Læsetid: 6 min.

'Det er forbudt at være overfladisk og opstemt'

Quentin Tarantinos blodige og farverige univers, pop og Kanal 5-dåselatter påvirker fremtidens danske litteratur - eller i hvert fald to afgangsstuderende på Forfatterskolen, der finder inspiration i kitsch, elektro, sit-coms, farver og følelser
10. juli 2008

Marie Kudahl står og venter ved elevatoren, der fører ned i mørket ved Nørreport - et af knudepunkterne for byens undergrund. På hendes hånd sidder en havblå ring, der bryder en ellers sort stil. Hun viser vej ind på den lille café Dolores, hvor Ina Christensen venter.

De to kvinder er henholdsvis 24 og 21 år og er begge, sammen med syv andre studerende, lige blevet færdige med den to-årige uddannelse på Forfatterskolen i København.

Marie Kudahl fortæller, hvordan hun for to år siden vendte hjem til København, hvor hun er født, for at starte sin karriere som forfatter. Inden da boede hun i Århus og på Fyn, hvor hun læste til lærer på Den frie læreruddannelse i Ollerup. Hovedstaden har altid været omdrejningspunkt for hendes tekster, også når hun har boet andre steder i landet.

"Jeg skriver meget om København, men jeg har aldrig været særlig glad for at opvokse her. Der findes en hårdhed, som jeg har lidt svært ved. Byen er hård mod én, hvis man ikke er 'rigtig' og har styr på alting. Det har jeg slet ikke," siger hun.

Marie Kudahl flyttede væk for at se, om Danmark kunne byde på noget andet - og bedre.

"Det viste sig at være anderledes. Men det var ikke bedre. Det hjalp ikke at skifte 'location', og nu har jeg fundet mig til rette i København, hvor jeg oplever at være blevet en del af et nyt fællesskab," siger hun.

Personligt projekt

Fællesskabet findes på forfatterskolen, og et af de mennesker, Marie Kudahl er kommet tæt på, sidder ved siden af hende.

Neonfarverne fra et af cafeens malerier går igen i Ina Christensen - hendes neongrønne hårbøjle, skarpmalede blå øjne, røde læber og lysstof-gule negle.

Hun er ligesom Marie Kudahl født i København, men har i sin ungdom pendlet mellem hovedstaden og Sorø, fordi hendes forældre boede hver for sig. Ina Christensen droppede ud af HF, da hun blev optaget på forfatterskolen.

"Jeg var endelig blevet færdig med første år på HF. Det var anden gang, jeg prøvede. Så ringede min mor og fortalte om forfatterskolen, og spurgte, om jeg ikke kunne prøve det. Så sendte jeg en ansøgning og bad min mor om at vælge de tekster, jeg skulle sende ind - og så valgte jeg selv nogle andre. Jeg blev helt panikslagen, da jeg blev optaget og skulle til at læse højt af mine ting. Det var forfærdeligt og lykkeligt på én gang. Jeg havde en semi-skriveblokering i de første par måneder, fordi jeg ikke turde skrive noget, der skulle diskuteres, men så vænnede jeg mig til det," siger hun. Begge kvinder har altid skrevet, og har også altid opfattet det som et enormt personligt projekt.

At være synligt forkert

Skriveriet er ikke det eneste, Marie Kudahl og Ina Christensen har tilfælles:

"Én ting, vi virkelig deler, det er en kækhed omkring, hvor kiksede vi er. Det skriver vi også begge om, bare på helt forskellige måder," siger Marie Kudahl og fortsætter:

"Jeg tror, at jeg er fanget i min krop. På den måde, at jeg er så forkert i forhold til idealerne. Det, at jeg for eksempel er overvægtig, har betydet meget for min personlige udvikling: At skulle være synligt forkert, samtidig med at jeg følte mig forkert indeni - eller anderledes indeni. Det har sat sig fast. Og det påvirker stadig mit liv hele tiden. Jeg gør en masse dumme ting for at bevise, at jeg er værdig," siger hun.

Begge kvinder fremstår ydmyge over for livet og deres rolle som forfattere. Ina Christensen beder Marie Kudahl om en hjælpende hånd, da hun skal beskrive sig selv.

"Du er meget åben for alt og fordomsfri. Udadvendt," foreslår Marie Kudahl.

