Læsetid: 6 min.

'Biceps skal være af en vis størrelse'

En verden af knækket gul og pumpede kroppe bliver observeret af to afgangselever fra Forfatterskolen, der både beundrer og foragter reality-tv, fitness og damebladenes magt
24. juli 2008

Simon Tolsgaard turde ikke se blod. Hver gang han skulle aflevere en dansk stil i skolen, afleverede han et eller to små kladdehæfter med meget brede linjer, hvori han selv fortalte historien om Indiana Jones eller James Bond. Filmene var for farlige. Det syntes Signe Brønserud ikke - hun brugte ligesom Simon Tolsgaard en masse tid på at skrive, og det blev blandt andet til manuskripter til skolestykker.

Simon Tolsgaard er fra forstads-Århus og Signe Brønserud fra Middelfart. Efter folkeskolen sprang Simon Tolsgaard fra uddannelse til uddannelse, mens Signe Brønserud uddannede sig som syerske og modelkonstruktør og fik et 8-16 job i tøjbranchen. Men en dag sagde hun sit job op og begyndte at skrive intensivt, og Simon, han forlod endnu en uddannelse og rejste til København.

I dag sidder de sammen i Informations lunkne arkiv og frokoststue. Han med en armykasket og ternet skjorte, hun med skrigende ferskenfarvede negle og en isbjørnering. Begge med en dåseøl foran sig og et afsluttet studie på Forfatterskolen bag sig.

Kroppe

Simon Tolsgaard fortæller, at han beskæftiger sig meget med kroppen i sine digte. Den krop der gerne skal passe ind i et skema, hvor biceps skal være af en vis størrelse.

"Jeg har beskæftiget mig meget med bodybuildere, sex med mindreårige og anoreksi. Jeg kunne selv mærke, hvordan jeg blev påvirket af alle reklamerne og bare af at gå ned ad gaden i København. Man går virkelig og tænker: 'Hold kæft hvor er mine arme små'," siger han.

Da han var lidt yngre, gik Simon Tolsgaard en dag ud og købte et par håndvægte. Og bagefter blev han helt sur på sig selv.

"'Hvorfor gjorde jeg nu det?', tænkte jeg, da jeg gik hjem med dem. Jeg brugte dem lidt, men har aldrig haft disciplinen til at træne igennem. Jeg er dog begyndt at forstå, at det ikke bare handler om at se blæret ud, men at det handler om at passe ind. At man virkelig kan føle sig fremmedgjort, hvis man er i et lille miljø, hvor alle for eksempel løfter vægte. I starten vrængede jeg meget af de her personer i mine digte, men som jeg selv ser mine ting nu, så ligger jeg i et mere ambivalent felt, hvor jeg ikke er for eller imod. Der findes ikke nogen klar moral og etik, alting brydes og bøjes igen og igen. Man kan blive helt vildt sur på dem, der går ud og køber latte og dyrker velfærd og nationalstaten osv. Men det er svært ikke selv at befinde sig midt i det hele," siger han.

Signe Brønserud kredser ligesom Simon Tolsgaard meget om begrebet 'fremmedgjorthed'.

"Jeg har altid selv følt mig fremmedgjort, altid følt mig udenfor. Jeg har aldrig tilhørt en gruppe og har egentlig heller ikke haft lyst. Jeg lagde meget mærke til det som teenager, hvor det hele handler meget om identitet og stil. Enten var du det ene eller det andet. Grunge eller hippie, du valgte det, og så var du det, og dyrkede det i alle former og aspekter: Musik, påklædning, omgangsformer. Jeg kunne ikke hellige mig det ene frem for det andet, så jeg zappede rundt i de forskellige grupper og prøvede at tale deres sprog, men opdagede altid, at jeg ikke var en del af det. Jeg har altid været beskueren," siger hun.

Simon Tolsgaard og Signe Brønserud er enige om, at følelsen af fremmedgjorthed er et fællestræk hos alle eleverne på forfatterskolen.

"Jeg vælger bare at dyrke det i mine tekster. Men på forfatterskolen er vi fælles om at være sådan nogen, der tror, at vi ikke er en del af noget som helst," siger Signe Brønserud.

Det absurde

Begge er de optaget af, hvad det er, der fascinerer deres omverden.

"Jeg kan blive dybt forarget over reality-programmer som Paradise Hotel, hvor indgangsbilletten er muskler og flad mave. Det er så antifeministisk, det er så mandsdomineret og så voldsomt ubehageligt at se på," siger Simon Tolsgaard og forklarer:

"Mændene taber ikke noget på det. De har bare store muskler. Men det er helt forfærdeligt at se alle de her små 19-20 årige piger, der giver sig hen til jævnaldrene fyre. Det er pigerne, der udstiller sig, fordi fyrene rent miljømæssigt er nogle stoddere - og det er et plus! Pigerne deltager i softporn, og jeg kan ikke se, hvor det fører hen, og hvilken betydning har det for de her mennesker om 10 år? De bliver jo manipuleret helt vildt med derinde," siger han.

Signe Brønserud bliver især inspireret af det absurde i verden omkring hende.

"Jeg kan godt finde på at læse dameblade, og det forarger mig, hvordan den verden dikterer, hvordan vi skal være. Jeg kan ikke tage dem seriøst, men jeg er nødt til at læse dem for at se, hvad det er, der foregår. Vi omgiver os med mange mennesker, der virkeligt tager det her alvorligt. Dameblade. Jeg prøver at forstå, at det kan have så stor betydning. Og det er da interessant, at nogen drømmer om at være med i Paradise Hotel. Nu har jeg arbejdet i modebranchen i otte år, og mine kolleger for eksempel, de kan vitterligt tale fuldstændig seriøst om, hvorvidt farven gul i den kommende sæson skal være lidt mere 'knækket'," siger hun.

Og Simon Tolsgaard bryder ind: "Men det er vel ikke så anderledes, end det vi selv går og beskæftiger os med?"

"Næ, vi er ikke et hak bedre," svarer Signe Brønserud.

Simon Tolsgaard forklarer, at han selv kan blive ekstremt påvirket af de konventioner, som han mener, er så udtalte i det danske samfund.

"Jeg kan føle mig fremmedgjort over for min egen familie, fordi jeg må censurere mig selv, når jeg skal snakke om det, jeg laver. Hvis jeg begynder at snakke om titler eller genrer, får jeg at vide, at jeg er elitær. Men jeg får det aldrig at vide, hvis jeg snakker om alt muligt andet: Boligmarkedet, politikere osv. Det er kun hvis man beskæftiger sig med noget kunstnerisk eller noget meget akademisk, at man bliver puttet i den kasse," siger han.

Simon Tolsgaard nægter at censurere sig selv i sine digte.

"Jeg føler, der skal være en vis ærlighed i det, jeg skriver. Et 1:1-forhold. Jeg må ikke censurere noget fra, selvom jeg synes, det er for pinligt. Eller for dobbeltmoralsk eller utydeligt. For hvis jeg gør det, føler jeg, at jeg censurerer noget for læseren, og det er jeg meget imod. Jeg prøver at finde en måde at være ærlig på. Og få det hele med," siger Simon Tolsgaard, der mener, at god litteratur er inkluderende og har en vis rummelighed.

Signe Brønserud spørger, om Simon Tolsgaard mener, at det skal være 'maksimalistisk'.

"Jeg har selv tænkt over det, for jeg synes, de nye årgange er maksimalistiske i modsætning til tendensen i 1990'erne, der var meget minimalistisk," siger hun og uddyber 'maksimalistiske':

"Voluminøse. Hvor det før gjaldt om at skære væk, så gælder det nu om at fylde på," siger Signe Brønserud.

Simon Tolsgaard er ikke helt enig:

"Jeg bliver irriteret over det med 'at fylde på'. Jeg tror, det handler om, hvad man skriver: En sygeplejerskes forhold til sin mand, eller et absurd samfund, hvor der render nogle medicinerede mennesker rundt og føler sig fremmedgjorte; det første vil nødvendigvis være minimalistisk," siger han.

Signe Brønserud synes nu alligevel, at hun ser en tendens.

"Måske er det fordi, jeg arbejder i modebranchen og er vant til at tænke i tendenser," siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Katinka My Jones

@Boalth

Forsøger du at være "sjov", eller forsøgte du i virkeligheden at finde netavisen 180grader? Der har de i hvert fald gang i en god og dramatisk "pengene fosser ud af statskassen"-stemning, som blev deres egne personlige konti lænset dagligt af uduelige kunstere, som de af en eller anden grund har allermest ondt i røven over, sådan, lidt ude af proportioner med faktiske tal.
Fuck tal, vi har jo følelser.

Jeg er i øvrigt vild med Beckett.

Stanislav Hvas

Det glæder mig, at Information leverer spalteplads til unge, ukendte digtere og forfatterspirer. Litteraturen har trange kår i mediebilledet, medmindre man skriver mainstream femi-krimier fyldt med pop-psykologi og forudsigelige plots.

PS: Dostojevskij holder til enhver tid. Beckett kommer man sig over.

Nietrick Moell

Jeg husker da jeg boede i Australien, der dyrkede vi megen sport i skolen og efter skole. Styrketræning var en naturlig del heraf. Dér kunne man både snakke sammen mens man trænede og få en velvære. Der var stort set alle fra skolen før eller efter at vi havde været ude og sejle, surfe eller hvad vi gjorde. Vi så ikke styrke træning som en decideret enkel-sport, men som et sted vi kunne mødes og træne det der var nødvendigt for at være bedre til squash, surfing eller f.eks. svømning. Jeg syntes det var så hyggeligt - og en dejlig fornemmelse i kroppen, så da jeg kom hjem til Danmark ville jeg fortsætte det... Men, her var der en helt anden indstilling. Det drejer sig bare om at dyrke kroppens formåen i størrelse og form. Det er så koncentreret om selve krops- og styrketræningen, at jeg helt klart takker nej.

Henning Ristinge

Der er en masse misforstået sludder I den artikel. Jeg har haft håndvægte de sidste 20 år men det betyder sgu da ikke at jeg så er body-builder type. Men når det er sagt så er det da rigtigt at det synes at have taget overhånd i film-industrien hvor alle skuespillere efterhånden ligner bodybuildere

Men det er jo et ret ligegyldigt fænomen. Misforholdet mellem disse skuespillere og en generet overvægtig befolkning som i tiltagende grad lider og dør af overvægt med symptomer lige fra diskusprolaps hun unge i tyverne til ekstrem overvægt og sukkersyge etc etc. er lang mere alvorlige problemer end at enkelte gå ud på overdrevet med fysisk træning. I den sammenhæng er skuespillerne snarer et eksempel til efterfølgelse.

Det her handler om at vi har skabt et samfund hvor vi er godt på vej til helt at afskaffe kroppen som havende noget som helst andet formål end at bære hovedet. End ikke håndværkere og soldater skal efterhånden bruge kroppens egne muskler til noget som helst. Håndværkerene har lette maskiner som gør det hele, og soldater ender sgu snart alle sammen bag pc’erne. og så lige lidt fødder og ben til at træde på speederen og sådan lige bære os fra bilen, der er parkeret så tæt på indkøbscentrets hovedindgang som muligt (vi skulle jo nødigt risikere at gå) og så frem og tilbage fra bilen til kølediskene, og hjem til middagsbordet. Og, de fleste af os ser sgu ud derefter.

Virkeligheden er at vi har brug for at finde veje til at vedligeholde et minimum af muskel-tone ellers falder vi sammen og bliver syge. Så lad os opfordre forfatterne til også at anvende håndvægtene lidt. De kan anvendes til meget mere end biceps, de er faktisk udmærkede når det gælder om at vedligeholde lidt muskler også i ryg skuldre, nakke, bryst og ben og kan endog anvendes sammen med sit ups og dermed styrke mavemusklerne så de ikke falder for diskusprolaps – som er en epedemi, ikke mindst blandt folk der sidder for meget og for længe foran en pc og skriver.