"Gode kunstnere imiterer kunst, mens fremragende kunstnere stjæler," sagde Picasso. Picassos arvtagere er mindre begejstrede.
"Olafur Eliasson har taget mange ideer fra mig og forsimplet dem," sagde den amerikanske konceptkunstner Dan Graham til Information i december, og efterspørgslen fik skylden:
"Der er en del konkurrence blandt yngre generationer, hvor de forsimpler værker fra 60'erne."
I lørdagens Information udfoldede kunstmaleren Michael Kvium kritikken:
"Mange samtidskunstnere refererer tilsyneladende til hinanden i stedet for at referere til kunsthistorien. Resultatet bliver let incestuøst. Hvis de kendte deres kunsthistorie, ville de vide, at kunsten i dag minder fuldstændig om den, der blev lavet i 1970'erne," siger Kvium.
Man skal ikke bekymre sig om kunsthistorien på den måde, mener kunstner og professor ved Kunstakademiet i Düsseldorf Tal R:
"Det interessante er måden, som ideer bliver knækket på. Kunsthistorien er et generøst bibliotek, og man skal bruge den, så godt man kan," siger Tal R.
"Hvis man forestillede sig, at kunsten udelukkende tog udgangspunkt i samtiden, er det stadig ikke muligt at frasige sig fortiden, fordi kunsthistorien stammer fra menneskets vilkår. Kunstnere vil gerne tage sig det egotrip, at de arbejder uafhængigt, men det er ikke muligt," siger Tal R.
Historieløs kunst
Den stigende efterspørgsel kan ikke undgå at få betydning for kunsten, og derfor lider kunsten i øjeblikket under "kunstens ulidelige frihed," mener Michael Kvium.
"Alt kan sælges, alt kan accepteres, og alt forsvinder i den massekultur, vi omklamres af," siger Michael Kvium, og til dels har han ret, mener professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet Jacob Wamberg.
"Kunsten sejrer ad helvede til, når alle og enhver kan købe kunst, fordi det er den totale vareliggørelse af finkulturen. Begrænset succes er godt for kunsten, men for meget succes kvæler eksklusiviteten," siger Jacob Wamberg.
At kunsten skulle lide på grund af historieløse kunstnere, kalder han "rent vrøvl":
"Det har aldrig været interessant, hvorvidt kunsten er mere eller mindre forankret i kunsthistorien. Nogle kan være det for meget, og netop Kvium genbruger nogle kunstformer, der burde peppes op," mener Jacob Wamberg og uddyber:
"Kvium maler i en stil, der udfordrer borgerlige traumer, der skal give nogle små chok, men når man har læst hans billedgåder og tænkt, 'ih, hvor grænseoverskridende', er det egentlig det," siger Jacob Wamberg.
"Der kan være noget om, at ideen i visse typer værker reproduceres, men samtidig indeholder værker, der er direkte inspireret af andre værker, elementer, som man ikke sanser i nuet, men først får øje på senere," siger han.
Når kunstnere hævder, at deres oprindelige ideer reproduceres i dag, er det en tilbagevendende diskussion i kunsthistorien.
"Når én type kunst hævdes at være mere 'mere original' end en anden type kunst, så er det fordi vi befinder os i en overgangsperiode; det 'originale' var tidligere bundet til kunstneren eller værket, mens originalitet i dag nærmere er ideen og konceptet eller iscenesættelsen af ideen," fortæller Jacob Wamberg.
Alt er lavet før
Når kunstnere genoptager tidligere kunstneres projekter og møder kritik, er det en tendens, som Jacob Wamberg kalder for 'originalitets-fetichisme'.
Begejstringen for det autentiske leder tilbage til kunstens opbrud i begyndelsen af 1900-tallet. Kunsten skulle ud af museer, teatre og koncertsale og i stedet være en del af samfundet og menneskelivet, men Anden Verdenskrig afsluttede forsøget.
Efter krigen forsøgte 'neo-avantgarder' som Duchamp, Man Ray og Kurt Schwitters at gentage - eller gennemføre - forsøget på at trække kunsten ud af kløerne på kunstinstitutionerne.
"Heroisk, men mislykket," mente den tyske kunstteoretiker Peter Bürger, fordi museer og galleriers hvide vægge stadig greb om kunsten, før den nåede 'almindelige mennesker'.
"Ifølge Peter Bürger var al kunst efter de historiske avantgarder 'patetiske gentagelser', men han var for hurtig, fordi neo-avantgarderne udforskede noget, som de historiske avantgarder først nåede at sætte i gang. Det er lidt det samme, som man kan sige i dag," mener Jacob Wamberg.
"Begæret efter innovation og originalitet er ved at nå infernalske højder. Kritikere er meget hurtige til at sige, at alt er gået i stå og alt er sagt, men senere vil man opdage, at historien ikke var fortalt færdig," siger han.