"Det synes jeg slet ikke selv, at jeg er. Jo, jeg fortæller verden, hvordan jeg er. Jeg føler tit, at jeg går rundt og er indadvendt, men så siger jeg det højt, og så opfatter folk det som udadvendt," lyder Ina Christensens reaktion. Marie Kudahl samtykker:

"Vi er begge socialt inkompetente, men vi siger det højt."

50'er-swing

Marie Kudahl er vant til at blive bedømt på hendes ydre fremtoning, og det smitter af i hendes tekster.

"Jeg skriver om den måde, jeg er forkert på i samfundet. Jeg er meget optaget af, hvordan folk kategoriseres og stigmatiseres. Det, mener jeg, er et stort problem. Men mine tekster handler ikke om de små ting. Det er meget karikeret og bombastisk - hvor dit, Ina, er helt omvendt?," spørger hun.

Og Ina svarer: "Ja, jeg skriver om individer, følelser og selvoptagethed. Mine tekster er ikke samfundskritisk som sådan. Det handler om personlige følelser, relationer og tankestrømme. Små situationer. Jeg er meget optaget af at være meget selvkommenterende og selvironisk".

Marie Kudahl forklarer, at de begge bruger sig selv meget, når de skriver:

"Det kan være fordi, vi ikke har så meget boglig og fagligt at falde tilbage på og ingen akademisk uddannelse. Vi bruger de mærkelige småting, vi ser og hører. Alt, hvad der kan vokse. Også musik. Jeg har en besættelse af Dean Martin og 40'er-50'er swing. Det giver ikke nogen mening, men jeg synes, det er fantastisk. Det er så forbudt at være overfladisk og opstemt i dag. Det er i det hele taget forbudt at føle noget som helst," siger hun, og Ina Christensen bryder ind:

"Ja, jeg bliver også meget flov nogle gange, når jeg skriver for følsomt. Det handler hele tiden om at være intellektuel".

"Ikke kun som skrivende - det er en helt generel tendens," tilføjer Marie Kudahl.

Film er en stor inspiration for begge de unge forfattere. Og de er enige om, at det kan skyldes, at de ikke har læst så meget, som mange andre på Forfatterskolen.

"Jeg skriver Tarantino-litteratur, og beskriver et meget pop- og kitsch-agtigt tyggegummi-univers," siger Marie Kudahl, mens Ina Christensen især bliver inspireret af film som Fucking Åmål og Lilja 4-ever. Der bliver også kigget efter nye - og finkulturelt uhørte veje - i jagten på inspiration.

"Jeg har været total religiøs 'Paradise Hotel'-seer (reality show på TV3, red.), fordi det er så sindssygt. Jeg er helt vild med den slags dårlig tv - det er virkelig sjovt. Det afspejler en eller anden virkelighed i vores samtid, og det er det, jeg kan bruge det til. Det er derfor, jeg synes, det er så fascinerende," siger Marie Kudahl.

Ina Christensen har til gengæld en svaghed for sit-coms og dåselatter, og hun opfatter sig selv som en del af en ny generation af forfattere.

"Jeg føler mig som en del af en ung kultur. Jeg skriver, lige som jeg taler med mine venner. Det er et meget ungt sprog og fyldt med slang. På den måde føler jeg mig lidt ny," siger hun, og fortsætter:

"Lige nu oplever jeg dog, at det er virkelig svært, at man nu skal aflevere færdige produkter, og at man skal stå ved det, man skriver. Der er noget skamfuldt over det - og arrogant."

Bog-accessories

Marie Kudahl er den eneste af de to, der har overvejet, hvordan hun skal markedsføre sig selv, nu hvor hun er færdig på skolen.

"Men jeg ved ikke endnu, hvordan jeg vil gribe det an. Det er svært at forholde sig til, at man skal være et produkt. En studerende fra sidste årgang lavede nogle bogmærker med anmeldelser på, og det fik mig til at tænke på, om man skal lave alle mulige accessories til sin bog: Klistermærker, postkort osv. Jeg er ikke så vild med ideen, men der er flere og flere, der gør det. Bogmærket ville være bedre end en nøglering - der er fuldstændig urelateret til bogen. Bogmærket virker måske lidt mindre prætentiøst."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu