Læsetid: 7 min.

'Jeg har brug for at se ideerne gå igennem mine assistenter'

I Tal R's værksted bliver assistenter til kunstnere, når han selv bliver for sikker. Assistenterne er nødvendige for at tage værkerne til et nyt niveau - og de føler sig alle som medskabere af Tal R's værker
15. juli 2008

Robin Monies betragter det sodsværtede jernstativ, der for et døgn og en ildebrand siden var en skulptur fra kunstneren Tal R's værksted.

To måneder tidligere fik Robin Monies og tre andre assistenter i værkstedet opgaven at fylde hver et kvadratisk jernstativ med forskellige former for smat. Lim og pulp, massen er underordnet, bare de opfinder det selv. Tape og plastik, kæder, garn og stålwirer binder skulpturerne sammen. Tal R gav skulpturerne hver en grundfarve.

Men det, der er tilbage af Robin Monies skulptur, er kulsort.

"Vi tog den ned på havnen for at prøve, om man kan smelte lidt på den - det gik ikke helt. Den brændte for hurtigt, og så brændte den helt ned," siger Robin.

"Den er ikke ødelagt, den er bare nået et andet niveau. Der er stadig smeltet plastik, og man vil kunne mærke, at der er sket noget med den undervejs," fortæller den 24-årige Robin Monies entusiastisk, mens han udpeger, hvor genopbygningen skal starte.

Robin er én af Tal R's fem assistenter, om er ansat til at lave collager og skulpturer i stof og smat, prints og maleopgaver, udklip og strik. Og fejl. Tal R's værksted er fejl en værdifuld ressource, fordi erfaringerne bringer værkerne til et andet niveau. Det er kun Tal R, der maler, mens assistenterne søger den samme ide og kant i andre materialer.

"Det øjeblik, jeg sætter arbejde af til assistenterne, er det øjeblik, hvor arbejdet kan slippe mig," siger Tal R.

Ideland

I porten til det 500 kvadratmeter store værksted står Robins afbrændte stativ, som Tal R samme morgen gransker et langt øjeblik, inden vi bænker os med i værkstedets køkken.

Fejltagelser som den nedbrændte skulptur er vigtige, fortæller Tal R, fordi forudfattede forestillinger om værket skal skubbes væk, inden man går i gang.

"Jeg konstruerer maveplaskere for mig selv. Bum! Det er ikke fordi, det er sjovt at ramme vandet med maven, men før jeg rammer det, forstår jeg visse ting, og så rejser skulpturen sig. Det kan man gøre alene eller med andre mennesker, og når arbejdet ikke interesserer mig længere, så har jeg brug for at se assistenter gå igennem det."

Ved første øjekast er Tal R's værksted i en tidligere lagerhal en pink, rød, gul, grøn, blå, brun, sølvfarvet, sort og orange scrapbog fra et kunstnerliv, man kan bevæge sig i.

Inden for døren står et langt arbejdsbord med et pink bagtæppe og en computer, og på bordet ligger et brunt stykke linoleum med en halvt udskåret by. Halvfærdige skulpturer hænger ned fra loftet, og en kæmpe opslagstavle med børnetegninger fylder en væg. Langs køkkenet er Tal R's hjørne, hvor der aldrig ryddes op, og hvor kun han maler.

"Jeg kan have ting i gang i et år, som bare ligger på gulvet. I maleriet bearbejder jeg ideer og materialer, fordi de er en fordel ved at forsimple ideen lidt på papir eller lærred. På det tidspunkt er materialet ikke klar til, at andre skal stikke hænderne i det," siger Tal R.

Der er en indforstået orden i værkstedet; hvert rum har sit medie og materiale, sit hjørne af en ide. Rummet, hvor de store træskulpturer bliver malet, og rummet, hvor skrammel-skulpturerne bygges op, og rummene med sirlige stakke af farve-koordineret genbrugsstof, hvor tekstildesigneren Karen Bjelke arbejder.

"Hele det her værksted er mit idéland, fordi det er ideerne pakket ud på 500 kvadratmeter. Det er et økosystem, hvor ideerne bliver sendt hele vejen rundt, og allervigtigst, så bliver ideer også sendt væk fra mig. Det vil sige, jo bedre jeg er til mit arbejde, jo bedre er jeg til at sætte folk i gang med det."

Adieu Interessant

Den 2. maj i år var der fernisering på ni strålecollager ved navn Adieu Interessant på Tal R's nuværende galleri, Contemporary Fine Arts (CFA), i Berlin. 'Drengene' arbejdede i et til tre år på collagerne, og i de sidste to måneder op til ferniseringen var tekstildesigneren Karen Bjelke, projektleder Sofia V. Fischer og designer Natascha Hardt, der normalt laver 'øko-veggie'-mad til alle, også beskæftiget med de ni kunstværker.

"Til sidst var der en ny ide hver dag, og der var masser af materiale, så det handlede om at sige stop, før alle collagerne blev brune. Men det bliver fedt at se dem om nogle år igen."

Viktor Henderson var den anden assistent, der i 2005 blev ansat til at lave Adieu Interessant-serien af ni collager med titlerne Sort, Blå, Grøn, Brun, Orange, Rød, Pink, Gul og Sølv. Collagerne er 15 års udklip af kunsthistorie og pornoblade, børnebøger og reklamer og andre tidsglimt, der er indsamlet og udvalgt af Tal R, men sammensat af assistenterne i 2,5 x 2,5 meter. Billeder, udklip og elementer er vævet sammen i lag, hvor striber eksploderer væk fra værkets centrum eller suger elementerne ind i billedet og smelter sammen i nye enheder og sammenhænge.

Ferniseringen var et nervepirrende og fantastisk antiklimaks for 'drengene', Albert Grøndahl, Robin Monies og Viktor Henderson:

"Det var fedt i Berlin, og der var en masse søde mennesker, men vi havde haft hovedet inde i collagerne så længe, at det var fedt, at de var væk," fortæller Viktor Henderson.

"Også vores værker"

"Ferniseringen var virkelig ikke rar," fortæller 21-årige Albert Grøndahl, der har arbejdet med collagerne i et år op til udstillingen, "vi havde jo arbejdet på de her kunstværker i sindssygt mange timer, og de var som en elsker, der ikke kan få nok. Da de så pludselig hang dér på den hvide væg, så var romancen forbi. De mistede noget i galleriet, selvom det var fantastisk at se dem."

- Ser du dem som Tal R's værker?

"Nej, det er helt klart også vores. Fra vi arbejdede på fem gange ti cm til et år efter at trække striber og arbejde over hele fladen ... de var så tæt på os."

- Hvad med de fremmede øjne til en fernisering?

"Nogle folk gik bare forbi! Men der var en mand, som sad på en bænk helt alene og kiggede på Orange, og man kunne bare se, hvilken glæde detaljerne var for hans øje. Det var smukt," fortæller Albert.

Skræmmende

Tal R's arbejde med Adieu Interessant begyndte i 2005, fordi han ikke længere selv ville lave den type collager.

"Jeg var nået til det punkt, at hvis jeg fortsatte med collagerne, så ville jeg bare blive meget dygtig til at væve strålecollager."

Robin Monies var den første, Tal R ansatte til at arbejde på sine collager, og umiddelbart inden han samlede sit værksted i en 700 kvadratmeter lagerhal på Amager, blev den dengang 20-årige Viktor Henderson ansat. Collagerne blev de to drenges arbejdsområde.

"Collagerne er vores svendestykke," siger Robin Monies.

"Efter, at de forsvandt, er der et helt tomrum. Vi tænker på dem, og hvis jeg ser dem på museum et sted, vil jeg helt sikkert tænke, at det har jeg fandme kreeret! Der er mange af vores erfaringer, der h ger sammen med de collager, og det har været så fedt at få lov til at lege med alle de ting, vi har leget med."

Viktor Henderson supplerer:

"Robin og jeg skulle arbejde sammen på collagerne, og vi vidste kun, at vi skulle klippe/klistre og sætte op på collagerne," fortæller Viktor Henderson.

"Efterhånden som collagerne voksede, fik vi lov til at arbejde mere selvstændigt."

Folk bliver sat i gang med et sæt spilleregler i forskellige rum, og jo bedre de arbejder, jo mere passer de sig selv. De bliver nærmest ignoreret, fortæller Tal R.

"Jeg har brug for at se ideerne gå igennem andre end mig selv, og så udpeger jeg en retning, men hemmeligheden er, at det er en anden vej, vi skal, det kan jeg bare ikke sige til dem" siger Tal R og uddyber: "

Hvis collagen skal have en bestemt kant, og jeg peger på den, så snubler folk over den. Derfor skal de gøre sig deres egne erfaringer."

For Albert Grøndahl var collagerne i begyndelsen store, hvide skræmmende flader:

"Hvis jeg nu lavede en fejl på en anden mands værk? Men Tal sagde, at hvis jeg fuckede det op, ville der alligevel komme noget smukt ud af det, så efterhånden kom selvtilliden. Måske lignede det skrammel, men man lægger en vej for sig selv," siger Albert.

'Helt klart håndværker'

35-årige Karen Bjelke farvekoordinerer stakke af stofmaterialer i værkstedets fjerneste hjørne, og hun overfører Tal R's ideer til værker af stof som den fire gange syv meter store tekstilcollage Jeg dræbte en pædagog fra 2007.

Det er Karen Bjelke, der forbereder skabeloner til papirkrystaller og 'sømringe' i collagernes sidste lag, og hun er også med til fernisering i Berlin.

"Det var skønt og anderledes, fordi man kunne gå mange meter væk fra dem," siger hun.

- Opfatter du dig selv som en del af værket?

"Ja, helt sikkert. Jeg var stolt og glad for dem, men jeg kan ikke rigtig have en holdning til collagerne, fordi jeg har været så tæt på."

- Er du kunstner eller håndværker?

"Jeg er helt sikkert håndværker. Min rolle er meget klar, det er tilfredsstillende for mig at løse nogle opgaver inden for nogle rammer, som en anden har stillet."

Serie

Seneste artikler

  • 'Nogle skulpturer sætter jeg bare min signatur på'

    22. juli 2008
    I billedhuggeren Jens Galschiøts værksted er Kurt Liliendal Hansen manden bag mesteren. Den anonyme kollega, der sørger for, at en halvanden meter høj bronzeskulptur kan sendes til Afrika i en lille kasse. Og samles igen
  • 'Jeg må aldrig blive leverandør for ambitioner og efterspørgsel'

    19. juli 2008
    Kunstneren Michael Kvium arbejder alene, uden assistender. Også selv om det betyder, at han ikke kan følge med efterspørgslen
  • Skruer falder ud af væggen i Berlin

    18. juli 2008
    Den danske kunstner Jeppe Hein er kendt for installationer, der skaber bevægelse mellem museet og mennesket - men mindre kendt er de ingeniører, teknikere og lysdesignere, der producerer værkerne i dialog med kunstneren via Skype, telefon og e-mails
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Wienberg Hansen

rodfæstende instrukser i udtryk fra mit inderste væsen. Spekulerer jeg paa højdepunktet. Fortsat bånd sat og uadskillelige indsigter. Besættelser i drift svævende. Med pulserende silhuet vifter jeg enkelt omrids. og behagelig af skære jeg tendens hang. bankende og stødende paa foder i medholdende følelser. Fortabt og uklart rotations sammenblanding. beherskes smitsomt destruere. Trængsel viderefører udviklende spekulant katastrofer. Udstykkes gennem tårer og smil. Hyldest at tilintetgøre udrede kontrols. Og bringe utildækket rotation. Hægte op og åbne uafgjorte besiddelser. i det hele taget som forsømt og uplejet. medholdne fremmedgjorte glemsel iværksætte. Besørger jeg næsten fortabt og uklart bevidstløse foreninger.