Læsetid: 5 min.

Bitterfissen og naturens muntre søn

Barnlig vrede og misundelse sprutter ud af Bitterfissen, og sådan går det til, at mange moderne par står uforstående og uforsonlige over for hinanden. Som små forurettede børn
Maria Svelands hovedperson, Sara, ved godt, at kærligheden er afgørende for at få parforholdet til at fungere, men hun kan alligevel ikke frigøre sig fra sin misundelse og bitterhed.

Maria Svelands hovedperson, Sara, ved godt, at kærligheden er afgørende for at få parforholdet til at fungere, men hun kan alligevel ikke frigøre sig fra sin misundelse og bitterhed.

Isabelle Rozenbaum

18. juli 2008

Engang kunne man blive ulykkelig af svigtet kærlighed, i dag kan man blive bitter i fissen af forurettelse. I Maria Svelands bog Bitterfissen lider hovedpersonen, fordi verden ikke svarer til hendes høje moralske forventninger til den. Af den grund handler bogen om sammenligningsfølelser som misundelse, nag og revanchisme.

Bogen karakteriseres af forlaget som en roman, hvad den ikke er. Den er lige så lidt en roman som Mein Kampf. Svelands bog er, i det store hele, et feministisk propagandafremstød i kampen for den absolutte ligestilling mellem kønnene, drevet frem af et nag til mænd, der nærmer sig had.

Bogens jeg-person er rejst til Tenerifes milde luft for at hvile ud. Her reflekterer hun over livet derhjemme i det januarkolde Stockholm, hvor hun har efterladt mand og barn. Hun tænker på sin barndom og disse erindringer veksler med en uhæmmet vrede over den herskende ulighed mellem kønnene, som hun uden videre projicerer ud over de sagesløse feriegæster.

Virkeligheden kan enhver se, som Goethe sagde, men det er kun den der har noget at lægge i den, der kan erkende dens indhold. Derfor ser hun sig omgivet af mandschauvinister og deres kvindelige ofre. Hendes udgangspunkt er, at simpel retfærdighed består i at alle er stillet absolut lige. Hun forestiller sig, at problemerne i parforholdet helt ville forsvinde, hvis en fuldkommen lighed var mulig. Derfor bliver svangerskabet og fødslen den store anstødssten. Hun understreger, at det var hendes mands barselsorlov, der reddede deres parforhold! Parternes barn skulle dernæst i vuggestue, ikke så meget for barnets skyld, for enhver svensker ved udmærket, at børn intet godt har af at komme i vuggestue, men fordi det tjener lighedsideologien. Derfor skal barnet også sove mellem forældrene, og dersom parterne bliver skilt, går lighedsmanien også ud på at dele barnet, og den vise Salomons indsigt må man antage er gammeldags mandschauvinistisk snak for Sveland.

Den umulige sjælefred

Svelands hovedperson, Sara, er besat af ideen om, at noget i verden skal bringes i orden, før hun kan få ro i sin sjæl. Men således besat kan hun ikke forbedre noget som helst.

Saras overvejelser kunne minde om de kvaler, som Saul gennemlever i første Samuels bog, der rummer en af digtningens dybsindigste skildringer af misundelsen. Saul kommer atter og atter til erkendelse af, at ondskaben kommer fra ham selv, men vil alligevel slå David ihjel for at udrydde den. Sara når igen og igen frem til, at det er kærligheden, der må være det afgørende mellem mand og kvinde, men hun kan ikke frigøre sig fra sin misundelse og bitterhed. Hun kan ikke slippe tilbøjeligheden til at sammenligne sig med mændene og har for så vidt mistet sig selv på forhånd.

I al den terapi og de overvejelser, Sara har været igennem, er det lidt besynderligt, at hun ikke er støt på Freuds begreb om penismisundelse, men det hænger naturligvis sammen med, at problemerne for Sara slet ikke er psykologiske, men alene sociale. Der er ingen erkendelse af, at misundelsen er udtryk for en indre konflikt, som naget yderligere forstærker.

At Maria Svelands bog er blevet en bestseller, kan kun skyldes, at hun ikke er alene om at mærke en frustration. Fortvivlede kvinder barrikaderer sig bag misundelsen og nagets skinlogik og ser bort fra de muligheder, som findes lige for næsen af dem, og som alle moderne svenske kvinder er optaget af, nemlig deres egen individuelle historie. Den bearbejdes i psyko- og parterapi som aldrig før, og Svelands sprog har en umiskendelig terapeutisk jargon.

Men spørgsmålet er, om terapien kan skabe en frigørelse fra det barnlige univers, eller om den, som i Saras tilfælde, er endt i en insisteren på, at det er barndommens idealer, der skal gælde i voksenlivet. At alt er uretfærdigt, er en vurdering, som Sara er nået frem til, og som kun er naturlig ud fra en fortolkning, der alene anerkender barndommens idealer som målestok.

Dominerende far

Sara kan om sin far fortælle, at han var en dominerende mand med stor mave og et tykt bundt pengesedler. Han styrede den nervøse mor, som altid ryddede op og lavede mad. Det vil sige, at han styrede familien via økonomien, mens moderen styrede faderen ved at isolere ham følelsesmæssigt fra sig selv og børnene. Og denne tilstand markeres symbolsk via en episode, hvor faderen ikke ville med til familiefotografen. Sara giver denne barndom skylden for sine egne problemer, og det er på den baggrund svært ikke at få den tanke, at det aldrig er for sent at få en ulykkelig barndom.

Konstruktionen af fortiden viser sig i skildringen af en far, der ganske vist var frustreret, men også omsorgsfuld, og som flere gange var på pletten, når hun i puberteten var i knibe. Som voksen føler hun imidlertid, at hun i barndommen aldrig blev set, og at hun altid var overladt til sig selv.

Skildringen afslører desuden, hvad der var det egentlige problem i Saras barndomsfamilie: Moderen var knyttet til børnene med følelser, som gjorde samlivet med manden til en umulighed, og han reagerede, forståeligt nok, med frustration. Det er denne frustration, der hos den voksne Sara er blevet eksponeret til mandkønnets utålelige chauvinisme. Hendes overvejelser fører hende til refleksioner, der igen og igen munder ud i et forsvar for bindingen til moderen. En binding, der fastholder Sara i misundelsens ideelle univers, og det bliver efterhånden umuligt ikke at få den opfattelse, at Bitterfissen er en lille stædig pige, der i et voldsomt raseri har taget parti for sin stakkels mor.

Det problem, som Bitterfissen slet ikke kan se og derfor heller ikke kan forholde sig til, er, at hendes mand presses af hendes lighedsmageri ud i en umodenhed, ligesom hun selv gør. Hans tilbøjelighed til at opføre sig som naturens muntre søn bliver yderligere forstærket af hende, og han føler, at han må kæmpe for sin ret.

Således står mange moderne par uforstående og uforsonligt over for hinanden, som små forurettede børn. Kvinden føler, at hun har en mand, der er uansvarlig og som helst er fri for at deltage i familielivet, mens manden føler, at alt skal foregå på kvindens betingelser, så han derfor trækker sig følelsesmæssigt eller kæmper hårdt med hende, fordi han ikke vil finde sig i hendes tyranni. Ingen af parterne magter tilsyneladende en voksen position, hvorfra konflikterne kunne drøftes, forstås og bearbejdes.

Hen mod slutningen af bogen er man ved at være ganske træt af de gentagne angreb og udfald. Men så sker der imidlertid noget overraskende. Det er, som om Sveland får luft under vingerne, og man mærker, at den voksne kvinde forsigtigt og prøvende gør sig gældende, mens den forurettede lille pige synes at falde lidt til ro. Det agitatoriske og propagandistiske viger, måske under indtrykket af afstanden til de kære derhjemme, og det giver håb om et nyt liv.

Finn Korsaa er psykolog og parterapeut. Har udgivet bøgerne 'Parforhold og børneopdragelse' (2001) og 'Naturens muntre søn' (2007)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er utrolig at læse, at Finn Korsaa er psykolog, han har i hvert fald ikke særlig stor indsigt i menneskesindet, når han gør precis det samme som Maria Sveland kritiserer ham og alle af hans slags for at gøre, nemlig at bruge det billige trick med at reducere kvinden til en lille pige uden forstand på den "virkelige verden", som er precis den patriarkalske måde at vise sin magt på.