørs. Jeg var også glad for ideen om en street parade ligesom i det gamle New Orleans. Den ville trække folk til og skabe opmærksomhed."

På et tidspunkt var Poul Bjørnholt ude i ASA-studierne i Lyngby med Kay Sørensen, Niels Christensen og Steen Bramsen. Sammen så de en film om en Django Reinhardt-festival i Frankrig, som Bramsen havde produceret for Danmarks Radio. Kay var kendt for at være tørstig, så selskabet endte på en bar et sted i Lyngby og senere inde i byen. Undervejs bragte Bjørnholt sin festivalidé på banen.

"Bramsen var først afvisende. Men da de hørte nærmere på mine ideer, blev de mere positive. Jeg har lavet mange ting i løbet af årene, men aldrig noget, der blev iværksat så hurtigt. På en måde udsprang ideen af jazzen selv, for havde jeg ikke været jazzinteresseret og kendt folk som Kay Sørensen, var det aldrig blevet til noget. Tuborg var med som sponsor fra starten. De ringede selv til mig. Det første år gav de kun en beskeden støtte, men allerede året efter var de hovedsponsor."

Street Parade

Festivalen blev organiseret omkring et udvalg med Københavns City Center, Københavns Turistforening og repræsentanter for spillestederne. Først flere år senere blev Copenhagen Jazz Festival stiftet som en egentlig fond med bestyrelse og ledelse.

Den første festival lå 1. til 8. juli 1979. Der var intet trykt program, men dog en plakat - eller nærmere en stor annonce, hvor de enkelte dages programpunkter kunne aflæses. Allerede dagen inden havde man ladet jungletrommerne gå ved at introducere en street parade, hvor Ricardos Orion Brass Band, senere bare Orion Brass Band, udfoldede en New Orleans-gadeparade med smittende glad og gyngende hornmusik ned gennem Strøget. Orkestret har været en fast del af festivalen siden, hvor det har spillet en hovedrolle som festivalåbner, der hvert år nærmest som en ceremoniel indvielse har gennemvandret indre bys gader og stræder og gjort dem til jazzens.

Orion Brass Band har siden været at høre stort set hver dag under Copenhagen Jazz Festival, og ruterne er blevet udvidet til også at omfatte andre bydele end den indre bys. Tidligt blev også Københavns kanaler taget i anvendelse i et samarbejde med Canal Tours. Orion Brass Band tog for eksempel på havnerundfart med børn, der var inviteret fra børnehaver. Jan Laybourn, der var med i festivalens arbejdsgruppe fra starten som repræsentant for Københavns Turistforening, husker en særlig episode under ølstrejken i 1985, da Orion Brass Band kom sejlende ind gennem Nyhavn:

"Langs kajen stod tørstige sjæle og fulgte med. En fra båden rakte en øl frem for sjov, men så var der én, der sprang i kanalen. Da han dukkede op ved båden, åbnede han munden og tog en brændende cigaret ud, som han havde gemt i mundhulen. Derefter rakte han armen op og tog flasken."

Montmartre

Første årgangs program præsenterede omtrent 75 koncerter, fordelt på 14 scener heraf fem udendørs på blandt andet Kultorvet, Gl. Torv og Amagertorv. Det er interessant at bemærke karakteren af de få faste jazzsteder. De udgjordes af værtshuse som De 3 Musketerer, hvor den traditionelle jazz holdt til, og af La Fontaine, Vingården og Vognporten, hvor der blev spillet mainstreampræget jazz og bop. Også Slukefter i Tivoli hægtede sig på i kraft af Anders Stefansen med ofte flotte gæstespil af amerikanske mainstreamnavne. Derudover var der Musikcafeen i Huset i Magstræde, hvor den danske latin- og fusionsjazz kunne høres. Endelig var der Montmartre i Nørregade, flagskibet med en bred og international jazzorientering.

Montmartre var således fra begyndelsen en central aktør i den nye Copenhagen Jazz Festival. Huset havde allerede i årene forinden haft stærke sommerprogrammer. Montmartre præsenterede et fejende flot internationalt program med blandt andre Sonny Rollins, Dexter Gordon, Dollar Brand, Woody Shaw, Carla Bley og Pharoah Sanders.

Gynger og karruseller

Kay Sørensen var en af de mere originale og farverige karakterer i dansk jazz. Han var kendt for sin lidt humpende gangart, fordi han havde en ødelagt hofte. Det skyldtes engang, han var på jagt, og var blevet så overrislet, at han var faldet i søvn på en mark. Der var kommet en traktor og havde kørt hen over ham. Mange år senere fik Sørensen endelig en hofteoperation, og mens han lå på Rigshospitalet, var der fest på stuen. Otto Brandenburg, der var en af Sørensens gode venner, kom på et tidspunkt på besøg med en pose klirrende flasker. Det undgik ikke sygeplejerskens opmærksomhed, så hun spurgte ham mistænksomt, hvad det var, han havde med. Otto Brandenburg skal have svaret med største uskyldighed:

"Jamen, det er bare vasketøjet, og det er ikke tørt endnu."

En af Kay Sørensens forcer var, at han troede på, at tingene kunne lade sig gøre. I 1976 havde han genåbnet Montmartre på adressen i Nørregade 41 og etableret et velfungerende, nutidigt jazzhus. Kun tre år efter fik han også stor betydning for Copenhagen Jazz Festivals etablering og rækkevidde, dels ved at give grønt lys til booker og musikansvarlig Niels Christensens internationale programforslag, dels ved at turde satse nyt blandt andet med de store koncerter på Christiansborg Slotsplads i 1985 og de følgende to år på Ridebanen.

"Unge Bjørnholt, du kan rende mig i tykke og tynde stråler," råbte han vredt, da Poul Bjørnholt et af årene havde givet noget af den beskedne underskudsgaranti til Jazzhus Slukefter. Men han og Bjørnholt var venner, så han kunne også ringe og sige:

"Hvad så unge Bjørnholt, er man til en halv sildemad? Så ses vi på Wessel om lidt!"

Selvom Kay Sørensen lærte at sætte pris på jazzen, når den blev spillet af f.eks. Chet Baker eller Sonny Rollins, så gad han ikke den "kloge musik". Niels Christensen måtte bruge sin pragmatiske snilde i programlægningen:

"Det bliver vi nødt til, Kay. Ellers har vi ikke respekten derude. Der skal være lidt til gyngerne og lidt til karrusellerne."

Jazz-Kay kom fra værtshuskulturen, nattelivet og underverdenen. Han var fra starten en misfit i jazzmiljøet, og hans personlighed var ifølge Niels Christensen gjort af stærke modsætninger:

"Kay var en dygtig forretningsmand, meget jovial, men også rå og udannet. Og så var han jo alkoholiker, hvilket ikke altid gjorde tingene nemmere. Lige så god og hjertelig han var, lige så stort et røvhul kunne han være."

Kay Sørensen fik et nært forhold til jazzmiljøet og især dets mennesker. Han var forundret over et musikmiljø, hvor 200 mennesker kunne sidde fuldstændig stille i to timer og lytte til musik. Sørensen fandt genklang hos musikere som Eddie 'Lockjaw' Davis, Johnny Griffin, Dexter Gordon, Elvin Jones, Dollar Brand, Adam Nussbaum og John Scofield. De kunne lide ham og respekterede ham, fordi han ikke strøg dem med hårene og kom med lp'er, som de skulle skrive autografer på, eller ville fotograferes sammen med dem. Han ville hellere hygge sig og have det sjovt.

Sørensen var gode venner med Simon Spies og købte på et tidspunkt for en slik den luksusbus, Spies havde fået specialindrettet med blandt andet lædersofaer og bar med fadølsanlæg. Jazz-Kay brugte blandt andet bussen til at afhente store stjerner i lufthavnen. Han placerede kapelmesteren i 'Solkongens' stol med mange knapper og funktioner. Og han sejlede musikerne ud til Flakfortet i sin båd og trakterede med øl, sild og snaps, så de knap kunne spille om aftenen. Hans generøsitet kom til udfoldelse, engang Chet Baker ankom til København. Sørensen mente, han lignede en hængt kat, så han tog Baker med ud i byen og ekviperede ham.

I de følgende år skete der en gradvis forøgelse af festivalens koncertudbud. Flere spillesteder kom til, og den dynamik, som skulle få Copenhagen Jazz Festival til at vokse ud over alle forestillingers bredder, var sat i gang.

Christian Munch-Hansen dækker Copenhagen Jazz Festival i avisen fra på tirsdag den 8. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu