Læsetid: 6 min.

Først får man succes - og så dør man

Jacob Ejersbo, forfatteren til bestsellerromanen 'Nordkraft' om junkier i Ålborg nåede at fuldføre et 1.600-siders storværk, 'Liberty-trilogien', om forholdet mellem den vestlige verden og tredjeverdenslandene. Han havde et usentimentalt forhold til sin sygdom
Jakob Ejersbo på Limfjordsbroen, Ålborg i forbindelse med premiere på filmatiseringen af bogen 'Nordkraft'. Hans død kom ikke bag på de nærmeste. Han havde været syg længe.

Jakob Ejersbo på Limfjordsbroen, Ålborg i forbindelse med premiere på filmatiseringen af bogen 'Nordkraft'. Hans død kom ikke bag på de nærmeste. Han havde været syg længe.

Martin Dam Kristensen

12. juli 2008

Endnu en forfatter er død alt for ung, Jacob Ejersbo, 40 år, så meget mere bittert, som han var på toppen af sin formåen efter succesen med bestselleren Nordkraft om narkomiljøet i Ålborg og med endnu et storværk på vej, Liberty-trilogien.

En af de venner, som kendte ham bedst, var Christian Kirk Muff, som var hans sparringspartner gennem årene, både på Nordkraft og det nye endnu ikke udkomne værk, som består af tre bøger, en murstensroman, Liberty, endnu en roman, Eksil, og en samling fortællinger, Revolution. Et værk på tilsammen 1.600 sider, som de to begyndte at tale om for 13 år siden, og som handler om forholdet mellem den vestlige verden og de såkaldte tredjeverdenslande - om kvinder og mænd, børn og ældre, grønlændere og danskere, amerikanere, englændere, afrikanere, indere og arabere og meget mere. Ikke mindst er den inspireret af, at en del af Jacob Ejersbos opvækst foregik i Tanzania.

Øjeblikket

"En bog for alle mennesker med et ambitionsniveau, hvis lige jeg ikke har kendt til i dansk litteratur," siger Christian Kirk Muff.

"Vi lærte hinanden at kende i 1989 under et universitetsstudium i dansk, hvor vi havde den specielle start på vores venskab, at vi ikke kunne lide hinanden," fortsætter han.

"Jeg syntes, han var indesluttet og fjendtlig, og han syntes, at jeg var alt for meget i overskud og 'velbehagelig'. En dag sidder han og vasker vindue i tredje sals højde og får øje på mig, gående krumbøjet hen ad gaden, idet jeg lige havde fået et voldsomt hold i ryggen. Det var ved at koste ham livet, idet han i den grad kom til at grine ved synet. Han har senere sagt, at lige der, det øjeblik - min måde at grine tilbage på - overbeviste ham om, at jeg også kunne være svag og derfor var et menneske. Jeg tror, det var sådan, at for at han kunne holde af nogen, skulle han have set, at de kunne være svage. Stærke mennesker stolede han ikke på. Det samme i hans litteratur, hvor han var solidarisk med sine personer. Han skulle helt ind i dem og se, at de var svage - og så sprang det med kærlighed."

Dagpenge

Deres veje skiltes. Christian Kirk slog sig på computerspil, blev kreativ producer på det første Hitman-spil, først ansat på IBM som kreativ chef, nu med sit eget selskab, Empati.

Jacob Ejersbo droppede studiet og blev journalist på henholdsvis Bornholms Radio og Nordjyske Medier.

"Det var et håndværk, han ville lære sig, men han vidste på dato, hvornår han var berettiget til at gå på dagpenge, for han ville skrive bøger," siger Christian Kirk Muff, der også har oplevet Indien sammen med ham.

"Han kunne fortælle menneskene," siger han og glæder sig over det, der skete med Nordkraft.

"Succesen klædte ham fænomenalt godt. Den fik ham økonomisk ud af det truende dagpengehelvede. Han håndterede den smukt og brugte det til at gøre sig til et endnu bedre menneske."

Sødme og sortsyn

Jacob Ejersbos død kom ikke bag på hans nærmeste. Han døde af kræft på spiserøret, den samme sygdom, som tog Dan Turéll. Disse to forfattere havde også et usentimentalt forhold til deres sygdom til fælles. Om det fortæller forfatteren Peter Øvig Knudsen:

"Jacob gad ikke tale om sin sygdom, så det blev overstået i starten af en samtale, hvor man lige fik et par aktuelle, faktuelle informationer om status. Da han i den sidste tid, hvor han var stærkt svækket, ikke selv kunne opleve så meget, var han ivrig efter at få noget at vide ude fra verden, hvordan det gik med det ene og det andet."

Gennem Jacob Ejersbo traf Peter Øvig i øvrigt Christian Muff og fik ham med som førstelæser og, som han siger, 'skrivecoach' på sin bestseller, Blekingegadebanden.

"Når man hørte, at han havde været chef på IBM, forestillede man sig jo ikke lige ham som en, der kunne være litterær rådgiver, men blandt andet var han med til at trække min bog i en thriller-retning."

Peter Øvig Knudsen siger om Jacob Ejersbo:

"Han var et meget sammensat menneske, fordi han på den ene side var meget illusionsløs, for ikke at sige med et sort syn på verden og såmænd også på sig selv, men samtidig et af de sødeste og varmeste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Han havde en blanding af sødme og skarphed. På overfladen var han glad, venlig og imødekommende. Han skrev om de mest mørke og kaotiske sider af menneskelivet, men under fuld kontrol, og der var den pinligste orden i hans skriveværelse."

Jacob Ejersbo blev også en af filminstruktøren Ole Christian Madsens bedste venner, da denne instruerede filmversionen af Nordkraft, og de havde hyppig kontakt, flere gange om ugen. Instruktøren var hos ham få timer, før han døde torsdag aften,

Som Fiskerne

"Jacob var en af mine nyere venner," fortæller Ole Christian Madsen, "og du ved selv, hvordan det er: jo ældre, man bliver, desto sværere er det at få nye venner, men vores venskab blev stærkere og stærkere efter filmen. Jeg mødte ham, da jeg fik optionen, rettighederne til at filmatisere bogen, hvor vi bagefter gik ud at spise. Han ville egentlig ikke involveres i filmarbejdet og holdt sig på afstand, men da han en dag kom ud og overværede dem, tiltalte miljøet ham, og han blev hængende i tre-fire uger og var ikke til at drive hjem. Jeg så Nordkraft som en slags overbygning på Hans Kirks Fiskerne, en moderne krønike fra samme sted, men med en helt anden slags mennesker.

Han var selv ikke en del af miljøet, bogen handler om, men i omegnen af det uden selv at være stofmisbruger. Premieren i Ålborg, hvor en del af de mennesker, der har givet inspiration til romanen, var med, var en bevægende oplevelse, vi havde sammen."

Ole Christian Madsen karakteriserer Jacob Ejersbo som "en intelligent og moralsk meget velfunderet person, der havde sine dæmoner fra barndom og ungdom". Han var også "fantastisk sjov at gå i byen med, og han havde en stærk mentalitet, så uanset, hvad der skete, kunne han holde sit humør. Sygdommen tog han ufatteligt stærkt. Hvis jeg ikke havde respekteret og beundret ham før, så kom jeg til det, mens han kæmpede den hårdeste kamp, som nogen kan forestille sig."

Mange lag i sig

Johannes Riis, direktør på Gyldendal og konsulent på Nordkraft, husker en række intense møder under redigeringen af bogen. Kom succesen bag på forlaget?

"Vi kunne se, at der var et potentiale i den, men vi turde jo ikke gøre os forhåbninger om den succes, den fik," siger han.

"Vi håbede selvfølgelig, den ville brage igennem, og det gjorde den virkelig. Det var lidt svært på forhånd at råbe offentligheden op med den, for hvad skal man med en bog om pushere og narkomaner i Aalborg? Det var jo ikke det mest opsigtsvækkende at komme ud med. Jeg husker en 70'er-kvinde af det højere, københavnske borgerskab, som fik den i hånden dagen efter udgivelsen og udtrykte sin store skepsis, men da hun havde læst den, sagde hun, at det var da noget af det mest fantastiske!"

Johannes Riis betegner Jacob Ejersbo som "en mangefacetteret person. Man skulle ikke lade sig narre af hans overflade og easygoing facon, for han havde mange lag i sig og var ikke kun en glad, ung mand." Johannes Riis er overbevist om, at han allerede har sikret sig en plads i litteraturhistorien for den nye 'råhed', han har tilført den realistiske måde at skrive på. Derved fanger han noget i tiden.

Noget lignende siger forfatteren Carsten Jensen, der holdt talen, da Jacob Ejersbo fik Boghandlernes Gyldne Laurbær (se boks).

"Han fornyede realismen i Danmark, og det vil han blive husket for," siger han. Carsten Jensen, p.t. på ferieophold i Frankrig, havde en oplevelse af samme art som Johannes Riis':

"Jeg forærede Nordkraft til min 85-årige mor. Hun troede ikke det miljø med junkier i Aalborg kunne interessere hende overhovedet, men det kunne det på grund af Jacob Ejersbos usædvanlige fortælleevne."

Jacob Ejersbo stiftede ikke selv familie, men tilbragte sin sidste tid hos forældrene.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu