Læsetid: 5 min.

Cello på kanten af det umulige

Festival-aktuelle Andreas Brantelid er udråbt til et af de største danske talenter nogensinde. Den 21-årige cellist mener selv, at opskriften på succes hedder musikglæde, spontanitet og mod til at spille cello på kanten af hvad der er muligt
-Jeg er begyndt at læse noderne grundigt, i stedet for bare at tage den på øret. Nu kan jeg blive helt opslugt af den forståelse af form og struktur, man kan læse sig til. Jeg føler, at jeg er ved at nå nyt niveau i min musikforståelse. At jeg kommer dybere ind i musikken-, siger cellisten Andreas Brantelid.

-Jeg er begyndt at læse noderne grundigt, i stedet for bare at tage den på øret. Nu kan jeg blive helt opslugt af den forståelse af form og struktur, man kan læse sig til. Jeg føler, at jeg er ved at nå nyt niveau i min musikforståelse. At jeg kommer dybere ind i musikken-, siger cellisten Andreas Brantelid.

Christoffer Askman

17. juli 2008

Andreas Brantelids sommer står i spilleglædens tegn. Cellisten er aktuel på flere festivaler.

Her glæder han sig til at levere musikglæde og spontanitet - og til at udforske nye musikalske ideer. For Andreas Brantelid og hans cello befinder sig bedst på kanten mellem muligt og umuligt.

"En god koncert handler for mig om at turde eksperimentere. Om at turde give efter for de indfald man får, når man sidder over for publikum," forklarer den 21-årige cellist.

"Turde spille så kraftigt, så svagt eller så hurtigt som det overhovedet kan lade sig gøre."

Det værste er en koncert der bliver spillet kedeligt 'på den sikre side', mener han. Men det er næsten lige så galt at lade eksperimenterne tage overhånd, og risikere at musikken vælter i kraftige toner og celloklangen bliver til en knækket kradsen. For en musiker spiller først og fremmest for publikum.

Men lige dér på kanten af, hvad der kan lade sig gøre. Dér spiller Andreas Brantelid helst sine koncerter.

Karrieremæssigt har den 21-årige cellist aldrig befundet sig på kanten.

Han rykkede direkte ind på scenen som solist da han var 14 år, og har haft en fyldt koncertkalender lige siden.

Han har vundet talrige internationale konkurrencer, er netop debuteret i den fornemme londonske kammermusiksal Wigmore Hall, og har fremover både indspilninger som solist med BBC's orkestre og engagemen-ter for New Yorks Chamber Music Society på programmet.

Andreas Brantelid er 21 år, og mærkatet upcoming er ved at være fortid for ham.

Krølhåret knægt

Størstedelen af året er Andreas Brantelid på farten med sin cello. Men i dag sidder han i forældrenes stue i København.

Han er ikke nok hjemme til at kunne lokalisere kaffe-kanden i køkkenet. Og det tager et stykke tid før han finder tebrevene.

Men efter studieår i Stockholm passer det ham godt at dele hus med mor og far.

"For det meste rejser jeg omkring i verden og er solist med orkestre, hvor jeg ikke kender nogen som helst. Det kan være ret ensomt," forklarer han.

Andreas Brantelid smiler og fingererer ved et tebrev.

I ét øjeblik er han verdensstjernen, der har sine meninger om det nødvendige i at turde satse på scenen, og allerede omtaler konservatoriedagene i nostalgisk datid.

I næste øjeblik er han en krølhåret knægt, der igen undskylder, at han ikke byder på kaffe, roder rundt i køkkenet og fortæller, at sådan noget med madlavning, det skal han nu til at lære. For det har der ikke være tid til.

"Jeg spiller så meget jeg kan. Og det er sådan ... nærmest altid," siger han.

"Musikken har altid været det vigtigste for mig."

Mor, far og Brahms

Som søn af den svenske cellist Ingemar Brantelid, der spiller i Det Kgl. Kapel, er Andreas Brantelid vokset op med strygertoner. De første musikoplevelser fik han, da han var med på farens turneer som barn.

Et af værkerne på programmet var Brahms Strygesekstet nr. 2 i G-dur.

Selvsamme værk skal Andreas Brantelid opføre på årets sommerfestival i Frederiksværk sammen med vennerne i Den Unge Danske Strygekvartet.

"Vi valgte selv, hvad vi ville spille," fortæller han.

"Og så valgte vi vores yndlingsmusik."

Værket betyder noget helt særligt for Andreas Brantelid.

"Brahms er nærmest et familiemedlem for mig," siger han.

"Min mor, min far og Brahms' musik. Det er nok mine første erindringer overhovedet."

Andreas Brantelid mener dog ikke, at det nære forhold til Brahms er kommet ud af det blå. For strygesekstetten er ganske enkelt overjordisk god musik.

"Der er ikke andet i musikhistorien der minder om det værk. Det har flere udtryk på én gang - der er så mange lag i det. Det er aldrig hverken sorg eller glæde. Men begge dele," forklarer Andreas Brantelid.

Høj på musik

Andreas Brantelid tilbringer de fleste af sine vågne timer sammen med sin cello, og kan blive helt høj af musikken og af at udvikle sig.

"Jeg føler, at jeg udvikler mit øre uge for uge, fordi jeg spiller så meget, og det er en vild følelse," siger han.

Trods succes og stor koncerterfaring føler han stadig, at der er områder af cello-repertoiret, han endnu ikke er moden til at spille. Men han kan mærke at det kommer.

"For et år siden fik jeg en cd med musik af den sene Sibelius. Den smed jeg bare ind på hylden, for jeg forstod den ikke," fortæller Andreas Brantelid.

"Men for et par uger siden fandt jeg den frem - og pludselig blev jeg grebet af det. Fordi jeg havde udviklet mig så meget i det år."

Nye vinkler på musikken

Andreas Brantelid mener, at der er mange kvaliteter, der skal spille sammen, før en musiker når ud over scenekanten.

"Man skal have god motorik. Kunne flytte fingrene. Man skal have gode ører, og en intellektuel begavelse, der giver én forståelse for musikalsk form og struktur," opregner han.

"Og man skal have sans for at kommunikere med andre musikere. Og så skal man ikke mindst have talent for at formidle sit talent - talent for at turde spille."

Cellisten mener ikke selv, at han var sådan én der kunne sætte hak ved alle kvaliteterne som 12-årig.

"Jeg har haft et intuitivt musiktalent fra starten af. Musik er altid gået lige ind hos mig, og det er nemt for mig at omsætte det jeg hø-rer til noget jeg selv kan spille. Men nogle af de andre ting, er først for alvor begyndt at komme nu," siger han.

Glæden afgør alt

"Jeg er begyndt at læse noderne grundigt, i stedet for bare at tage den på øret. Nu kan jeg blive helt opslugt af den forståelse af form og struktur, man kan læse sig til. Jeg føler, at jeg er ved at nå nyt niveau i min musikforståelse. At jeg kommer dybere ind i musikken."

For tiden lærer Andreas Brantelid både meget om musikken og om sig selv.

Han har fundet ud af, at den musikglæde, han har haft siden barndommen, er fuldstændig afgørende for ham.

Han kan ikke spille på kanten af glæden. Den skal være fuldt og helt til stede.

"Musik hænger for mig sammen med positiv energi. Jeg har hørt om, at andre musikere bruger negativ energi og nervøsitet som et afsæt. Men det kan ikke lade sig gøre for mig," siger han.

Ud af de hundredvis af koncerter Andreas Brantelid har spillet, har han kun oplevet at være bange for at spille to gange. Begge gange fordi han tog stress fra privatlivet med på scenen. Oplevelserne har lært ham, at hans spilleglæde og overskud er altafgørende, for at han kan præstere.

"10 minutter før en koncert føler jeg for det meste en ro - en slags overlevelses-energi, der giver inspiration. Den indfinder sig næsten altid, men jeg skal sørge for at indstille mig på den. Til de allerfleste koncerter kommer det heldigvis helt af sig selv. Fordi jeg elsker at spille."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu