Læsetid: 3 min.

Finsk skovsø i sigte

Hvad er målestokken for succes, hvis man tager otte dage til Roskilde med sin 14-årige datter for at prøve at være en god far?
7. juli 2008

Vi har sunget, vi har grædt,

og vi har grint.

I flere timer har vi haft det

smadderfint ...

Benny Andersen

DET er selvfølgelig noget vrøvl. Hvis jeg er en dårlig far, så var jeg det formentligt også inden Roskilde. Og omvendt. Roskilde er ikke et værksted, hvor de onde bliver gode, og de gode bliver bedre, sådan vupti. Men der er sket noget. Den første nat i køen røg mit regelsæt over bord, og jeg måtte kalibrere situationen forfra. 'Jeg passer på hende' blev til noget gensidigt, vi begge har haft glæde af. Og jeg har kun været rigtig vred én gang: En skiderik stjæler mit håndklæde, mens jeg er i bad. Overvejer at straffe ham ved at gå mig tør gennem hele lejren - men andre hensyn vinder.

EFTER en koncert, hvor hun har valgt musikken - og ramt rigtigt, det var noget for mig - siger hun det til en veninde, mens vi får en is: Det har slet ikke været, som hun troede: Der har ikke været regler - og hun har ikke fået et 'det må du ikke' en eneste gang, siger hun. Det sidste passer, men regler? Jo, og hun kendte dem hjemmefra, men for hende er regler åbenbart forbud - for mig noget, man tyer til, hvis lortet ikke virker. Og vi har slet ikke brugt dem. Det har sgu' været en oplevelse.

KUN én gang kan de rende mig. Jeg vil stå forrest. Helt op ad gitteret. Og jeg får, hvad jeg vil have. Da Solomon Burke synger Tom Waits' "Diamond in Your Mind", er jeg, hvor allerhelst vil være. "I er de næste. Verden er jeres, tag den med klogskab og kærlighed. Og hvis I fejler, så er det bare op på hesten igen. I gør mig lykkelig, all of you!", siger han igen og igen. Det er så nok ikke lige mig, han tænker på, men de unge. Det er banalt, billige point, men vigtigt, at nogen siger det til dem, når rigets autoriteter udenfor mest har tæsk, dansk og regning at byde på. Det er lige vand på min gås.

SELVFØLGELIG er vi møre. Fredag overvejer hendes storesøster at tage hjem og få en nat i rene lagener. Hun får hvilet, genfinder the spirit og bliver. Lørdag går den lille til samariterteltet. Jeg finder hende i køen. Det er en vabel, der er bristet - hjertet holder. Men hun er flad. Såret bliver renset, imens er hun lille igen, men også god til at mærke, hvor det gør ondt. Det er især maden. Behovet for noget andet er skrigende. Noget frisk, grønt og sprødt. Den klarer far. Også hun kommer op igen. Mine symptomer kommer ved nattetide. Husker hun det nu? Bliver de sammen, sørger de for, at de kan ses af mange? Holder det? Fredag nat dør min telefon, men jeg finder dem til DJ-party i Loungen. De danser, er glade, bliver sammen, kan ses. Jeg står og ser dem. Det holder. Lørdag nat er den der igen: Fik jeg sagt, at sidste nat også kan være djævelens? Sms'er hende et udråbstegn og kommer til at forskrække hende. Jeg ville bare ... Men de ved det, de har talt om det. Det holder.

DER er fester, man ærgrer sig over ikke varer længere. Det er de bedste. Pigerne har det åbenbart på samme måde. Søndag bruger de formiddagen på at pakke. Så vi er klar til at rykke, inden vi overskrider grænsen. Den er ikke langt væk.

SVIGERMOR bor på en afsides ø i Finland. Ja, sådan har vi altså indrettet os. Vi er på vej, to familier. Når vi ankommer, øger vi øens befolkning med 800 procent. Det bliver et liv med enkle valg: fiske, bade, svømme eller gå i sauna. Vi skal ikke andet end at fise den af. Det bliver lidt ligesom på Roskilde - bare på anden måde.

Dette er den sidste dagbog fra Roskilde Festival, hvor Jon Jørgensen har forsøgt at passe på sin 14-årige datter - helst uden hun opdagede det

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Jungfalk

Tak for en superinspirerende lille serie. Et skævt og sjovt perspektiv på forældre/teenagere og 'halvgamle' voksne og på festivallens sjæl.
Michael Jungfalk