Læsetid: 6 min.

Dus med rugens sange

Min første barndom ligger hen som i en dis over et drømme-Danmark, som ikke er mere, et højskole-Danmark med karle og piger, et Danmark, hvor rigtige mænd havde lommeur og spytbakke
Min første barndom ligger hen som i en dis over et drømme-Danmark, som ikke er mere, et højskole-Danmark med karle og piger, et Danmark, hvor rigtige mænd havde lommeur og spytbakke
22. juli 2008

Mads Hansen udtrykte engang sin beundring for Poul Reichhardts slips, hvorefter den københavnske skuespiller resolut tog det af og forærede det til den vestjyske vært fra Sevel Kro.

Sådan gik der historier på Vinderupegnen om Mads Hansens meritter. Han voksede i den lokale prestige, da han blev kammerat med flere af de kendte skuespillere fra København, som i årene før Anden Verdenskrig boede på hans kro under optagelserne til filmen Jens Langkniv.

Poul Reichhardt vendte senere tilbage igen og igen, når han var på teaterturné i det jyske. Mads Hansen lod sig aldrig mærke med, at han var imponeret. "Nåh, er du nu der igen, din gadedreng!" sagde han til Poul Reichhardt, der også henlagde sine hvedebrødsdage til kroen.

Sådan har enhver egn sine historier, og en anden blev fortalt af en pige, som havde serveret hos Jeppe Aakjærs. Hun kunne berette, at serveringsfadet var gået rundt hele to gange. Ikke hverdagskost på en nøjsom egn.

To hjemstavne

Jeg er født i Hasselholt ved Vinderup mellem Struer og Skive. Min far havde overtaget slægtsgården, men det gik af flere grunde ad helvede til. Vi flyttede ned til Århus-egnen, da jeg var to år, og således har jeg to hjemstavne. Mine erindringer om Vinderup beror på de voksnes snak, og hvad jeg oplevede i ferierne. De lærde er uenige om, hvor langt et menneskes erindring går tilbage, men jeg synes, jeg har en svag erindring om tyske soldater og om en barnepige og en sandkasse.

I dag, når jeg nærmer mig Vinderup, tænker jeg uvilkårligt, at "der dukker af disen min fædrene jord" - med et citat fra netop Aakjær, som med lidt god vilje kan regnes for egnens digter. Hans gård, Jenle, lå nærmere Skive, langt væk dengang, i dag ingen distance. Aakjær tolkede præcist de menneskers følelser, som boede på landet, og han voksede sig større end egnen. Trillebørens knirken, lærkernes sang, havrens sprøde bjældeklang.

Høste, tærske

Det, som også dukker frem af disen, er fornemmelsen af gamle Danmark, et Danmark, som ikke eksisterer mere. Et drømme-Danmark, befolket med stærke karle og livlige piger, som såvist flirtede og fandt hinanden, og som havde gået på højskole, Askov eller Ollerup, hvor de fik lærdom, udsyn og oplevelser for livet.

På lange sommerdage var de beskæftiget med at høste, tærske, forke, plukke jordbær og høns, genne kvæg på græs, sylte og sanke til huse, så der var mad til de lange vintre. De knoklede i marken, men blev samtidig dus med Rugens Sange, som Aakjærs digtsamling hed - den stod på alles hylder - og de blev "dus med himlens fugle," som Poul Reichhardt sang i en af sine filmsange.

Indlagt køresyge

Især husker jeg disen over Flyndersø, fordi der rent faktisk var dis, den eneste dag, jeg besøgte lokaliteten. Humlum, Stoholm, Hjerl Hede, Hanbjerg Strand, Jebjerg, Flyndersø var navne på andre lokaliteter, som havde en magisk klang.

Rejsen fra Fløjstrup ved Århus foregik med tog, senere bil, og der var tale om en dagsrejse som regel med indlagt køresyge. Vi blev modtaget af bedstemor, en stor kvinde, og bedstefar, en lille mand - af fysik. Han ejede til gengæld teglværket og var sparekassens formand, gik med vest og et lommeur med en lænke tværs over maven. I sit kontor havde han en spytbakke med et fascinerende grønt fluidum i. Det havde rigtige mænd dengang: Et lommeur og en spytbakke.

Bedstefar og bedstemor var ikke missionske, men gudfrygtige. De læste et stykke i Bibelen hver aften, før de lagde sig til at sove, og vi bad altid bordbøn under besøgene.

Stoffers talent

Vores familie var enorm. Min far havde en halv snes søskende, og med koner, børn og børnebørn løb det op. Den samledes til mine bedsteforældres guldbryllup i begyndelsen af 1950'erne - i dag er den atomiseret, spredt for alle vinde, men stadig bor flere med navnet Bjørnkjær eller Tanderup i Vinderup. Tanderup'erne er min mors familie, fire søskende og diverse børn.

Ved at flytte blev man vel egnsforræder, men ikke slægtsfornægter og i hvert fald ikke hjemmefødning.

Familien bestod af lutter personligheder. Fætter Stoffer var et stort musikalsk talent. Han kunne spille Tordenskjold ved at banke sig selv oven i hovedet med skaftet af en skruetrækker og samtidig spile kinderne ud. Han spillede senere til ballerne deroppe. Tante Grethe var det elegante indslag, egen tøjbutik, Paris i Vinderup. Eller var det i Skive? Jeg kan ikke huske det.

Faster Katrine var familiens intellektuelle, bibliotekar i Flensborg. Onkel Viggo blev bogholder på Hirschsprung i København og medbragte hvert år til jul en megastor kasse cigarer, som brødrene så pulsede på. De fleste kom hjem til jul. Min onkel Kræn var opkaldt efter min bedstefar og jeg efter dem. Jeg røber det med åbenlys risiko for, at mine venner vil misbruge oplysningen. På den anden side: Kræn er et smart navn i dag i designerkredse, har jeg bemærket.

Kunstnerne

Mest eventyrligt var det at komme på besøg hos min onkel Kristian, som var håndværksmaler, men malede kunstmalerier i sin fritid.

Der var malerkasse, staffeli, pensler og tuber. Han og tante Rikke havde fire sønner, som alle var på byens fodboldhold. Tanderup'erne gik også på jagt, og de samlede på fugleæg, som blev pustet ud og lå i en stor kasse. Min mor kom helt usædvanligt for en kvinde i malerlære.

Der var jo hverken bio-graf, teater eller koncertsal, men hver egn havde sine kunstnere. Vinderupegnens fremmeste hed Henry Bailum. Han kunne leve af sine malerier.

Havde et ungt menneske et særlig stort talent, kunne vedkommende gå videre på konservatoriet eller kunst-akademiet i København. Sådan nogle var man stolt af. Intet kunsthad der. Men oftest blev de på stedet - blev store på egnen, men ukendte i andre egne, som havde hjemstavnskunstnere af egen avl.

Kokkehuer

Jeg har besøgt Vinderup siden - ikke for at besøge nogen, jeg kender dem ikke, men for at dyrke slægtsfornemmelsen. Senest i foråret, hvor jeg og min bror sneg os ind på gården i Hasselholt. Der var så stille. Vi gættede på, at den var blevet fritidsgård som de fleste andre. Den store, runde sandkasse midt på gårdspladsen var der endnu.

Jeg har spist frokost med en god ven på Sevel Kro - i dag gastronomisk med kokkehuer og det hele. Jeg spurgte til Mads Hansen og røbede derved mit tilhørsforhold til egnen. Værtinden Ruth tilkaldte sin mand, kroværten Hans Kurt, for da jeg sagde mit navn, var de helt med.

"Tror du ikke, vi interesserer os for litteratur her," sagde Hans Kurt med glimt i øjet.

Man har jo skrevet et par digtsamlinger engang, men alligevel. Det kunne jo ikke passe. Det faldt på plads, da Hans Kurt fortalte, at han var bedste ven med min fætter, Per. Den interessante historie var, at han og seks-syv skolekammerater nu alle boede lige i nærheden af hinanden. Venskabet fra skole-tiden var intakt.

Hans Kurt forsøgte straks at få fat i Per, som jeg ikke havde set, siden vi var små. Fætrene Mogens og Per var sønner af Ejnar og Grethe og boede i huset ved siden af bedstefars og bedstemors, hvor Mogens stadig bor. Desværre lykkedes det ikke at få fat i Per. Jeg skrev en hilsen til ham.

Fremskridtspartiet

Så viste de os mindestuen med en masse fotos og avisudklip om Mads Hansen, som, fremgik det, også var blevet inviteret til fødselsdag - eller var det bryllup? - i København hos Poul Reichhardt. Det var altså ikke bare et for-sjov-venskab.

Vinderup var i sin tid en af Fremskridtspartiets højborge, husker jeg. Det skræmte mig ikke. Jeg synes jo, jeg kender lidt til dem deroppe. De ville nok bare gerne værne om fællesskabet og Gamle Danmark og har en vis skepsis - mange gange med rette - over for de 'tovlige' i København. Nu stemmer de igen på Venstre og Socialdemokraterne.

Nogle af dem har også forstand på årgangsvine, bemærkede man i en tv-udsendelse for nylig på DR2, hvoraf det også fremgik, at Sevels borgere byder tilflyttere velkommen med et par flasker vin som gave. Hvor ellers gør man det?

Serie

Seneste artikler

  • Gå tilbage, men aldrig til en fuser

    31. december 2009
    Den nye hjemstavnslitteratur var og blev den synligste trend i det 21. århundredes første årti, der dog bød på mange genrer
  • Hjemstavn

    30. december 2009
    Et af temaerne i årets danske litteratur, der i øvrigt har handlet om alt fra familie- og generationsopgør til ustabile identiteter, har været en ny hjemkomst, en besindelse på det danske sprog og hvad man kommer fra, på en ny hjemstavn i sproget
  • Det er ganske vist: Fyn er fin

    10. august 2009
    Fyn er et af Danmarks mest undervurderede steder, og derfor er det på sin plads at gøre op med enhver fordom her. Odense er eventyrets by - smørklatten i danmarks-grøden. Information har valgt at hylde paradisøen Fyn
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu