I dag er det omsider ovre. Ti dages festival, hvor man har hægtet sig på den store labyrintiske jazzmaskine, fuld af forventninger og drift efter at opleve improvisationsmusikken i alle dens afskygninger.
Mundharpemesteren Toots Thielemans kaldte tirsdag i Haveselskabet jazzen for en virus, der smitter og gør sin musikalske virkning i lytteren: kalder på glæde og på tårer, altså spejler livets facetter med sin ægthed. Sådan oplever en del af jazzens kernepublikum utvivlsomt musikken, og sådan vil vi på romantisk vis gerne se den. Men sådan er det jo ikke altid, og faktum er, at al god musik har denne kvalitet jazz eller ej.
Copenhagen Jazz Festival kan opleves som en drug, et drømmescenarie, et tag-selv-bord med fantastiske dimensioner. Som anmelder bliver man intrave-nøst fodret, høj af jazzens og byens energi som på EPO, indtil man omsider får nok og begynder at urinere bebop, balkandråber og tangotårer, mens man drømmer om saftigt græs, klipper, vind og hav.
Saftige arrangementer
Af den forløbne uges koncerter er det især Ornette Colemans dybt originale musik på tværs af æstetiske og kunstneriske konventioner, der skiller sig ud som noget specielt. Men jeg vil heller ikke glemme Angelique Kidjo og Wayne Shorter lige med det samme. I festivalens sidste weekend var der herlige oplevelser, men lad os starte med festivalens klareste nitte: kultlegenden Annette Peacock, der nok har en interessant fortid, men ikke nogen interessant nutid. Peacocks anæmiske sceneoptræden i Skuespilhuset fredag forekom stadig mere klaustrofobisk og pinligt stillestående, efterhånden som hun - alene på scenen - fremførte sine minimalpoetiske sange med en kedelig stemme, keyboard og lidt elektrobeats.
Det var som at blive fyldt af liv efter en sygdom at træde ned i Copenhagen Jazzhouse og overvære en række smukt udfoldede sange og musikstykker af La Mariposa Tango Project; Erling Kroners New Music Orchestra i samarbejde med den dansk-argentinske sangerinde Laura Hansen og bandoneón-spilleren Carlos Morera. De har netop sammen udgivet cd'en Strada Anfosa, der dokumenterer et væsentligt kunstnerisk møde. Kroners arrangementer har saft og kraft, og i koncertens andet sæt, som jeg overværede en del af, fik vi bl.a. nostalgi med en bigbandudgave af Gades "Tango Jalousie". Helt overdådig, et mesterværk i sin fremførelse fra første til sidste tone, var "Latinate Laments", komponeret af Kroner over et digt af Finn Nielsen og sitrende fremført af både orkester og Laura Hansen med karisma og karakterfuld stemme.
Stramt anarki
Også et andet stort dansk orkester leverede en markant koncert, da Pierre Dørges New Jungle Orchestra kunne høres i Skuespilhuset i endnu et udfordrende samarbejde med en særlig gæst. Den indiske fløjtespiller Shashank Subramanyam er afgjort en mesterlig musiker. Og på scenen oplevede vi ham, kastet ud i at skabe musik med et stort og spøjst jazzorkester uden stilistiske bindinger. Dørge formåede at finde formler, hvor den raga-prægede fløjte kunne mødes med jungleorkestrets medrivende rytmer og stramt styrede anarki. Også den gambianske kora-spiller Dawda Jobarteh og sangerinden Josefine Cronholm var med som gæster og farvede musikken. Intens var bl.a. den dronebårne "Jeg gik mig ud en sommerdag", hvor folkevise, fri improvisation og indisk bøjede ragatoner smeltede sammen. Det er sagt før, men man finder næppe lignende, herlige musikalske kulturudvekslinger med en sådan charme, lune og overskud, som Dørges jungleorkester forstår at diske op med. I dét lys blegnede den israelsk fødte New York-klarinettist Anat Cohens krydsning af jazz med mellemøstlige, østeuropæiske og latinske træk. Hun stod lørdag i Haveselskabet for første gang på en dansk scene, og hun er en charmerende og virtuos solist på klarinetten, mens hendes spil på tenorsax er som en gennemsnitlig post-Coltrane blæsers. Cohens seneste udgivelser, Poetica og især Noir, begge fra 2007, er velklingende og etnisk inciterende, men til koncerten forblev hun med sin kvartet på den overfladiske og udvendige side af musikken.
Allerede om eftermiddagen sad jeg inde i den store, glasomfavnede sal i Statens Museum for Kunst. Her begavede den nyligt prisbelønnede pianist Peter Rosendal publikum med sine fint broderede og maritimt bølgende jazztemaer bl.a. "I nattens mulm og mørke" og "Til søstjernens højre ben". Det er så, hvad jeg vil gøre: vinke farvel og stå til søs under stjernerne i nattens mulm og mørke med jazzfestivalens flimrende soundtrack døende i kroppen.
Annette Peacock, Skuespilhuset, fredag
La Mariposa Tango Project, Copenhagen Jazz House, fredag
Peter Rosendal Trio, Statens Museum for Kunst, lørdag
Anat Cohen, Det kgl. Haveselskab, Frederiksberg, lørdag
New Jungle Orchestra feat. Shashank Subramanyam, Skuespilhuset, lørdag
