Læsetid: 2 min.

Georg Brandes i det sorte hul

Den skammelige behandling af en dansk sværvægter
21. juli 2008

Georg Brandes liv og virke falder for en stor dels vedkommende sammen med den mest reaktionære og åndeligt afstumpede periode i nyere danmarkshistorie, måske kun overgået af den politiske virkelighed i tiden efter 2001, hvor et decideret antiintellektuelt parti i fuld overensstemmelse med en regering dominerer lovgivning og finansiering af så at sige alt, der bevæger sig.

Georg Brandes havde sine store år under Estrup-provisorierne, hvor godsejere bogstaveligt talt i kongens klæder regerede riget, og kirkens folk i den dybt reaktionære danske folkekirke bestemte langt ind i universitetets lokaler.

Blandt andet derfor blev Brandes aldrig rigtig professor i Danmark, kun titulær på sine ældre dage, da det efterhånden var for pinligt udadtil, at en af Europas, ja, verdens mest berømte intellektuelle inspiratorer og kritikere således konsekvent blev tilsidesat.

Forfører

Brandes gjorde det ikke altid lige nemt for sig selv, det skal medgives. Han var ikke nogen havørn i præcisionsarbejde og glemte ofte kildeanvisninger i sine værker; medtog citater uden angivelse af citatets karakter og lavede andre kritisable og ret dumme fejl. Det er ikke en undskyldning, men lidt af en forklaring at konstatere Brandes enorme værk.

Medtager man brevene, hvoraf han producerede mængder dagligt, var der ikke noget at sige til, at der var nogle smuttere ind imellem. De gjorde ham sårbar.

Dertil kom hans kønspolitiske synspunkter og de mange kvinder, han faldt uhjælpeligt for og forførte, og som faldt for ham osv. Det var jo ikke lige sagen i en bornert samtid, hvor kultusministeren på 90, som Gustav Wied skrev i Dansemus, ganske vist gik på horehus, men hvor det ikke skulle hedde sig, og slet ikke at borgerskabskvinderne også måtte have ret til udskejelser.

Roden til alt ondt

Georg Brandes blev manden der førte det moderne gennembrud igennem i en atmosfære af sumpluft, hvor de højeste gejstlige samt universitetsprofessorer af den tidligt mugnede art, ihærdigt søgte at fastholde deres monopol på enhver form for åndelighed. Gik det ikke deres vej, var det ikke åndelighed.

Brandes var ateist, jøde, men uden tro, hvilket jo heller ikke var så godt. Den dag i dag vækker Brandes vrede. Det åndelige undermål i Dansk Folkepartis ideologiske opinionsmagere fremhæver ham som roden til den moderne ondskab.

Dertil kommer, at han ikke var af blodet, som man også sagde i hans samtid. Antisemitismen havde sit klamme greb i toneangivende kredse dengang, som det antimuslimske nu.

For Brandes var det sært, eftersom han i førstningen ikke følte noget for jøderiet. Det kom han lidt efter lidt til, tvunget af begivenhederne.

En side der ikke er så påagtet i vore dage, er Georg Brandes engagement i verdensbegivenhederne. Stærkest udtrykt i hans forfærdelse over 1. verdenskrigs udbrud og et systems og en kulturs sammenbrud. Die Welt von Gestern blev det pludselig, men Brandes troede vel trods alt på fremskridtet. Der tog han fejl. Anbefalet læsning er Jørgen Knudsens imponerende storværk om mesteren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu