Læsetid: 2 min.

Damien Hirst rykker ved magten på kunstmarkedet

Den britiske kunstner Damien Hirst sætter nu Guldkalven direkte på Sothebys auktion, mens spirende kunstmarkeder i Indien og Kina truer indflydelsesrige gallerier i London og New York
Damien Hirst har brudt den moralske barriere ved at benytte auktioner til distribution og ren profit, og andre kunstnere vil følge ham.

Damien Hirst har brudt den moralske barriere ved at benytte auktioner til distribution og ren profit, og andre kunstnere vil følge ham.

26. juli 2008

Når den engelske kunstner Damien Hirst udstiller direkte på auktionshuset Sothebys i London den 5. september, er det ifølge Hirst selv et logisk trin i hans karriere.

I et bredere perspektiv falder den sidste barriere mellem samtidskunstnerne og auktionshusene - og andre kunstnere vil følge Damien Hirsts eksempel, mener Roger Bevan i The Art Newspaper.

To uger efter åbningen af udstillingen Beautiful inside my head forever på Sothebys London bliver Hirsts 40 nye og tidligere værker sat på auktion. Hovedværket The Golden Calf (Guldkalven) er et tre meter langt akvarium med en tyr i formaldehyd, hvis klove, horn og glorie er i 18 karats guld. Værket anslås at indbringe op til 12 millioner pund.

Med udstillingen og salget på Sothebys auktion sættes Hirsts to gallerier, Gagosian Gallery og White Cube, dermed både uden for indflydelse og indtægt:

"Det er en meget demokratisk måde at sælge kunst på," udtaler Damien Hirst i pressemeddelelsen fra Sothebys: "Det føles som en naturlig evolution for samtidskunsten."

Englands rigeste

Damien Hirst udstillede og solgte direkte fra Sothebys første gang i 2004, hvor resterne fra hans Notting Hill-restaurant, Pharmacy, indbragte 11,1 millioner pund.

"Efter succesen med Pharmacy-salget har jeg altid haft lyst til at lave endnu en auktion," siger Hirst, som på Sunday Times' liste over verdens rigeste mennesker vurderes til at være god for 200 millioner pund. Damien Hirst er sandsynligvis Englands rigeste samtidskunstner, og i dag kræver han 70 procent af salget af alle nye værker gennem forhandlere mod de normale 50/50, skriver bloomberg.com. Gallerier kræver gebyrer for at repræsentere kunstnere, mens auktionshusene derimod sjældent kræver gebyrer.

"Damien er sælgeren af sine værker, det er hans salg," siger Cheyenne Westphal fra Sothebys Europe.

Auktionshusene får dog kommission, men vil sjældent ud med beløbet.

Ifølge Sothebys pressemeddelelse støtter Hirsts faste gallerier, Gagosian Gallery og White Cube, at Hirst udstiller direkte på auktion, men det er et skalkeskjul, vurderer Roger Bevan:

"Gallerierne vil ikke bryde sig om udviklingen, men de vil være forpligtede til at støtte hans beslutning, hvis de vil bevare kontakten til Hirsts investorer og indtægterne fra hans værker."

Del og hersk

"Fremover kommer gallerierne til at overbyde hinanden for at få Hirsts opmærksomhed - akkurat på samme vilkår som samlerne. Hirsts del og hersk-strategi kan vise sig at være den klogeste - og mest underholdende - beslutning til dato," vurderer Bevan.

Også globalt vises de store gallerier døren, når auktionshuse fra USA og Europa bejler til spirende kunstmarkeder i Kina og Indien. Auktionshuse som Sothebys og Christies opfordrer anerkendte samtidskunstnere, der endnu ikke har repræsentation af gallerier, til at indskrive deres værker i auktionshusenes kataloger. Dagene, hvor galleriers agenter udvælger private samlere, som i fuld diskretion kan udvælge værker, er talte til fordel for højestbydende på den offentlige scene.

"Damien Hirst har brudt den moralske barriere ved at benytte auktioner til distribution og ren profit, og andre kunstnere vil følge ham," skriver Roger Bevan, der nævner kunstnere som Jeff Koons og David Hammons, som i enkelte tilfælde har sat nye eller tidligere værker på auktion for at undgå gallerierne og maksimere værdien af det enkelte værk.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Guldkalven... he-he-he; det er kunstnerisk ikke en meget mere opfindsom ide end kunsterens egen lort i dåse, men meget mere klart viser hvor stor er uvidenheden omkring kunstens betydning og rolle. Det forstyrer selvsagt ikke pemgemaskine-idioters drømme. 'Flertallet' har ikke øjne mere mere end pemge, penge, penge... De får hvad de fortjent;-)

cathrine nielsen

Damien Hirst er med til at holde liv i denne fodummende, trivielle og ikke mindst kapitalistiske massekultur der præger samtidens kunst-scene.
Dette er i mine øjne IKKE kunst, men en produceret vare, tilegnet en helt absurd værdi, på lige fod med f.x. diamanter -altså en sikkerhedsinvestering for de få, aller-rigeste i verden.
Klamt!!

De folk som det kapitalistiske samfund, ved tilfældig smiden rundt med kæmpeformuer, har begunstiget på den mest ødsle måde, viser sig at være snot dumme ....

Var der nogen der sagde 'Kejserens nye klæder'.